Basaliom

Hudcancer – Basaliom

Kræft i hudens basalcellelag, basaliom eller basocellulært carcinom er den mest almindelige type af hudkræft. Risikofaktorer er lys hud og udsættelse for sollys. 90% af alle basaliomer optræder derfor i ansigt eller nakke, som jo er de områder der altid er udsat for sollys. 10% af alle basaliomer involverer øjenlåg og her er det mest almindeligt, at det er de nederste øjenlåg.  Basaliomer ses aldrig hos børn. Ses derimod med stigende hyppighed i stigende alder (udsat for mere sollys jo længere man lever).

Spredning vækst

Tumoren vokser lokalt og laver aldrig metastaser. Vævsmæssigt kan den underinddeles i 5 forskellige typer, hvoraf den ene (morfea eller scleroserende basaliom) vokser på underminerende måde, så den er større, end den tilsyneladende ser ud. De andre 4 typer, ses omfanget af tumoren på den knude/det sår, som får patienten til at søge læge. Ubehandlet kan tumoren vokse sig meget stor. Men for det meste kommer patienten til læge, lang tid inden den udgør nogen større risiko.

Symptomer udseende

Udseendet kan variere alt efter, hvilken undertype der er tale om. Der kan være tale om en lille hård knude, på hvilken der ofte ses nogle tydelige blodkar. Knuden vil i løbet af et par år vokse til ca ½ cm størrelse. Det kan også være et sår med vulst omkring. Såret er ofte letblødende og vulsten vil have fremtrædende blodkar. Denne type vil også kunne vokse til ½-1 cm størrelse indenfor et par år.

Behandling

Behandling af basaliom er fjernelse med marginal ud i omgivende sundt væv. Den fjernede tumor indsendes til undersøgelse hos patolog for at fastslå om tumor er fjernet helt, eller om det er nødvendigt med fjernelse af yderligere væv. Man kan også destruere tumorvævet med f.eks. fryseterapi, men vil så ikke kunne få et svar på, om det hele er væk. Ligeledes kan tumoren destrueres med stråling. Dog med samme ulempe som frysning, at man ikke får svar på om behandlingen er radikal. De sidstnævnte behandlingsmetoder kan dog være at foretrække, hvis tumoren har nået at vokse sig stor.

Et basaliom – flere basaliomer

Hvis man har haft et basaliom er risiokoen for at få et nyt basaliom større. Det er fordi resten af ansigtet og nakken jo har fået lige så megen sol, som der hvor det første basaliom var. Derudover findes der enkelte personer, der har genetisk større risiko for basaliomer ikke bare på soleksponeret hud men over hele kroppen (Gorlin-Goltz syndrom).

Hvornår til læge?

Hvis man har voksende hård knude eller sår, der ikke vil hele, skal man altid søge læge. Basaliom er let at behandle og ikke livstruende.

Copyright Richardt Hansen

Sarcoidose

Sarcoidose

Sarcoidose er en sygdom med ansamling af klumper af inflammatoriske celler (granulomer). Sygdommen starter ofte i lungerne, huden eller i lymfeknuder. Men i princippet kan den ses i alle væv og organer herunder også øjnene. Symptomerne afhænger af hvilke væv/organer der er involverede. Meget ofte er der overhovedet ingen symptomer. I de tilfælde vil sarcoidose være et bifund, som f.eks afsløres af en lungerøntgen. Lungesarcoidose kan give tør hoste og åndenød. Utilpashed og feber samt ledsmerter er andre symptomer

Årsag

Der er ingen kendt årsag til sygdommen. Nogle mener at det er immunforsvarets reaktion på en infektion eller på kemisk påvirkning hos mennesker, der har speciel genetisk disposition for en sådan granulomatøs reaktion. Risiko for at få sygdommen er større, hvis man har familiemedlemmer, der allerede har den.

Forløb

Sarcoidose vil hos 2/3 forsvinde af sig selv indenfor 10 år. Hos nogle bliver det en kronisk sygdom med svære symptomer. I disse tilfælde vil behandling bestå af anti-inflammatorisk medicin: Ibuprofen og eller kortison. I specielle tilfælde kan det være nødvendigt med immunsupprimerende behandling. Tilbagefaldsrisikoen for de, der har haft sygdommen tidligere, er 3-4 procent.

