Øjendråber efter grå stær operation

Øjendråber efter grå stær operation

I alle de 30 år jeg har opereret grå stær, har patienterne anvendt kortison øjendråber efter operationen. Kortison er anti-inflammatorisk. Det betyder, at dråberne nedsætter kroppens reaktion på det traume, som operationen udgør. Det var den eneste form for efterbehandling vi anvendte i Sverige – selv dengang operationen omfattede et meget større operationssår, der blev syet. Kortisondråber tåles af næsten alle patienter. Dog vil nogle enkelte respondere med trykstigning i øjet. Trykket bliver normalt igen, når man holder op med at anvende dråberne.

Antibiotika øjendråber

Da jeg flyttede tilbage til Danmark efter 12 år i Sverige, bemærkede jeg straks, at der var en anden tradition i Danmark. Her fik alle patienter kombinationsdråber efter grå stær operation. Øjendråberne indeholdt både kortison OG antibiotika. Der er lavet mange studier over behandling af øjenopererede patienter. Der er ingen studier, der har kunnet påvise, at antibiotikadråber har nogen forebyggende effekt på forekomsten af infektion efter øjenoperationen. Der var heller ikke færre patienter med infektion i Danmark sammenlignet med Sverige. Men traditioner er svære at ændre, så der er stadig mange af mine danske kolleger, der lader patienterne dryppe med antibiotika øjendråber. I princippet er dette ufarligt, bortset fra at nogle patienter viser sig at være allergiske mod antibiotikadråberne. Det er desuden et overforbrug af antibiotika, som kan være med til at udvikle resistens hos bakterier.

Anti inflammatoriske non steroide dråber

Igennem de seneste årtier har der været fortalere for, at man skulle anvende anti inflammatoriske øjendråber af “gigtmedicin typen” (non-steroid) = NSAID dråber. Disse øjendråber er let smertestillende, og nogle studier har vist, at de skulle beskytte mod udvikling af CME (hævelse i nethinden).

Ændring af dråbebehandling

Jeg har de seneste 10 år ændret mit regime efter grå stær operationer. Først kom studierne, der viste, at anvendelse af NSAID dråber var lige så effektiv, som hvis man anvendte kortisondråber. Min personlige erfaring efter skift til NSAID dråber blev dog, at der var flere patienter, der fik regnbuehindebetændelse nogle uger efter operationen. Dette gik så væk med kortisondråber. Så jeg gik hurtigt tilbage til kortisondråber + NSAID dråber, for at mine patienter skulle undgå regnbuehindebetændelse,

PREMED studiet

Anvendelsen af den ene eller den anden slags øjendråber var dog stadig kontroversiel, og den europæiske øjenlægeforening for grå stær kirurger (ESCRS) har derfor lavet et stort dobbelblind studie(PREMED). Resultaterne herfra er netop offentliggjort. Dette studie viser at udviklingen af CME (hævet nethinde efter operation) er den samme hvad enten man anvender kortisondråber eller NSAID dråber hver for sig. Derimod er der mindre risiko for udvikling af CME, hvis man drypper med både kortisondråber og NSAID dråber. Så derfor anvender jeg fortsat begge slags øjendråber til patienter, der opereres i min klinik. Forudsat at der ikke er allergi mod nogle af disse. Der er visse ulemper ved nogle af disse dråber. Det skriver jeg om i et senere blogindlæg.

Copyright  Richardt Hansen

Klassificering af grå stær

Klassificering af grå stær

I de fleste tilfælde klassificerer øjenlægen ikke patientens grå stær. Den grå stær konstateres, og patientens gener vurderes i forhold til dette. Hvis øjenlægen mener, at patientens gener skyldes den konstaterede grå stær, kan denne opereres. Sådan er den moderne daglige tilgang til grå stær.

