Keratokonus

Keratokonus

Keratokonus er en hornhindesygdom, hvor hornhinden gradvist begynder at pose udad.  Årsagen til dette er en udtynding af hornhindevævet. Tilstanden rammer ca 1 ud af 2000. Den starter ofte i  aldersgruppen 16-30 år. Det begynder i et øje, men hos halvdelen af patienterne udvikler det andet øje også keratokonus. De fleste som rammes af sygdommen har ingen i familjen med samme sygdom. Kun 10% har nogen i familjen med samme sygdom.  Da det er en udtynding af hornhinden, bør patienter med keratokonus aldrig få lavet laser operation af deres hornhinder.

Symptomer

Når hornhinden begynder at ændre facon, sløres synet. Som nævnt er det ofte kun det ene øje, og det får ofte patienten til at ignorere tilstanden, da det andet øje jo ser godt. Først hvis det andet øje bliver dårligt, eller hvis patienten tilfældigvis holder sig for det raske øje og opdager, hvor dåligt synet er på det ramte øje, kommer patienten til øjenlæge.

Diagnose

Den letteste og hurtigste måde at stille diagnosen er ved at lave såkaldt keratometri. Øjenlægen har et keratometer, som kan måle hornhindens krumning.  Apparatet har 2 justerbare figurer, som spejler sig i patientens hornhinde.  Hvis hornhinden poser bare en lille smule udad,  vil de 2 figurer blive skæve i forhold til hinanden.

Behandling med kontaktlinse eller crosslinking

Så længe det kun er en lille udposning, vil patienten kunne behandles med en speciel kontaktlinse, som afstiver hornhinden og holder den i facon. Der er desuden indenfor de senere år kommet en medicinsk behandling,  crosslinking. Ved denne behandling dryppes øjet med Riboflavin og får efterfølgende stråling med ultraviolet lys. Denne behandling styrker hornhinden.

Behandling med kirurgi

Man har i ca 20 år kunnet indsætte små plastikringe i hornhinden, ICRS. Disse ringe skydes ind i en lille kanal, som enten laves med laser eller med en tynd ringformet kniv. Selve operationen er let og uden større risici. Frem for alt er denne behandling reversibel: Det er let at fjerne ringene igen, uden at der bliver gener eller ar efter dette. Denne behandling kan kombineres med crosslinking.

Transplantation

Hvis udposningen bliver meget stor vil ingen af de ovennævnte behandlinger kunne hjælpe patienten.  I de tilfælde er det nødvendigt at få foretaget en hornhindetransplantation.  Ved denne operation fjernes den tynde hornhinde i en radius på ca 7-8 mm og erstattes med en rask donor-hornhinde, som har præcis samme størrelse. Donorhornhinden sys fast i kanten hele vejen rundt. Det tager ca. et års tid, før den er rigtig helet, og suturerne kan derefter fjernes.

Copyright Richardt Hansen

Keratitis

Keratitis – infektion i hornhinden

Infektion i hornhinden hedder keratitis. En sådan infektion er synstruende: Der er risiko for permanent nedsat syn, i værste fald blindhed. Keratitis kan skyldes, bakterier, virus, amøber eller svamp. I dette blog-indlæg skrives om bakteriel keratitis og herpes simplex keratitis.

Symptomer på keratitis

Keratitis medfører smerter, lysfølsomhed, tåreflod, rødt øje og nedsat syn og pudsdannelse.

Bakteriel keratitis

Når først der er sår på hornhinden, så kan i princippet alle bakterier medføre infektion. Nogle bakterier er værre end andre, fordi de er meget hurtige til at destruere hornhinden. Det gælder i særdeleshed bakterier, som ellers ikke hører til den naturlige flora omkring øjnene: Tarmbakterier, luftvejsbakterier eller urinvejsbakterier (f.eks Pseudomonas Aeruginosa, Streptokokker eller gonokokker). Derimod vil bakterier, der normalt findes i øjets slimhinde eller i huden omkring øjnene (f.eks gule og hvide stafylokokker) ofte give anledning til mere lokaliserede infektioner.

Risikofaktorer for udvikling af bakteriel keratitis

Behandling af bakteriel keratitis

Ved lokaliseret mindre sår/infiltrat kan behandling ske uden forudgående podning. Behandlingen vil ofte være bredspektret antibiotika enten som øjendråber eller som øjensalve. Større sår/infiltrat kræver akut henvisning til hospitalsafdeling for podning og intensiv behandling under indlæggelse. Ardannelsen efter infektionen er afgørende for hvor nedsat synet bliver. Hvis synet er meget nedsat, kan det blive nødvendigt med en hornhindetransplantation, når infektionen er helet.