Epidemiologi

Sarcoidose forekommer overalt i verden. Totalt menes der at være 2 millioner mennesker med lungesarcoidose. De fordeler sig dog ikke jævnt. Sygdommen er mest almindelig i Skandinavien. I Sverige og Island er det 60 ud af 100.000, der har sygdommen. I USA er lungesarcoidose mere udbredt blandt afroamerikanere (35/100.000) end blandt hvide amerikanere(10/100.000). Lungesarcoidose starter ofte i alderen 20-50 år. Sarcoidose er mere udbredt i visse erhverv som brandmænd, militærfolk, folk der arbejder med kemikalier som pesticider, politi og sundhedspersonale. I årene efter 9/11 angrebene i New York firedobledes incidencen af sarcoidose i New York til 86/100.000.

Sarcoidose og øjne

Sarcoidose rammer ikke øjne alene. Derimod vil en stor andel af patienter med symptomgivende sarcoidose i lunger, hud eller lymfekirtler også få øjenbesvær. Øjenbesværet består af inflammation i regnbuehinde, årehinde og eller nethinden. Denne inflammation kan påvirke synet og kan i værste fald medføre bestående synstab.

Diagnose

Der findes ingen specifik test for sarcoidose. Sygdommen er en udelukkelsesdiagnose, der ofte stilles på anledning af fund ved røntgen undersøgelse eller CT scanning af lunger / luftveje kombineret med biopsi af lymfeknuder. Blodprøve vil ofte vise forhøjede enzymværdier – som dog også ses ved andre sygdomme. Differentialdiagnoser er tuberkulose, gigt, kræft med metastaser, lymfom.

Copyright Richardt Hansen

Visuel agnosi

Visuel agnosi

Agnosi betyder manglende evne til at genkende. Det kan enten være fordi evnen ikke er udviklet eller det kan være en skade i et bestemt hjernecenter. Hvis det er hjernens synscenter, der er skadet, hedder det visuel agnosi. Det betyder manglende evne til at genkende noget man ser – selvom det i øvrigt er velkendt.

Prosopagnosi (prosop agnosi)

Prosopagnosi er manglende evne til at genkende ansigter (Prosopon er det græske ord for ansigt). Det findes i alt fra lettere besvær med at huske ansigter på mennesker, man har mødt og over til ikke at kunne genkende familiemedlemmer eller sågar sit eget spejlbillede. Det er nok den mest almindelige form for visuel agnosi. Den menes at forekomme hos ca 2-3% af alle mennesker. Hos de fleste heldigvis kun i lettere grad.

Associativ visuel agnosi

Associativ visuel agnosi er en tilstand, hvor patienten ikke kan forbinde det sete med noget. Det kan opstå som en hjerneskade f.eks apoplexi. Men det kan også ses ved demens. Det sætter patienten i besværlige situationer, fordi intet genkendes. De kendte amerikanske neurolog Oliver Sacks har beskrevet en patient med denne type demens i historien ”Manden der forvekslede sin kone med en hat”.

Manglende udvikling af synsassociation

Selvom jeg ikke har set alle katte i hele verden, så ved jeg godt, at det er en kat, når jeg ser en ny kat. Hvis man på grund af nedsat eller manglende syn i barndommen ikke har trænet synsassociation, så vil man stå i en næsten lignende situation som Oliver Sacks patient, hvis man senere får synsevnen f.eks ved en operation. Til gengæld vil man i den situation kunne træne synsassociationen. En patient med netop denne skæbne har Oliver Sacks faktisk også beskrevet i en patienthistorie, der oven i købet er blevet filmatiseret (”At First Sight”).

Farveagnosi

Man kan have farveagnosi, som betyder at man ikke kan genkende farver på trods af et normalt farvesyn, som kan testes normalt med f.eks. Ishiharas farveplancher.