Moden grå stær

I forrige årtusinde krævede øjenlægen, at stæren skulle være moden, inden den blev opereret. Det betød i princippet, at patienten skulle være blind af den grå stær inden operationen. Denne tilgang skyldtes operationsmetoden, som både var mere risikofyldt, men også at operationen var lettere at udføre, når linsen var hård – som når den er moden.

Objektiv klassificering af grå stær

Somme tider har man behov for en objektiv klassificering af den grå stær. Ikke så meget for patientens skyld og egentlig helt uden hensyntagen til patientens gener. Denne objektive klassificering er nødvendig, når man vil vurdere, om noget (f.eks. en nyudviklet medicin) påvirker udviklingen af grå stær. Er der f.eks. risiko for at et nyt hjertemedicin samtidig fremskynder grå stær udvikling som bivirkning?

LOCS III

LOCS III

LOCS III

Til en sådan objektiv klassificering er man nødt til at have en standard at sammenligne med. Plus man er nødt til at undersøge under standardiserede undersøgelsesforhold. LOCS III (Lens Opacification Classification System III) er sådan en standard protokol, hvor patientens pupil dilateres maksimalt, hvorefter lyset i undersøgelseslampen indstilles efter skema. Linsens farve bedømmes mod standardbilleder. Og uklarheder i linsen bedømmes mod uklarheder i standardskemaet. Jeg har taget et foto af dette standardskema, som man sammenligner patientens linse med. Man kan så indkalde patienten med regelmæssige mellemrum for at se hvor meget eller hvor hurtigt, der sker ændringer i linsen.

Praktisk bedømmelse om operation hjælper

I den daglige klinik laver man ikke LOCS III klassificering. Men rent praktisk laver øjenlægen altid en bedømmelse af opaciteter i såkaldt gennemfaldende lys, som svarer til de 2 nederste række billeder i LOCS III billedserien. Hvis der er helt klart og uden opaciteter er der sjældent behov for operation. En anden praktisk test der udføres er synsprøvelse med stenopeisk hul (STPH). Først testes synet med bedst mulige brillestyrke. Derefter sættes en sort skive med en 2mm lille åbning forrest på prøvebrillen. Hvis synet ikke bliver bedre ved denne STPH test vil en operation næppe hjælpe på patientens besvær.

Copyright Richardt Hansen

Brillefri

Brillefri med piggyback linser

Hvis man er opereret for grå stær – måske for mange år siden – og nu ærgrer sig over, at der ikke dengang var moderne måleapparater til at sørge for, at man blev brillefri ved syn på lang afstand (=emmetrop) – eller hvis man blev opereret helt moderne – men trods dette alligevel heller ikke blev brillefri for lang afstand – så kan man i begge tilfælde få dette korrigeret med en såkaldt piggyback linse. Det er en ekstra linse der opereres ind i øjet for at korrigere den refraktion (brilleafhængighed), man har.

Multifokal piggyback

Som noget nyt kan man nu også få indopereret en piggybacklinse som har flere styrker. Det betyder at man ved en tillægsoperation kan få en trifokal piggyback-linse, der kan give uafhængig af både afstands- og læsebriller.

Brillefri hvis man ikke er opereret for grå stær

Hvis man ønsker at ændre en persons refraktion (brillestyrke), kan dette ske på følgende måder: Man kan slibe patientens hornhinde med laser – hvorved der principielt fjernes væv fra hornhinden. Det kan man anvende til at nedsætte/ fjerne nærsynethed med. I hvert fald til en vis grænse, da hornhinden jo heller ikke må blive for tynd.

Linseoperation

Man kan også fjerne den naturlige linse i øjet og erstatte den med en kunstig linse. Det er en såkaldt grå stær operation. Hvis den udføres på en person, der ikke har grå stær, hedder det RLE = Refraktiv linse bytte (refractiv lens exchange). Ved den operation kan man ændre både nærsynethed og langsynethed og bygningsfejl PLUS man kan fjerne såkaldt gammelmandssyn (presbyopi) – se linsevalg.