Herpes keratitis

Den største patientgruppe, når det gælder infektion i hornhinden, skyldes dog herpes simplex virus. Der er herpes simplex 1 virus som kan give tilbagevendende sår/blærer over bæltestedet, og der er herpes simplex 2 virus, som kan give tilbagevendende sår/blærer under bæltestedet . Endelig er der herpes zoster virus, som giver skoldkopper hos børn og såkaldt helvedsild (herpes zoster) hos voksne.

Herpes simplex

Den primære infektion med herpes simplex sker ofte i barndommen og forløber mest upåmærket med let feber og måske ondt i halsen. Herpesvirus vil derefter vandre til nervecellernes sensoriske ganglier, hvor det ligger ”sovende” resten af livet. 80% af alle voksne har denne sovende virus. Hos nogle vil herpes virus ind imellem medføre udslet med blære/sårdannelse. De fleste med de såkaldte forkølelses-sår omkring munden. Men hos andre med blære/sårdannelse i hornhinden. Hos den enkelte patient vil genopblussen næsten altid ske på præcis samme sted, da virus vandrer ud til spidsen af den samme nerveende hver gang. Der giver den anledning til dannelse af blærer, der er fyldte med viruspartikler, der slippes ud, når blærerne brister. Herefter vil der være sår, som heler. Der findes ingen behandling, som kan fjerne herpes virus fra kroppen. Men ved det enkelte recidiv, kan man behandle med antiviralt præparat mod virus/blæredannelsen. Patienter med øjenherpes vil ofte genkende symptomerne og starte med behandlingen, næsten inden recidivet opstår. Herpes infektion kan ligesom bakteriel keratitis medføre ardannelse, der nedsætter synet.

Forbud mod kys

Herpes udslet med de karakteristiske blærer har været beskrevet i mere end 2000 år. Man var udmærket klar over smitterisikoen dog uden at kende til virus. Således udstedte Tiberius en overgang forbud mod at kysse i Rom for at hindre spredningen. Det lykkedes han bevisligt ikke med, da herpes er så almindeligt i vore dage…

Copyright Richardt Hansen

Rosacea

Rosacea

Rosacea er en kronisk hudsygdom, der viser sig i ansigtet og på halsen/i nakken. Ca 5-15% af de ramte patienter får øjenkomplikationer. Sygdommen fører til dannelse af blodkar-sprængninger (såkaldte teleangiectasier) i ansigtet, og der kan dannes papler og pustler, ligesom næsens talgkirtler kan forstørres og føre til dannelse af en svampet / forstørret næse (rhinophyma). Dette sidste ses mest hos mænd og er heldigvis relativt sjældent. Det kan behandles ved hudspecialist.

Årsager

Udviklingen af rosacea er multifaktoriel og involverer et samspil mellem blodkar og en abnorm respons på almindelige hudbakterier og demodex hudmider.

Øjenkomplikationer

Symptomerne er tåreflod og øjenirritation. Der ses dannelse af teleangiectasier i øjenlågskanten, som derved bliver mere rød. Ofte dannes cyster i Meiboms kirtler, som er de små talg-kirtler der udmunder på øjenlågskanten.

I værste fald involveres hornhinden, hvor der kan ses punktformede sår og karindvækst i den nederste del af hornhinden. Det kan føre til udtynding af hornhinden og i værste fald spontan perforering (hul i hornhinden).

Behandling

  • Smørende øjendråber kan lindre i de mildeste tilfælde. Varme omslag på øjenlågene og øjenlågshygiejne, hvor øjenlågskanter holdes rene enten med specielle rense-servietter eller med vatrondeller/saltvandsløsning.
  • I lidt sværere tilfælde anvendes øjendråber/salve med antibiotika i kur på 1 måned
  • Steroid anvendes forsigtigt i svageste styrke og under kontrol, da det kan føre til udtynding og dermed perforation (hul i hornhinden)!
  • Systemisk behandling med lavdosis tetracyklin i måneder (ej børn, gradvide eller ammende!)
  • Immunsupprimerende behandling (sygehusbehandling)

 

Ved perforation

Ved spontan hornhindeperforation skal patienten indlægges på øjenafdeling. Man kan dække hullet med amnionhinde, som sys over hullet. Hvis man ikke lige har en amnionhinde, kan man forsøge at lime hullet til med histacryl-lim. Patienten skal så have en bandage-kontaktlinse på og derefter vente på en hornhindetransplantation. Modsat rutine-transplantationer, må denne type patient dog ofte vente på en typebestemt hornhinde, idet de blodkar, som sygdommen har lavet i hornhinden, øger risikoen for afstødning.