Neurologisk sygdom – Oliver Sacks

Patienter med visuel agnosi vil generelt have helt normale resultater ved synstest hos øjenlægen. Øjnene vil helt enkelt være normale. Så disse patienter vil muligvis først blive set af øjenlæge, men de vil altid blive viderehenvist til neurolog. Hvis der er nogle af mine bloglæsere, der er interesseret i disse mere eller mindre sjældne neurologiske sygdomme, så har ovennævnte amerikanske neurolog Oliver Sacks skrevet flere letlæste bøger om emnet. En del af disse endda oversat til dansk (”Manden der forvekslede sin kone med en hat”, ”En antropolog på Mars”, ”Et ben at stå på” og ”De farveblindes ø”).

Copyright Richardt Hansen

Pulsoximeter

Hvorfor vi anvender pulsoximeter ved grå stær operation

Patienten der døde uden at nogen opdagede det

Når man opererer patienter for grå stær, så er den gennemsnitlige alder for patienten ca 70 år.  En del er selvfølgelig ældre end gennemsnittet. Nogle af de ældre har udover den grå stær også fået andre af alderdommens følgesygdomme som f.eks. dårligt hjerte. Under min uddannelse til øjenlæge skete det en gang for min overlæge, at en patient døde under grå stær operationen. Patienten havde kendt hjerteproblemer og var regelmæssigt til kontrol på medicinklinikken for dette. Nu fik han hjertestop midt under operationen. Der var ingen, der opdagede det, før efter operationen. Det var pinligt og ubehageligt for alle. Patientens pårørende var ikke så overraskede, da patienten jo netop havde et rigtigt dårligt helbred, foruden den grå stær.

Patienten der overlevede

Et par år efter havde jeg en græsktalende patient, som kom til operation af begge øjne samme dag. Patientens søn var med som tolk. Da jeg havde fået patienten lagt ned i operationsstolen og operationsafdækningen var sat på plads, spurgte jeg, om det føltes OK. Det gør jeg altid, fordi nogle patienter oplever ubehag ved at være tildækket. Patienten kom med nogle halvkvalte lyde, som sønnen oversatte til OK. Jeg blev dog alligevel lidt mistænksom, fordi det lød lidt halvkvalt. Jeg blev nervøs for, at han skulle kaste op og afbrød derfor. Jeg fjernede operationsafdækningen og tandlægestolen rejste sig op med patienten. Patienten fortsatte stolens bevægelse ved at falde fremover. Sygeplejersken og jeg nåede dog at gribe ham fra at falde, og vi blev opmærksom på, at han var uden puls.

De store pupiller

Vi fik ham ned på gulvet og begyndte genoplivning, mens sønnen blev sendt ud, og der blev ringet hjertealarm til sygehusets intensivafdeling. Narkoseteamet kom i løbet af 3 minutter og ville fortsætte med genoplivningen, men bemærkede så, at begge patientens pupiller var maksimalt dilaterede, hvorefter de mente, at tiden var forpasset, og at patienten var udenfor mulig genoplivning. Vi kunne dog informere om, at pupillerne var store, fordi de var forberedt til grå stær operation efter drypning af pupildilaterende dråber. Narkoseholdet genoptog derfor genoplivning og tog patienten med til intensiv afdeling, hvor han blev genoplivet og kom sig uden mén.

Blev opereret et halvt år senere

Patienten kom tilbage til mig et halvt år efter i velbefindende. Han havde ingen hukommelse af sit møde med døden. Derimod var den grå stær blevet endnu mere tæt, og denne gang blev han opereret.

Pulsoximeter

Situationer som disse har medført, at man i dag ved selv de mindste banale operationer bliver udstyret med et pulsoximeter.  Det er en lille klemme på den ene fingerspids, som måler dels pulsen og dels blodets mætning med ilt. Iltmætningen vil falde og apparatet vil alarmere, hvis patienten holder vejret eller holder op med at trække vejret. Ligeledes vil apparatet alarmere hvis pulsen bliver for hurtig (flimmer) eller for langsom som f.eks. ved hjertestop. Der er derfor hele tiden styr på, om patienten er i live.