Epikeratophaki

Endelig kan man tilføre væv og dermed operere hornhinden for langsynethed. Det kan gøres ved en såkaldt epikeratophaki. Ved denne operation har man fra en donorhornhinde løsnet en skive af de midterste lag. Denne skive sys derefter fast på patientens hornhinde, efter at det yderste overfladelag er skrabet væk. Overfladelaget vokser derefter henover donorskiven. Når det er helet, vil patientens hornhinde være meget mere stejl og tyk i midten og dermed meget mere nærsynet end før. Metoden blev anvendt mere for over 30 år siden på patienter, som havde fået fjernet grå stær uden at få en ny linse i øjet. En sådan patient var afak (=uden linse) og behøvede dermed briller på ca +12 for at kunne se langt. Nogle af disse patienter fik lavet en epikeratophaki, hvorved de kom ca ned på 0 i brillestyrke. I en verden med mangel på donorer, er det mere sjældent, at denne operation laves nu.

ICL

Endelig kan man få indopereret en speciel kontaktlinse i øjet (ICL) til at rette brillebehovet for nært eller langt. Der er visse ulemper / bivirkninger / risici som har gjort denne type operation mindre populær, læs om operationen her.

Copyright Richardt Hansen

Forholdsregler efter grå stær operation

Forholdsregler efter grå stær operation

Efter grå stær operation – uden nogen komplikationer under operationen – må du leve helt normalt. Du må bøje dig ned og løfte lige så meget, du plejer. Lav endelig gymnastik og hold dig i gang. Hvis du kommer til at gnide dig i det nyopererede øje, så sker der heller ingen ulykker. Men øjet er naturligvis ømt.

Svømmehal?

Der er dog en enkelt ting, du skal lade være med: Gå ikke i svømmebassin før 2 uger efter operationen. Klorvandet i bassinet er ikke godt for et operationssår. Der sker derimod intet ved at gå i det sædvanlige brusebad. Vaske hår er også tilladt. I det hele taget er det vigtigt at holde en god hygiejne – også når man er nyopereret.

Arbejde?

Man må gerne arbejde efter en grå stær operation. Løft og anstrengelser skader ikke øjet. Men hvis du har brug for at køre bil i arbejdet, er det en god ide at vente med at genoptage arbejdet, indtil synet er blevet kontrolleret, så du er sikker på, at synet opfylder kravene for at køre bil. Ligeledes må man ikke køre bil med en forstørret pupil.

Øjendråber

Efter grå stær operationen skal du anvende øjendråber. I min klinik er det Softacort eller Maxidex og Acular, som anvendes. Førstnævnte er svage kortisondråber. De skal dryppes i det opererede øje 3 gange dagligt, indtil der ikke er flere dråber. Acular er NSAID dråber, der skal dryppes 3 gang dagligt, indtil flasken er tom.

Softacort / Maxidex anvendes for at forhindre inflammation af regnbuehinden.  Acular anvendes for at formindske risikoen for hævelse i nethinden efter operationen.

”Jeg har læst at man skal holde sig i ro?”

Mange af mine patienter har set information fra sygehusafdelinger og andre kirurger, hvor der står at man ikke må løfte m.v. Og det er rigtigt, at det må man ikke, hvis der har været komplikationer, eller hvis man er opereret med ældre teknik. Mange brochurer omkring grå stær operation er skrevet i 90’erne eller tidligere, og så har man bare opdateret sproget lidt, men ikke ellers taget stilling til indholdet.

Hvorfor måtte man ikke løfte?