Copyright Richardt Hansen

Blodkar i hornhinden

Blodkar i hornhinden

Den forreste del af øjet er specielt på den måde, at der ikke er blodkar. Hverken linsen eller hornhinden har blodkar. Man ville ikke kunne kigge igennem, hvis der var blodkar. Det er fraværet af blodkar, som fjerner risikoen for afstødning af den kunstige linse ved grå stær operation. Hornhindetransplantation kan af samme grund gennemføres uden vævstype-bestemmelse – med mindre der netop er blodkar, som følge af sygdom. Normalt er hornhinden helt fri for blodkar. Hornhinden er levende væv, som får næring fra den væske, der findes bag hornhinden inde i øjet. Der kommer desuden  ilt til hornhinden fra overfladen, når man er vågen med åbne øjne.

Hvordan får man blodkar i hornhinden?

Der kan komme blodkar i hornhinden, hvis hornhinden får iltmangel. Det kan ses hos de, der anvender kontaktlinser. Hvis kontaktlinserne ikke slipper nok ilt igennem og anvendes meget, så vil hornhinden forsøge at skaffe sig ilt ved at trække nydannede blodkar ind fra periferien. Dette vil medføre irriterede øjne, så patienten ofte henvender sig til øjenlægen, som så kan forklare, hvorfor der skal holdes pause med kontaktlinserne.

Sår eller skade på hornhinden

Hvis der kommer et sår eller en infektion i hornhinden, så vil helingsprocessen, specielt hvis den sker langsomt, trække nydannede blodkar ind fra periferien. Disse blodkar er en del af kroppens immunforsvar, der er med til at hele infektionen/hornhindesåret. Jeg vil over de næste blogindlæg nævne forskellige tilstande, der kan give blodkar i hornhinden på denne måde.

Brændskader

De mest alvorlige skader ses efter brændskader i ansigtet, hvor øjet også kan blive skadet. Disse alvorlige skader kan medføre heling med arvæv, der er fyldt med blodkar. Arvævet kan dække hele øjet, som dermed mister den klare hornhinde.

Hornhindetransplantation?

Teoretisk ville man kunne få en klar hornhinde igen ved at få lavet en hornhindetransplantation. Men desværre er der meget stor risiko for, at den transplanterede hornhinde afstødes pga blodkarrene i transplantatets periferi. Der er ligeledes en stor risiko for, at blodkarrene i transplantatets periferi begynder at vokse ind i den nytransplanterede hornhinde. Og så er man lige vidt.

Stamceller og transplantation

Heldigvis er ulykker med så alvorlige brændskader sjældne. Disse relativt få patienter vil ofte blive behandlet på klinikker, hvor man samler disse patienter. Derved opnås større erfaring. Et sådant center i Europa ligger på universitetssygehuset i Aachen. Her har man gennem de seneste 30 år opereret øjne på patienter med alvorlige brændskader i ansigtet. Man forsøger i første omgang at samle stamceller fra patientens slimhinder. Disse transplanteres til området lige uden for hornhinden, så man ligesom skaber et område uden særlig mange blodkar. Når dette så evt lykkes, laver man hornhindetransplantation med en typebestemt hornhinde. Det er en behandling, der tager adskillige år.

Hornhindeprotese

Der findes hornhindeproteser – såkaldt keratoprotese. Det er i princippet en lille kikkert som sys fast igennem øjenlåg og hornhinde. Så øjet vil være lukket hele tiden (syet sammen), men med den lille kikkert pegende frem hele tiden. Det er en stærkt vansirende operation, men giver dog den skadede patient et anvendeligt omend stærkt nedsat syn i stedet for at være blind. Jeg har i mit liv som øjenlæge haft en enkelt patient med keratoprotese, da jeg arbejdede i Varberg. Han havde fået sin ansikts/øjenskade ved en brand på en olieboreplatform. Han gik altid med solbriller, der skjulte proteserne og var i øvrigt også kraftigt vansiret fra tredjegradsforbrændingen i ansigtet, så han havde tørklæde om det meste af ansigtet.