Local Vocal

Ud over denne apparat-mæssige sikring af patientens ve og vel, så har jeg altid haft for vane at tale med min patient under operationen. Det virker beroligende på patienten, som jo ligger tildækket uden mulighed for at se, hvad der foregår rundt omkring. Men det gør også, at jeg hele tiden har kontakt til min patient, og derfor ved om vedkommende har det godt eller om der er noget i vejen.

Copyright Richardt Hansen

Rosacea

Rosacea

Rosacea er en kronisk hudsygdom, der viser sig i ansigtet og på halsen/i nakken. Ca 5-15% af de ramte patienter får øjenkomplikationer. Sygdommen fører til dannelse af blodkar-sprængninger (såkaldte teleangiectasier) i ansigtet, og der kan dannes papler og pustler, ligesom næsens talgkirtler kan forstørres og føre til dannelse af en svampet / forstørret næse (rhinophyma). Dette sidste ses mest hos mænd og er heldigvis relativt sjældent. Det kan behandles ved hudspecialist.

Årsager

Udviklingen af rosacea er multifaktoriel og involverer et samspil mellem blodkar og en abnorm respons på almindelige hudbakterier og demodex hudmider.

Øjenkomplikationer

Symptomerne er tåreflod og øjenirritation. Der ses dannelse af teleangiectasier i øjenlågskanten, som derved bliver mere rød. Ofte dannes cyster i Meiboms kirtler, som er de små talg-kirtler der udmunder på øjenlågskanten.

I værste fald involveres hornhinden, hvor der kan ses punktformede sår og karindvækst i den nederste del af hornhinden. Det kan føre til udtynding af hornhinden og i værste fald spontan perforering (hul i hornhinden).

Behandling

  • Smørende øjendråber kan lindre i de mildeste tilfælde. Varme omslag på øjenlågene og øjenlågshygiejne, hvor øjenlågskanter holdes rene enten med specielle rense-servietter eller med vatrondeller/saltvandsløsning.
  • I lidt sværere tilfælde anvendes øjendråber/salve med antibiotika i kur på 1 måned
  • Steroid anvendes forsigtigt i svageste styrke og under kontrol, da det kan føre til udtynding og dermed perforation (hul i hornhinden)!
  • Systemisk behandling med lavdosis tetracyklin i måneder (ej børn, gradvide eller ammende!)
  • Immunsupprimerende behandling (sygehusbehandling)

 

Ved perforation

Ved spontan hornhindeperforation skal patienten indlægges på øjenafdeling. Man kan dække hullet med amnionhinde, som sys over hullet. Hvis man ikke lige har en amnionhinde, kan man forsøge at lime hullet til med histacryl-lim. Patienten skal så have en bandage-kontaktlinse på og derefter vente på en hornhindetransplantation. Modsat rutine-transplantationer, må denne type patient dog ofte vente på en typebestemt hornhinde, idet de blodkar, som sygdommen har lavet i hornhinden, øger risikoen for afstødning.

Copyright Richardt Hansen

Sukkersyge

Sukkersyge

Patienter med sukkersyge skal have deres øjne undersøgt regelmæssigt. I denne første blog om sukkersyge, vil jeg kort beskrive Diabetes Mellitus, som det også hedder. I en senere blog vil jeg skrive om de øjenkomplikationer, som ses ved diabetes.

Ved diabetes er blodets indhold af sukker periodevis forhøjet. Normalt reguleres blodets sukkerindhold af det hormon, der hedder insulin. Insulin dannes i bugspytkirtlen.

Sukkersyge er en sygdom, der inddeles i 2 hovedgrupper,  Diabetes 1 og Diabetes 2. Den første gruppe behandles med daglige insulinsprøjter. Den anden gruppe behandles med kostomlægning og/eller tabletter og/ eller insulinsprøjter. Tidligere blev den sidste gruppe også kaldt “gammelmands-sukkersyge”. Den benævnelse er dog misvisende og bør ikke anvendes.

Der findes en tredje lille gruppe af sukkersygepatienter: Gravide kan i løbet af graviditeten udvikle diabetes mellitus. Denne diabetes går dog almindeligvis tilbage, når barnet er født.