Tidligere blev man opereret med en teknik, hvor åbningen/såret i øjet var stor. Patienten blev derfor syet. Indtil såret var vokset sammen, var der en lille risiko for, at såret kunne springe op, hvis der kom for meget tryk mod øjet – som f.eks. ved tunge løft. Med den moderne operationsteknik er åbningen, som man laver ved operationen, kun ca 2 mm, og den er konstrueret som en ventil, der lukker, når operationen er færdig. Der er derfor ingen syning. Jeg har set patienter, der har fået voldsomt slag mod det nyopererede øje. Selv ved sådan kraftig vold holder operationssåret tæt. Med den gamle teknik derimod vil slag mod øjet selv flere år efter operationen bevirke, at operations-såret springer op igen. Vi så det ved ca 1 per 1000 i Lund i begyndelsen af 90’erne.

Hvad med trykket i øjet efter en grå stær operation?

Under selve operationen er trykket nul, når man åbner øjet. Under skylningen/udsugning af linsen varierer trykket meget. Ved afslutningen af operationen kontrollerer jeg manuelt, at trykket er normalt. Indenfor de første 6-8 timer stiger trykket lidt, for derefter at vende tilbage til normalt.  Kortisondråberne Maxidex / Softacort kan hos enkelte få trykket til at stige. Det bliver normalt igen, når man slutter med dråberne

Kontrol dagen efter

Ved den ældre operationsmetode – samt hvis der har været komplikationer under operationen – skal man til kontrol dagen efter operationen. Den kontrol var/er nødvendig, for at se om operationssåret er tæt og for at se, at trykket i øjet er normalt. Med den moderne operationsteknik er kontrollen dagen efter ikke nødvendig.

Kontrol ca 1 uge efter

En evt. bakteriel infektion ved grå stær operation viser sig tidligst ca 5-6 dage efter operationen. Det er derfor strategisk smart, at få lavet en kontrolundersøgelse ca en uge efter operationen. Hvis alt i øvrigt ser helt normalt ud ved denne kontrol, behøves der ikke flere kontrolbesøg hos øjenlægen. Hvis der skal anvendes briller, kan patienten gå til optiker, når drypning med Softacort og Nevanac er slut. Hvis patienten derimod føler sig det mindste usikker, eller hvis synet bliver dårligere efter ugekontrollen, så er det vigtigt at ringe og få en ekstra kontrol. Jeg vil hellere se mine patienter én gang for meget end en gang for lidt!

Sand i øjet

Der er mange, der oplever en vis tørhed i operationsøjet, når de slutter med øjendråberne. Det kan føles som et sandkorn i øjet. Denne følelse vil sætte reflexen til tårekirtlen i gang. Så øjet kan godt løbe i vand, selvom det føles tørt. I de tilfælde plejer jeg at anbefale, at man køber såkaldt kunstige tårevæske-dråber. De fås i håndkøb på apoteket. Se i øvrigt de tidligere blog-indlæg om første døgn efter grå stær operation, samt Farver og Lys efter grå stær operation

Copyright Richardt Hansen

Biometri – normalfordeling

Biometri – normalfordeling

Når du bliver opereret for grå stær, så er det fordi, linsen i dit øje er blevet uklar. Ved operationen skiftes linsen i øjet ud med en ny kunstig linse. Der tages mål til den kunstige linse, og patienten er medbestemmende omkring, hvilken kunstig linse der sættes ind i øjet under operationen.

Biometri

Jeg anvender et måleapparat, der måler patientens øjne med ned til 1 hundrede-dels millimeters nøjagtighed. Dette måleapparat har en indbygget computer, som ud fra målene beregner, hvilken linsestyrke, der passer patientens øje. Apparatet forudsiger, hvilken brillestyrke patienten behøver efter operationen. Det er dog aldrig en absolut værdi, men derimod en sandsynlighed.

Normalfordeling

Hvis man tager alle opererede patienter og ser på, hvor tæt på den forudsagte brillestyrke deres resultat blev efter operationen, så vil man få en såkaldt normalfordelingskurve. Sådan er det med alle målinger og biologiske resultater.