Claes Dohlman

Opfinderen af den første anvendelige keratoprotese er Claes Dohlman. Han er svensk øjenlæge, der er  uddannet ved øjenafdelingen i Lund. I 1958 tog han til USA, hvor han startede den første specialafdeling for hornhindepatienter på Massachusetts Eye and Ear. Han blev senere professor og chef for dette verdenskendte øjensygehus. Han blev pensioneret i 1989, men arbejder stadig med forskning og undervisning trods sin høje alder. Jeg havde fornøjelsen af at deltage i et hornhindekursus i Holland i 1996, hvor Claes Dohlman var en af underviserne.

Copyright Richardt Hansen

Kontaktlinser og infektion

Kontaktlinser og infektion

Jeg har i min karriere set nogle meget grimme infektioner i øjet efter brug af kontaktlinser. Infektioner som medførte hornhindetransplantation og nedsat syn. På trods af det, så anvender jeg selv kontaktlinser. Det gør jeg fordi, det er bekvemt. Ikke noget med duggede briller i vinterkulden, når jeg lige stopper hos bageren for at tage brød med ind i klinikken. Heller ikke sløret syn pga briller, når jeg cykler hjemad i regnvejret. Ingen læsebriller fordi jeg så anvender monovision – det ene øje læser, det andet ser på afstand. Nogle gange har jeg også taget en ekstra risiko med mine linser: Jeg har badet med kontaktlinser. Det er jo bekvemt at man kan se stranden, venner og familie. Jeg har også utilsigtet glemt mine kontaktlinser et par gange, når jeg har lagt mig til at sove. Straks taget dem ud når jeg vågnede, og hvor det var sløret med begyndende puds og straks taget øjendråber mod infektion og så undladt kontaktlinserne mindst et døgn.

Fremmedlegeme

Kontaktlinsen er et fremmedlegeme. Den kan i sig selv være forurenet, – så får man bakterierne direkte i øjet, når man tager kontaktlinsen på. Der kan også være bakterier på fingrene, der sætter kontaktlinsen i øjet. Der er i forvejen bakterier i øjet. De fleste af de bakterier er dog fredelige. Men der kan somme tider være en lidt mere aggressiv bakterie. Og hvis den får lov til at sidde under kontaktlinsen, så er den beskyttet og kan begynde at vokse i hornhinden. De værste af bakterierne kan i stort set få hornhinden til næsten at smelte indenfor et døgn!

Forskellige linser forskellige risici

Der er mindst risiko for infektion, hvis man anvender de såkaldt hårde linser. De lukker ikke lige så tæt om hornhinden. Faktisk er risikoen ved disse linser bare en tiendedel af risikoen med en blød linse. De bløde linser har mindst risiko, hvis det er engangslinser. Når man tager dem ud, smides de væk. Dermed undgår man risikoen for at forurene linsen med alle renseprocedurer. Der er heller ingen risiko for at én bakterie når at vokse til mange på linsen i linsebeholderen. Endelig er de såkaldt extended wear kontaktlinser – altså linser man beholder i øjet mere end en dag – behæftet med den største risiko, når det gælder infektion.

Risikoadfærd

Man øger risikoen for infektion, hvis man bader med sine kontaklinser. Helt enkelt fordi, der er bakterier i det vand, man bader i. I værste fald kan en af disse komme ind under linsen og dermed få fred til at vokse i hornhinden. Man øger risikoen for infektion, hvis man sover med sine kontaktlinser. Det er der mange studier, der påviser.  Den største risiko har man, hvis man ignorerer faresignalerne. Hvis man anvender kontaktlinser på trods af irriterede øjne. Ligesom med rygning kan man altid se enkelte eksempler på at man ikke får infektion trods alt hvad jeg lige har skrevet. Personligt så jeg engang en patient, der havde haft en kontaktlinse i sit øje i et par år (sic). Han kom fordi synet var blevet lidt sløret. Det var kontaktlinsen, der var blevet mat. Han vidste intet om nogen kontaktlinse (demens). Det var normalt en optiker der passede hans skift af kontaktlinse, men han var faldet ud af deres kunderegister. Regn med, at du ikke er så heldig, hvis du anvender kontaktlinser. Så husk at tage dem ud!

Vigtigste tommelfingerregler

Føles det OK i øjet, når linsen er kommet i? Hvis ikke så tag den ud.

Ser øjnene normale ud? Hvis de er røde, så tag linserne ud.

Er synet helt OK? Hvis der er det mindste sløret eller nedsat syn, så tag linserne ud.

Hvad er risikoen?