Symptomer på sukkersyge

Hvis man får diabetes, vil man ofte opleve vægttab, og at man skal tisse meget mere end tidligere. Man vil ofte opleve øget sult. Sukkersyge og dermed symptomerne vil ofte komme hurtigt ved Diabetes 1 (uger til evt måneder), mens det ved Diabetes 2 udvikles langsomt. Andre symptomer kan være sløret syn, træthed, hovedpine og hudkløe.

Diabetestyper

Diabetes 1 skyldes utilstrækkelig produktion af insulin. Årsagen til denne tilstand er ukendt. Behandlingen består af indsprøjtninger med insulin.

Diabetes 2 skyldes, at kroppens celler ikke svarer på det insulin, der udsendes fra bugspytkirtlen. Derved virker sukkeroptagelsen ikke, som den burde. Cellerne bliver insulin-resistente. Dette er en progressiv proces, som gradvist forværres. I værste fald vil den også medføre, at der ikke længere dannes insulin. Behandlingen kan være kost-omlægning, motion, tabletter og somme tider også i kombination med insulin. Den mest almindelige årsag til diabetes 2 er overvægt og manglende motion. Man kan forebygge udvikling af diabetes 2 ved at holde sin kropsvægt, motionere regelmæssigt og ved at spise sund, varieret kost.

Hvor mange?

Man anslår, at der var ca 415 millioner mennesker med diabetes i hele verden i 2015 svarende til ca 8,3% af alle voksne. 90% af disse har diabetes 2. Der er ingen kønsforskel – lige mange kvinder og mænd.

Komplikationer

Diabetes kan medføre hjerte-karsygdomme, hjerneblødning, nyresygdomme, øjenkomplikationer og fod/ben sår. Diabetes nedsætter levealderen – dvs medfører for tidlig død. Næste blog beskriver øjenkomplikationer ved diabetes.

Copyright Richardt Hansen

Amblyopi

Amblyopi

Amblyopi har på dansk fået det ucharmerende navn “dovent øje”. Det er som oftest en sygdom, der kun rammer det ene øje. Men kan i sjældne tilfælde ramme begge øjne.

Synet udvikles eller bortvælges

Synet udvikles i barndommen. Hvis der af en eller anden grund er forskel på øjnene, kan hjernen bortvælge det øje, der er mest sløret. Det er ikke et bevidst valg, så man kan ikke bare bede barnet om at se med begge øjne. Hvis hjernen bortvælger det ene øje, vil synet på det øje langsomt forværres, fordi øjet ikke anvendes og dermed trænes.

Amblyopi ved skelen

Hvis barnet skeler, vil dette give dobbeltsyn. Dobbeltsyn er meget forvirrende og for at undgå den synsforvirring, vil hjernen vælge kun at se med det ene øje. Dermed udvikles synet ikke på det andet øje. Det gælder dog ikke, hvis barnet har en såkaldt alternerende skelen. I det tilfælde ser barnet sommetider med det ene øje og somme tider med det andet. I det tilfælde bliver begge øjne hver for sig normale. Derimod bliver der ikke noget samsyn (stereosyn). Øjnene arbejder helt enkelt ikke sammen.

Amblyopi ved anisometropi

Anisometropi betyder, at der er forskellig brillestyrke på de 2 øjne (= det ene øje er lidt større end det andet). Hvis det ene øje er langsynet, så vil synet på det øje være mere sløret end på det øje, der ikke er langsynet. Det kan også være, at der er såkaldt bygningsfejl på det ene øje men ikke på det andet. Derfor vælger hjernen at bortse fra det lidt slørede øje, som dermed ikke får udviklet synet ordentligt. Det vil ofte medføre en skelen på grund af det manglende samsyn.

Amblyopi ved manglende udsyn

Hvis der er f.eks medfødt grå stær (uklar linse) eller hvis f.eks barnets ene øjenlåg hænger ned over pupillen (= ptose). Så vil der ikke være frit udsyn for det pågældende øje. Dette øje får derved ikke nogen syns-stimulans og bliver derfor amblyopt, hvis ikke man opererer og dermed fjerner årsagen.