Mindre spredning nu end tidligere

Da jeg startede med at operere grå stær i slutningen af 80’erne, var resultaterne også normalfordelte, men med en spredning på ca. 5 dioptrier, fordi vi ikke havde så gode måleapparater og computere, som vi har i dag. I dag er spredningen ca 0,5 dioptrier.  Det betyder, at 2,1% af de opererede patienter vil få et resultat, der ligger mere end 0,5 dioptrier fra det tilsigtede.

Kunstige linsers styrke

De kunstige linser man sætter ind i øjet fås i forskellige styrker med trappetrin på ½ dioptri imellem. Bortset fra, når det gælder meget usædvanlige styrker, hvor der er 1 dioptri imellem de linsestyrker, man kan få. Den styrke der er i den kunstige linse kan variere mellem -10 dioptrier og helt op til +40 dioptrier. Mellem +10 og +30 fås de med spring på ½ dioptri. Mere end 95% af de patienter jeg har opereret ligger indenfor en linsestyrke på +10 og +30. Jeg har en enkelt gang haft en patient, der skulle have mere end +40D. Det blev klaret ved at lægge 2 kunstige linser ind, så det blev en sammensat optik på +45 dioptrier.

Kan man korrigere efter operationen?

Hvis man er en af de 2,1% hvor resultatet i brillestyrke ligger mere end 0,5 dioptri fra det ønskede, så kan man korrigere dette resultat med brille, kontaktlinse eller en lille ekstraoperation. Hvis man er blevet lidt mere nærsynet vil de fleste ikke opleve dette som en ulempe, da læsning uden briller dermed ofte er lettere. Hvis man derimod er blevet mere langsynet end det var tilsigtet, skal man anvende briller både til afstand og læsning.

Normalfordelingskurver

Copyright Richardt Hansen

Monovision

Monovision

Monovision er betegnelsen for, at det ene øje kan læse avis/bøger uden brille, mens det andet øje kan se langt (TV/biograf m.m.) uden brille. Når man er oppe i årene og er blevet presbyop (man skal anvende læsebriller for at kunne læse), så er monovision en mulighed for at slippe for briller. Det kræves bare at det ene øje er nærsynet mens det andet er emmetropt (normalsynet) . Dette kan gøres med kontaktlinser.

Dominant øje

Begge øjne anvendes normalt til både afstandssyn og til at læse med. Men hjernen anvender altid det ene øje mere end det andet til hver af disse funktioner. Det ene øje er dominant – det er det øje man sigter med. Man kan finde ud af, hvilket øje det drejer sig om på denne måde:  Stræk den ene arm ud og peg med din pegefinger på f.eks. på stikkontakten i den anden ende af værelset. Hold arm og finger stille, mens du lukker for først det ene og derefter det andet øje. Du ser nu, at det egentlig bare var det ene øje, du pegede med. Når du lukker dette dominante øje, så vil pegefingeren pege ved siden af kontakten i stedet for på kontakten.

Ikke dominant øje

Det andet øje, som ikke pegede på stikkontakten, er det ikke-dominante øje. Det anvendes mest ved nærarbejde. Hvert øje for sig kan naturligvis begge dele, men hjernen og vanen gør, at de har hver deres hovedfunktion. Det er ligesom hænder (og fødder): Nogle anvender højre hånd til at skrive med, andre venstre. Nogle spiller fodbold med højre ben, mens andre anvender venstre. Man kan træne det modsatte. Hvis man f.eks. skader højre hånd, så man ikke kan skrive med den, så kan man træne venstre hånd op til at kunne skrive – også så det kan læses.

Monovision kan trænes

I stedet for at begynde med læsebriller, kan man få tilpasset kontaktlinser, så det ikke-dominante øje kan læse uden briller. Det dominante øje kan så se langt uden briller. Ca 60% af alle mennesker vil ret hurtigt kunne vænne sig til dette monovision. Resten kan ikke vænne sig til at se sløret med det ene øje, – for det er jo egentlig det, man gør. Disse sidste er derfor nødt til at anvende læsebriller, når de bliver presbyope.

