Kunstige linser

De linser, vi anvender i klinikken, er AMO Tecnis One. Det er en linse, der foldes sammen og injiceres i patientens øje, hvor den folder sig ud. Linsen har asfærisk slibning for bedst mulige syn og kontrastskarphed. Den har såkaldt skarp bagkant for at mindske risikoen for efterstær. Linsen er lavet af hydrofobt acryl (plastikmateriale), som er velgennemprøvet gennem mere end 20 år, uden at der er set komplikationer med materialet. Linsen har godkendelse hos FDA (som er den amerikanske lægemiddelstyrelse).
Ved forundersøgelsen inden operationen tages der mål til den nye linses styrke, så den passer patientens øje bedst muligt. Der vil sigtes mod at patienten ser godt uden briller på afstand. Patienten må derimod påregne at skulle anvende læsebriller og evt. terminalbriller ved computeren (man kan dog også sigte mod brillefrihed ved læsning og så i stedet anvende afstandsbriller).
Udmålingen til den nye linse foretages med Zeiss IOL-master, som er det mest præcise apparat til udmåling af kunstig linse.
Medmindre patienten har brillekrævende bygningsfejl, vil acceptabelt afstandssyn uden brille kunne forventes med mere end 95% sikkerhed.

Kunstig linse

Kunstig linse

Ønskes anden linse?

Patienten kan vælge anden linse, hvis dette ønskes efter en forundersøgelse, hvor der informeres om fordele og ulemper, egnethed og rimelige forventninger. Det er ikke alle forsikringer der dækker valg af multifokale og eller toriske linser. Undersøg selv med forsikringen!

Linse der korrigerer bygningsfejl (toriske linser).

Der findes kunstige linser, som kan korrigere for bygningsfejl, således at man selv med bygningsfejl vil kunne opnå brillefrihed for afstandssyn ved en operation for grå stær. Disse linser har vist sig at kunne fjerne det meste af en tidligere bygningsfejl. De fås i “trappetrin”  og derfor vil der altid være en lille rest af bygningsfejlen. Dog indenfor det normale.

Linse der både kan se langt og læse:

Der findes multifokallinser, som ofte sætter patienten i stand til både at se langt og at kunne læse uden anvendelse af briller. Disse linser er betydeligt dyrere end almindelige linser og skal, hvis de ønskes, betales af patienten.
Desværre er sådanne linser ikke perfekte. Der er kendte bivirkninger/ulemper:

  1.  Lidt dårligere kontrastsyn
  2. Reflekser/blænding, som kan gøre det umuligt at f.eks. køre bil i mørke, og som kan genere i lokaler med megen ovenlys/neonrør (der kan være lidt af disse gener også med en vanlig monofokal-linse)
  3. Man vil, hvis der skal læses meget små tekster, ofte alligevel behøve ekstra læsebrille

Der findes desuden en akkomodativ kunstig linse (Crystalins), som stadig er under afprøvning og forbedring. Jeg har ingen erfaring med at anvende denne linse og kan ikke tilbyde den.

Se langt og læse uden briller – med normale Tecnis linser:

Man kan – hvis begge øjne skal opereres – sigte imod at det ene øje kan se langt uden briller mens man sigter mod at det andet øje kan læse uden briller (såkaldt monovision). Dette kan man teste inden en operation med kontaktlinser. Ca 60% af alle mennesker kan ret hurtigt vænne sig til monovision og derfor blive brillefri. Men da 40% således har svært ved at vænne sig til en sådan forskel på øjnene, anbefales det kun, hvis patienten allerede har prøvet det med kontaktlinser

 

Copyright: Richardt Hansen