Amblyopi af begge øjne

Det er sjældent med dobbeltsidig amblyopi. Det skyldes oftest kraftig langsynethed af begge øjne, men kan også være stor bygningsfejl på begge øjne. Det kan i ulykkelige tilfælde også fremkomme ved overbehandling af amblyopi af det ene øje. Medfødt grå stær af begge øjne giver ikke amblyopi, da det som regel opdages ved fødslen eller kort tid efter, hvorefter barnet opereres og efterfølgende får kontaktlinser.

Diagnose

Barnet vil aldrig selv klage over amblyopi. Medfødt grå stær er en af de ting der undersøges for ved fødslen eller første lægebesøg. Synstest foretages ved 4-års alder for at fange evt amblyopi. Hvis der findes forskel på synet i den alder, kan man stadig nå at udvikle synet på det amblyope øje med behandling. Hvis man derimod ikke opdager amblyopien inden skolealderen, så vil det ofte være for sent at behandle, da synet er færdigudviklet i 7-8 års alderen.

Behandling for amblyopi

Behandlingen foretages ved at tildække eller sløre synet for det normale øje, så synet på det amblyope slørede øje bliver trænet. Det gøres ved at tildække det normale øje med klap i en del af tiden. Behandlingen foretages i tæt samarbejde med en såkaldt skeleterapeut (ortoptist), da det er vigtigt ikke at overbehandle/underbehandle. Hvis der er brug for briller, ordineres disse af skeleterapeut/øjenlæge, og det kontrolleres ofte, om styrken af brillen behøver ændring. Det er en vigtig og ikke altid let behandling, da barnet naturligvis ikke synes, det er sjovt at få tildækket det øje, der ser bedst.

Ved moderat amblyopi kan man evt behandle med øjendråber, som gør synet for det bedste øje sløret en del af tiden.

Specielle amblyopi tilstande

Man kan også udvikle amblyopi ved fejlernæring. Denne type amblyopi kan også udvikles hos voksne. Den opstår i vores del af verden mest hos alkoholikere, men kan også ses ved patienter med meget ensidig kost som f.eks. veganere. Tilstanden kan også opstå ved forgiftning. Diagnosen kan stilles på synsfeltundersøgelse og farvesyns-test. Behandlingen bør foretages i samarbejde mellem diætist og alm.praktiserende læge

Copyright Richardt Hansen

Temporalis arteritis

Temporalis arteritis

Temporalis arteritis er en inflammation i de mellemstore arterier i hovedet. Det ses mest ved arteriegrene fra den ydre hovedpulsåre (arteria carotis externa). Temporalarterien er netop en gren fra carotis externa arterien.  Den mest alvorlige komplikation ved temporalis arteritis ses ved inflammation af den arteriegren, der forsyner øjet. En sådan inflammation kan lukke arterien helt, hvilket medfører akut blindhed. Inflammationen er ofte segmentær, hvilket betyder, at områderne med sygdom er som pletter i en ellers rask arterie. Så hvis man tager en biopsi af arterien og får et negativt svar, så udelukker det ikke, at sygdommen er der alligevel. Den kan sidde lige ved siden af biopsien.

Symptomer

Symptomerne ved temporalis arteritis er ganske mangeartede og uspecifikke. Alle patienter har ikke nødvendigvis de samme symptomer. Men man ser bl.a. disse: Feber, hovedpine, ømhed og øget følsomhed i hovedbunden, smerter når man tygger, smerter i tungen, sløret/nedsat syn, pludseligt synstab, dobbeltsyn/skelen, akut tinnitus og polymyalgia rheumatica.

Da sygdommen kan medføre synstab/blindhed, er en hurtig diagnose meget vigtig. Hurtig start med behandling forhindrer synstab.