Begrænsninger ved monovision

Nogle erhverv kræver, at der er lige godt syn på begge øjne: Man må således ikke anvende monovision, hvis man f.eks er erhvervs-chauffør. Så må man kun anvende monovision i sin fritid.

Grå stær operation og monovision

Patienter, som allerede før operationen for grå stær havde monovision, kan få opereret deres grå stær med sigte på bagefter at have monovision uden kontaktlinser. Dette kan man tale med øjenkirurgen om inden operationen og således finde ud af, hvad der er mest bekvemt / muligt.

Copyright Richardt Hansen

Juleglimmer i øjet

Juleglimmer i øjet

Når linsen i øjet bliver uklar, hedder det grå stær. Uklarhederne i linsen kan se ud på forskellig vis. Tidligere hvor operation af den grå stær var noget, man afstod fra indtil patienten næsten var blind, havde man en nomenklatur på de forskellige udseender linsen kunne antage.

Beskrev udseendet

Nomenklaturen var egentlig en beskrivelse af udseendet. Groft set var der 3 hovedtyper af grå stær: Nukleær, kortikal og subkapsulær. Førstnævnte er en diffus uklarhed af større eller mindre grad i hele linsen. Den anden er radiære bjælker af uklarheder i linsen – som eger i et hjul. Den sidste er et uklart lag i linsen, som ofte er på linsens bagside.

Medfødt polær grå stær

Men udover disse 3 hovedtyper, så findes der også de lidt mere usædvanlige: Den polære katarakt er uklarheden i linsens centrum og er ofte medfødt. Denne type behøver ikke at nedsætte synet særlig meget, hvis det kun er en lille uklarhed. Er det derimod en større central uklarhed, vil den ofte medføre grå stær operation hurtigt efter fødslen, for at øjet ikke skal blive amblyopt.

Juleglimmer i øjet

Og så findes der en variant af grå stær hvor uklarhederne i linsen skyldes ophobning af kolesterol. Det er en lokal stofskiftefejl  i linsen. Der ikke nogen sammenhæng med kolesterol i blodet eller hvor mange æg man spiser dagligt. Denne type af grå stær er let genkendelig, da uklarhederne ligner glitrende guirlander – altså juleglimmer. I det mindste når øjenlægen lyser på det i undersøgelsesapparaterne. For patienten er det bare irriterende uklart.

Kunstig linse blinker

Når man er blevet opereret for grå stær og har fået en kunstig linse i øjet, så vil den kunstige linse somme tider reflektere lyset. Det er nok et fænomen, man som øjenlæge er mest opmærksom på. Men det sker, at der kommer en patient og siger, at en bekendt har bemærket, at det somme tider glitrer i pupillen.

Glimmer i linsen

Juleglimmer i linsen

Copyright Richardt Hansen

Slag mod øjet

Slag mod øjet

Øjet ligger nogenlunde godt beskyttet i øjenhulen i ansigts-skelettet. Øjet ligger indlejret i en “fedt-pude” inde i øjenhulen. Så oftest vil et slag mod øjet højst kunne medføre et såkaldt blåt øje. Dette fremkommer ved, at slaget får et eller flere små blodkar i øjenomgivelserne til at briste. Blodet løber ud i øjenlågshuden eller i “fedtpuden” omkring øjet. Disse blød-dele hæver somme tider så meget, at man ikke formår at åbne øjet. Blodet misfarver huden, som kan blive helt rød, gul og blå. Jeg ser her for mit indre blik bokseren, der bliver interviewet efter boksekampen.