Infektion ved kontaktlinsebrug er ca 1 ud af 2500 kontaktlinsebrugere per år. Heldigvis går det godt for de fleste. Hvis man overholder ovennævnte tommelfingerregler behøver infektionen ikke at blive alvorlig. Hos en ud af 16.000 kontaktlinseanvendere per år vil resultatet af infektionen desværre betyde et nedsat syn resten af livet.

Symptomer ved infektion

  • Grusfornemmelse i øjet
  • Øjet løber meget i vand
  • Puds i øjet
  • Usædvanlig lysfølsomhed
  • Kløe, svien eller brændene fornemmelse i øjet
  • Øjet er rødt
  • Sløret syn
  • Øjenlåg hæver
  • Smerter i eller omkring øjet

Hvis du oplever nogle af disse symptomer, så tag linserne ud med det samme og bestil akut tid hos øjenlægen. Tag evt kontaktlinserne plus beholder med til øjenlægen, hvis du har flergangslinser. Man kan anvende dem til at dyrke evt bakterier fra og derved hurtigt fastslå præcis hvilken infektion, det drejer sig om.

Undgå infektioner

Sørg for ordentlig håndhygiejne, når du håndterer dine linser. Vask hænderne inden du sætter linser i. Hvis du har flergangslinser, så brug den rensevæske, der følger med. Rens aldrig linserne i postevand. Skift linsebeholder mindst hver 3. måned. Få dine øjne undersøgt af øjenlæge mindst en gang om året.

Copyright Richardt Hansen

Sneblindhed

Sneblindhed

En af følgerne på klinikkens facebook-side har skrevet om besvær med øjnene efter sneblindhed. Sneblindhed er en lys-skade af øjets overflade. Det svarer til en solskoldning af huden – men sker altså i øjet. Det lys, der skader øjet (og huden) er UV-stråler. Ultraviolet lys er skadeligt for øjet. Både for øjets overflade som er hornhinden og slimhinden (konjunktiva), men også for linsen i øjet og ikke mindst for nethinden bagest i øjet.

Ultraviolet lys

Allerførste filtrering af de ultraviolette stråler i solens lys sker i atmosfæren. De mest skadelige UVC stråler når ikke ned til jorden. 10-30% af UVB strålerne når ned. UVA-stråler når derimod ned til jorden, men spredes. Det afhænger derfor meget af indstrålingsvinkel, hvor stor UV bestråling man udsættes for. Hvis man er oppe i bjerge eller ved jordens poler (arktis og antarktis), er der en mere ultraviolet stråling i sollyset. Hvis man desuden er i sne, så vil UV-strålerne blive reflekteret af sneen. Så udover strålerne fra solen får man også et ekstra tilskud af det reflekterede lys. Sne reflekterer ca 85% af UV-strålerne modsat f.eks græs, der kun reflekterer ca 2% – sand, der reflekterer ca 17% – mens vand kun reflekterer 5%.

Ultraviolet lys absorberes

Hornhinden absorberer 100% af UVC strålerne (hvis man udsættes for dem), 90 % af UVB strålerne og 60% af UVA strålerne. UVC er de mest energi-rige mens UVA er de mindst energi-rige af det ultraviolette lys. Af det ultraviolette lys, som slipper igennem hornhinden, vil det allermeste blive absorberet i linsen. Så der vil højst komme et par % af det ultraviolette lys igennem til nethinden. Det absorberede ultraviolette lys afsætter energi i det væv, der absorberer det.

Akut sneblindhed

Den akutte skade i hornhinden er blæredannelse i de forreste cellelag (”vabler”). Tilstanden med blærer er meget smertefuld. Patienten har det bedst med lukkede øjne og mørke. Heldigvis heler det relativt hurtigt – i løbet af 1-2 dage. Man kan behandle med Cincain-salve højst 3 gange i en dag. Det er en salve, der tager toppen af smerterne. Man kan supplere med smertestillende tabletter.

Hvis der derimod går hul på blærerne, så der bliver egentlige sår i hornhinden, kan man ikke anvende noget lokalbedøvende i øjet, da det hindrer heling af sårene. I stedet anvendes antibiotikasalve og en kompres på øjet, som holder det lukket.

Kroniske hornhinde / slimhindeskader

Gentagne udsættelser for ultraviolet bestråling kan give anledning til at hornhinden bliver diset med nedsat syn til følge (CDK = climatic droplet keratopathy). Dette er en tilstand, der kun kan behandles med hornhindetransplantation. Det giver også anledning til dannelse af pterygium og pinguecula.