Årsager – hyppighed

Sygdommen er ikke ligeligt fordelt i verden. Der er betydeligt flere tilfælde i Nordeuropa end andre steder. Allerstørst hyppighed af sygdommen findes i Skandinavien. Kun yderst sjældent er patienten yngre end 55.  Der er dobbelt så mange kvinder som mænd, der får temporalis arteritis. På disse parametre minder den meget om polymyalgia rheumatica. Mange anser disse 2 sygdomme for at være den samme – bare med forskellige udtryk.

Diagnose

Ofte ømhed over temporalis området (tyggemuskulaturen  i tindingen). Man kan ofte mærke en fortykket arterie temporalis med nedsat pulsation. Man kan tage en biopsi af arteria temporalis. Et positivt svar er ensbetydende med sygdommen. Et negativt biopsisvar udelukker desværre ikke sygdommen. Blodprøver viser en tårnhøj sænkning (SR). Der er faktisk kun 3 sygdomme, som giver en SR på over 100. Temporalis arteritis er den ene. Pludselig blindhed på ét øje bør altid medføre mistanke om temporalis arteritis ved patienter ældre end 50 år. Det er yderst vigtigt at starte behandling hurtigst muligt for at forhindre synstab/blindhed af det andet øje.

Behandling

Ved mistanke om temporalis arteritis er det vigtig at starte med kortisonbehandling hurtigst muligt. Typisk startes med højdosis, som så sænkes over nogle uger. Patientens symptomer vil hurtigt lindres efter start af behandling. Desværre går synstab ikke tilbage med behandlingen, og netop derfor er hurtig behandling meget vigtig. Det er ofte nødvendigt at anvende kortison i 2-3 år i så lav en dosis som muligt under hensyn til at holde blodprøven (SR) indenfor normal.

Copyright Richardt Hansen

Polymyalgia rheumatica

Polymyalgia rheumatica

Polymyalgia rheumatica (PMR) hedder også muskelgigt på dansk. En lille del af patienterne med PMR udvikler Temporalis Arteritis. Sidstnævnte er en sygdom, der kan medføre blindhed, så derfor er det en sygdom, der medfører øjenlægebesøg.

Symptomer

Patienter med PMR har smerter i muskler og led omkring hofter, skuldre og nakke. Led og muskler er ofte stive. Symptomerne kan opstå ganske pludseligt og vil ofte være værst om morgenen. Udover smerterne vil der også ofte være udtalt træthed. Træthed og smerter medfører nedsat livskvalitet og dermed ofte depression. Der kan være nedsat appetit og man kan få anæmi (blodmangel). Patienten føler sig generelt syg. Der kan også være let feber.

Årsager – hyppighed

Sygdommen er ikke ligeligt fordelt i verden. Der er betydeligt flere tilfælde i Nordeuropa end andre steder. Allerstørst hyppighed af sygdommen findes i Skandinavien. Gennemsnitsalder for patienter med Polymyalgia rheumatica er 70 år. Kun yderst sjældent er patienten yngre end 50.  Der er dobbelt så mange kvinder som mænd, der får PMR.  Årsagen til sygdommen kendes ikke. Smerter og stivhed opstår på grund af inflammation i muskler og led. Man ser ofte at sygdommen opstår pludseligt, hvilket kan tyde på infektion, og der er ofte flere patienter i samme geografiske område på samme tid, hvilket også kunne tyde på infektion. Det mistænkes at være virus – men noget endegyldigt bevis mangler stadig.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen er rent klinisk. Den stilles på de symptomer, patienten har. Blodprøver vil altid vise forhøjet sænkning (SR) og høj CRP. Men det ser man også ved mange andre sygdomme. Behandlingen er kortisontabletter og diagnosen kan i stort set fastslås ved, at patientens symptomer næsten forsvinder umiddelbart efter, at behandlingen er sat i gang. Ofte skal der behandles med kortison gennem 2-3 år. Dosis reguleres efter blodprøve (SR og CRP).

Temporalis arteritis

Ca 10% af patienterne med PMR udvikler også Temporalis arteritis. Dette er en sygdom, der kan gøre patienten blind på meget kort tid, og det er derfor vigtigt, at diagnose og behandling bliver sat hurtigst muligt. Næste uges blogindlæg bliver om denne sygdom

Copyright Richardt Hansen