Blødning i øjet

I enkelte uheldige tilfælde kan slag mod øjet også medføre, at et blodkar i regnbuehinden brister. Dette kan medføre en større eller mindre blødning i den forreste del af øjet. Hvis det er en mindre blødning, kan patienten opleve et forbigående tågesyn, og hvis man kigger nøje på øjet, kan der ses en smal mørk streg nederst ved overgangen til det hvide i øjet. Det er blodet der lægger sig længst nede. Dette blod vil så langsomt opsuges og kan en kort tid medføre øget tryk i øjet.

Større blødning i øjet

Hvis det er en større blødning i regnbuehinden, kan hele forreste del af øjet i princippet blive udfyldt af blødningen. I så fald forsvinder synet for dette øje, og patienten vil helt automatisk altid søge lægehjælp. Ved undersøgelse vil øjenlægen ikke kunne se pupillen pga blod. Trykket i øjet stiger i dette tilfælde meget, og det er nødvendigt med hospitalsindlæggelse og intensiv tryksænkende behandling. Man kan dagen efter blødningen indsprøjte et enzym, der opløser blodet, så det kan suges/skylles ud. Der er dog altid en lille risiko for, at en sådan behandling kan få såret til at springe op og dermed bløde påny.

Farlig trykstigning?

Jeg havde engang en yngre mand, der havde fået en voldsom blødning i øjet, hvor øjentrykket lå omkring 45-50 igennem flere uger. Vi forsøgte at få opløst blodet og skyllet det ud. Men desværre blødte det igen. Da blodet til sidst var opsuget – og det allersidste kunne skylles ud, kunne man tydeligt se, at synsnerven var blevet ”udhulet” af dette tryk. Synsfeltet var ligeledes påvirket. Men efter 3 måneder blev synsfeltet normalt og synsnerven så igen normal ud. Dette er også beskrevet af andre og adskiller sig derved fra nerveskaden ved grøn stær. Ved grøn stær ser man aldrig en regenerering af synsnerven. Skaden er dér uoprettelig.

Hævet nethinde

Slag mod øjet kan et splitsekund komprimere øjeæblet, så der bliver pres mod nethinden. Når “øjet retter sig ud igen”, vil fjedringen i øjet kunne bevirke, at glaslegemet ligesom trækker i nethinden, når øjet går fra at være komprimeret. Det er lidt af det samme fænomen, man ser ved stød mod hovedet, hvor man får hjernerystelsen både af stødet og af modbevægelsen (contrecoup). Dette stød og træk i nethinden kan give en forbigående hævelse af nethindens centrum. Synet bliver derved meget sløret. Patienten vil derfor altid søge øjenlæge og blive undersøgt. Hævelsen vil kunne følges via OCT og bliver ofte normal igen i løbet af 7-14 dage.

 

Grå stær

Alle mennesker får mere eller mindre grå stær i livets løb. Et slag mod øjet vil ofte fremskynde denne udvikling. I enkelte tilfælde kan slaget medføre en skade på linsen, som gør, at den grå stær næsten kommer akut indenfor en uges tid efter slaget. Synet bliver i det tilfælde meget dårligt og patienten vil altid søge øjenlæge.

Nethindeløsning

I uheldige tilfælde kan et slag mod et øje, som har svagheder i nethinden, kunne udløse en nethindeløsning. Patienten vil ofte opleve en  voksende skygge i synsfeltet og der kan være myriader af såkaldte flydere.

Copyright Richardt Hansen

Amblyopi

Amblyopi

Amblyopi har på dansk fået det ucharmerende navn “dovent øje”. Det er som oftest en sygdom, der kun rammer det ene øje. Men kan i sjældne tilfælde ramme begge øjne.

Synet udvikles eller bortvælges

Synet udvikles i barndommen. Hvis der af en eller anden grund er forskel på øjnene, kan hjernen bortvælge det øje, der er mest sløret. Det er ikke et bevidst valg, så man kan ikke bare bede barnet om at se med begge øjne. Hvis hjernen bortvælger det ene øje, vil synet på det øje langsomt forværres, fordi øjet ikke anvendes og dermed trænes.