Skade på linsen

Ultraviolet lys får også linsen til at danne små blærer / vandspalter. Dette er i princippet grå stær. Men linsen har en indbygget evne til at regenerere, når man sover. Så man når aldrig at få tilstrækkelig megen ultraviolet stråling til at udvikle en grå stær, der kræver operation, da man jo sover om natten.

Svejseøjne

På vore breddegrader er UV skader af øjets overflade mest kendt som svejseøjne. Det opstår typisk hos en, der svejser uden anvendelse af beskyttelsesbriller. UV strålerne afsætter så meget energi i øjets hornhinde, at der dannes små blærer (vabler) fuldstændig som ved sneblindhed . Svejselys indeholder megen UV-stråling, så man skal aldrig kigge mod dette uden beskyttelsesbriller.

Melanom

Ligesom der er en øget risiko for melanom i huden ved ubeskyttet solbadning, så er der også en risiko for dannelse af melanom i øjets regnbuehinde og i øjets nethinde ved megen udsættelse for ultraviolet bestråling.

Beskyttelse mod ultraviolet lys

Inuit-folket i arktis har alle dage været udsat for meget ultraviolet lys pga refleksionen fra is og sne samt pga den øgede indstråling ved polerne. De har derfor opfundet beskyttelsesbriller, der fungerer som UV filter: Kuppelformet beskyttelsesbrille med en smal vandret sprække i midten. Disse briller hindrer den ultraviolette stråling i at nå øjet. Den, der anvender disse briller, ser fint ud gennem den vandrette sprække.

Briller og solbriller

De fleste moderne briller og solbriller har alle indbygget UV filter, med mindre det er meget billige briller. Næsten alle, der står på ski i bjergene, anvender beskyttelsesbriller om ikke andet så mod kulden. Dermed beskyttes de mod den højere ultraviolette bestråling, der er i højden.

Copyright Richardt Hansen

Pterygium

Pterygium og pinguecula

Ordene, der anvendes indenfor mit fag, er somme tider ret fremmedartede. Pterygium er et af disse. Det har altid givet mig associationer til flyvende øgler fra dinosaurus’ernes tid (pterodactyl’er). Fælles for disse lidt fremmede ord er første del af ordene ptero– som er græsk for vinge.

En vinge i øjet

Pterygium er en trekantet slimhindefold, der vokser ind over hornhinden fra siden. Det ligner dermed en lille gråhvid vinge, hvoraf betegnelsen pterygium. Det anses for at være en aktinisk forandring, hvilket betyder, at det er fremkaldt af solens stråler. Det er en degeneration af slimhinden, som opstår mest hos mennesker, der er udsat for meget sol. Derfor ses forandringen mest hos folk under varmere himmelstrøg. Men også hos landbrugsarbejdere og fiskere, der er meget ude i  solen. Tørre øjne er en medvirkende årsag.

Pterygium

Pterygium

Symptomer

Der vil næsten altid være nogen tørhed i øjnene og ellers mærkes forandringen ikke så længe den holder sig nogle mm inde over hornhindens kant. Sommetider vokser forandringen meget og kommer derved til at deformere hornhinden, så der bliver stor bygningsfejl (astigmatisme). Og i værste fald kan pterygium vokse sig helt ind i midten og dermed dække pupillen og synet. Slimhindefolden kan også blive inflammeret, hvilket medfører smerter og rødme.

Behandling

Så længe forandringen er diskret og ikke giver nogen synspåvirkning er det ikke nødvendigt at behandle et pterygium. I vores ende af verden vil patienten dog som oftest ønske forandringen fjernet af kosmetiske grunde. Hvis forandringen bliver så stor, at den giver bygningsfejl eller i øvrigt nedsætter synet, så bør den fjernes kirurgisk. Det er ikke helt ualmindeligt med recidiv. Specielt ikke fordi patienten jo som oftest stadig opholder sig meget i sol.

Operationstyper

Den oprindelige metode var at fjerne forandringen, hvorefter såret selv helede. Men her var der recidiv i op mod 80%, og recidivet var ofte mere aggressivt end den oprindelige forandring. En bedre metode er fjernelse af forandringen og så transplantation af slimhinden oven for hornhinden ned til det område, hvor pterygium’et er fjernet (autolog transplantation). Dette transplantat kan enten sys på eller limes på med biologisk lim.

Pinguecula

Der er en “fætter” til pterygium, som hedder pinguecula. Dette ord kommer fra det latinske pinguis som betyder fedt eller smørelse. Her er der ligeledes tale om en degeneration af slimhinden i øjet. Den viser sig som en lille gulgrå fortykkelse af slimhinden. Ses mest almindeligt ind mod næsen fra hornhinden af – men den kan også sidde på ydersiden fra hornhinden. Derimod vokser den aldrig ind over hornhinden. Forandringen giver ikke anledning til noget besvær bortset fra sukket foran spejlet, når man nu har opdaget endnu en af livets små forandringer.

Man kan principielt fjerne en sådan forandring med et lille indgreb. Men husk på, at der så kommer et lille ar i stedet. Der er næppe nogen andre, der bemærker et pinguecula end patienten selv. Så hvorfor skifte det ud med et ar?

Copyright Richardt Hansen

Tørre øjne

Tørre øjne

Man har tørre øjne, hvis der er for lidt tårevæske eller hvis tårevæsken ikke smører godt nok. Man ser det oftere hos mennesker over 50, men også i mild grad hos de, der arbejder meget ved skærm (computer).

Tårevæsken består af 3 lag, der ligger som en fugtig film på øjets overflade. Et fedtlag yderst som er en tiendedel af tårefilmen, et slimlag inderst som er en femtedel af tårefilmen og endelig det midterste lag, som er saltvand, der udgør de resterende 70% af tårefilmen. Tårefilmen spredes og fornyes hele tiden, når vi blinker, hvilket man gør reflektorisk.

Tårevæskens funktion

Tårevæsken er nødvendig, for at øjets overflade skal være blankt. Hvis overfladen ikke er spejlblank vil synet sløres. Dertil er tårefilmen en beskyttelse af øjet mod udtørring. Der findes desuden en mængde forskellige anti-bakterielle stoffer i tårefilmen.

Tårekirtler

Fedtlaget dannes i de såkaldte Meiboms kirtler på øjenlågskanten. Slimlaget dannes i specielle kirtelceller i øjets slimhinde. ”Saltvandet” dannes af tårekirtlen, som ligger under det øverste øjenlågs yderkant. Tårekirtlen, der laver saltvandet, er styret af reflexer. Man mærker det, når man er ude i kulde eller blæst, hvor tårevæsken løber i stride strømme. Reflexen påvirkes også af inflammation eller sår på hornhinden og af smerter. Saltvandsproduktionen bliver mindre af bedøvende dråber. Og der er mindre produktion, når man sover.

Det inderste slimlag er nødvendigt, for at tårefilmen kan hænge på øjets overflade. Hvis slimlaget mangler eller formindskes, så preller den øvrige del af tårefilmen af øjet, som derved bliver meget tørt.

Tørre øjne og skærmarbejde

Meiboms kirtlerne stimuleres til at danne mere sekret, når man blinker. Så man kan faktisk påvirke fedtlaget ved at blinke mere eller mindre. Når man sidder ved en skærm eller bog, blinker man mindre, end hvis man bare går på gaden. Det er dette, der får folk med skærmarbejde eller megen læsning til at klage over tørre øjne. Fedtlaget bliver lidt tyndere, når man blinker mindre, hvilket medfører, at der fordamper mere af saltvandslaget. Så her kan man hjælpe de tørre øjne ved at huske at blinke mere.

Tørre øjne ses også ved

Nedsat vandproduktion fra tårekirtlen ses f.eks som arvelig sygdom. Og der er også reflektorisk mindre saltvandsproduktion hos de, der anvender kontaktlinser, og hos de der har sukkersyge samt hos mennesker, der har fået laserbehandlet hornhinden (f.eks. for nærsynethed).

Formindsket fedtlag ses i mild grad ved nedsat blinkning (se ovenfor). Det ses også ved hudsygdommen Rosacea eller ved øjenlågssygdomme, hvor øjenlågskanterne ligger forkert. Og det ses ved kronisk øjenlågsbetændelse (blefaritis).

Tørre øjne ved brug af medicin

Der findes forskellige mediciner, der har negativ indvirkning på tårefilmen – f.eks antihistaminer, beta-blokkere og vanddrivende. Konserveringsmiddel i øjendråber har også en negativ indflydelse på tårefilmen og kan på sigt give mere besvær med tørre øjne.

Tørre øjne og alder / miljø

Tårevæskeproduktionen er i mindre grad også styret af hormoner, så med alderen vil flere –  specielt kvinder –  kunne opleve tørre øjne.

Miljøet vi befinder os i kan indvirke. Tør luft er med til at give mere fordampning fra øjnene. Det gælder specielt i air condition.