Amblyopi ved skelen

Hvis barnet skeler, vil dette give dobbeltsyn. Dobbeltsyn er meget forvirrende og for at undgå den synsforvirring, vil hjernen vælge kun at se med det ene øje. Dermed udvikles synet ikke på det andet øje. Det gælder dog ikke, hvis barnet har en såkaldt alternerende skelen. I det tilfælde ser barnet sommetider med det ene øje og somme tider med det andet. I det tilfælde bliver begge øjne hver for sig normale. Derimod bliver der ikke noget samsyn (stereosyn). Øjnene arbejder helt enkelt ikke sammen.

Amblyopi ved anisometropi

Anisometropi betyder, at der er forskellig brillestyrke på de 2 øjne (= det ene øje er lidt større end det andet). Hvis det ene øje er langsynet, så vil synet på det øje være mere sløret end på det øje, der ikke er langsynet. Det kan også være, at der er såkaldt bygningsfejl på det ene øje men ikke på det andet. Derfor vælger hjernen at bortse fra det lidt slørede øje, som dermed ikke får udviklet synet ordentligt. Det vil ofte medføre en skelen på grund af det manglende samsyn.

Amblyopi ved manglende udsyn

Hvis der er f.eks medfødt grå stær (uklar linse) eller hvis f.eks barnets ene øjenlåg hænger ned over pupillen (= ptose). Så vil der ikke være frit udsyn for det pågældende øje. Dette øje får derved ikke nogen syns-stimulans og bliver derfor amblyopt, hvis ikke man opererer og dermed fjerner årsagen.

Amblyopi af begge øjne

Det er sjældent med dobbeltsidig amblyopi. Det skyldes oftest kraftig langsynethed af begge øjne, men kan også være stor bygningsfejl på begge øjne. Det kan i ulykkelige tilfælde også fremkomme ved overbehandling af amblyopi af det ene øje. Medfødt grå stær af begge øjne giver ikke amblyopi, da det som regel opdages ved fødslen eller kort tid efter, hvorefter barnet opereres og efterfølgende får kontaktlinser.

Diagnose

Barnet vil aldrig selv klage over amblyopi. Medfødt grå stær er en af de ting der undersøges for ved fødslen eller første lægebesøg. Synstest foretages ved 4-års alder for at fange evt amblyopi. Hvis der findes forskel på synet i den alder, kan man stadig nå at udvikle synet på det amblyope øje med behandling. Hvis man derimod ikke opdager amblyopien inden skolealderen, så vil det ofte være for sent at behandle, da synet er færdigudviklet i 7-8 års alderen.

Behandling for amblyopi

Behandlingen foretages ved at tildække eller sløre synet for det normale øje, så synet på det amblyope slørede øje bliver trænet. Det gøres ved at tildække det normale øje med klap i en del af tiden. Behandlingen foretages i tæt samarbejde med en såkaldt skeleterapeut (ortoptist), da det er vigtigt ikke at overbehandle/underbehandle. Hvis der er brug for briller, ordineres disse af skeleterapeut/øjenlæge, og det kontrolleres ofte, om styrken af brillen behøver ændring. Det er en vigtig og ikke altid let behandling, da barnet naturligvis ikke synes, det er sjovt at få tildækket det øje, der ser bedst.

Ved moderat amblyopi kan man evt behandle med øjendråber, som gør synet for det bedste øje sløret en del af tiden.

Specielle amblyopi tilstande

Man kan også udvikle amblyopi ved fejlernæring. Denne type amblyopi kan også udvikles hos voksne. Den opstår i vores del af verden mest hos alkoholikere, men kan også ses ved patienter med meget ensidig kost som f.eks. veganere. Tilstanden kan også opstå ved forgiftning. Diagnosen kan stilles på synsfeltundersøgelse og farvesyns-test. Behandlingen bør foretages i samarbejde mellem diætist og alm.praktiserende læge

Copyright Richardt Hansen