Undersøgelse af tørre øjne

Øjenlægen kan i undersøgelseslampen ofte se tegn på tørre øjne ved at se på tårefilmen og øjets slimhinde samt øjenlågskanter. Øjenlægen kan desuden måle saltvandsproduktionen med nogle specielle papirstrimler. Og med specielt farvestof kan man se, om der er nedsat slimproduktion.

Behandling af tørre øjne

Den bagvedliggende årsag til tørre øjne er kun sjældent til at fjerne. Så behandlingen er mest symptomatisk.

I de lettere tilfælde kan det dreje sig om at blinke oftere, sørge for ikke at udsætte sig for air condition, og hvis man har tørre øjne så at undlade laserbehandling af sin nærsynethed og måske undlade at anvende kontaktlinser.

Man kan anvende smørende øjendråber. De fås i mange forskellige slags på apoteket og er alle receptfrie.

Varmebehandling af øjenlåg medvirker til at holde Meiboms kirtlerne igang. Det kan man gøre ved at stå med lukkede øjne i brusebadet og lade det varme vand opvarme øjenlågene i et par minutter. Man kan også lægge en klud vredet i varmt vand over øjnene nogle gange hver dag.

Hvis man har fejlstillede øjenlågskanter kan dette opereres.

Svære tilfælde af tørre øjne

I sværere tilfælde kan det være nødvendigt med medicinsk behandling, som kræver recept. Man kan også med en lille operation få lukket tårepunkterne, så tåreafløbet bliver stoppet. I de allersværeste tilfælde kan transplantation af stamceller være nødvendigt. Det er i så fald hospitalsbehandling.

 

Copyright Richardt Hansen

 

Endoteldystrofi

Endoteldystrofi

Hornhinden er øjets forreste ”vindue”. Hornhinden er krum og kommer dermed til at fungere som en linseoptik. Den har en fast linsestyrke  som dog kan ændres hvis man sliber hornhinden med en speciel laser, herved ændrer hornhindens krumning (se refraktiv kirurgi).

Hornhinden er normalt helt klar. Den består mest af bindevævsfibre, som ligger i et tæt gittermønster og har en vandholdighed på ca 78%. Der er ingen blodkar i hornhinden. Hornhinden er levende væv. Hornhinden får sin næring fra den klare væske, der cirkulerer i den forreste del af øjet. Væsken dannes i ringmusklen som ligger lige, perifert om regnbuehinden. Herfra presses væsken hen foran linsen, som også er uden blodkar og videre ud gennem pupillen ind bagved hornhinden for til slut at presses ud gennem små udløbskanaler helt perifert bag hornhinden. Væsken ledes tilbage til blodstrømmen gennem disse små kanaler. Denne væskecirkulation giver et let øget tryk i øjet i forhold til omgivelserne. Det er dette tryk i øjet man kan måle – og som kan være højt ved sygdommen grøn stær.

Endotelceller

Hornhindens inderste lag celler hedder endotelceller. Det er et enkelt lag af sekskantede celler, som er tæt forbundne som en tynd inderbelægning. Når man fødes er tætheden af disse endotelceller ca. 5000 pr kvadratmillimeter. Cellerne mister ret hurtigt efter fødslen evnen til at dele sig, så der bliver ikke flere endotelceller, end dem man allerede har. I 14 års alderen vil tætheden af endotelceller på hornhindens bagside være ca. 3000 per kvadratmillimeter. I livets løb ”slides” celler op i kroppen og det gælder også endotelcellerne. De resterende celler breder sig ud, og bliver derved lidt tyndere og færre i antal. I 80-90 års alder vil der normalt være ca. 2000 per kvadratmillimeter. Man vil ikke mærke noget til denne mindskede celletæthed. Hvis tætheden derimod kommer ned under 500 per kvadratmillimeter, opstår der problemer med hornhinden og dermed med synet.

Medfødt sygdom

Endoteldystrofi er en arvelig sygdom, hvor antallet af endotelceller per kvadratmillimeter er lavere end normalt, når man fødes. Da tætheden af celler også aftager i livets løb for de, der har endoteldystrofi, kan det give problemer med hornhinden. Endotelcellerne lader den cirkulerende næringsvæske komme ind i hornhinden bagfra, samtidig med, at de hele tiden sørger for at pumpe overskydende væske fra hornhinden tilbage i væskestrømmen bag hornhinden. Hvis der bliver for få endotelceller vil denne pumpemekanisme ikke kunne klare behovet og hornhinden vil derfor hæve (ødem i hornhinden). Hvis der er ødem i hornhinden bliver den opak og synet derfor tåget. Det er lidt som at se gennem et badeværelsesvindue.

For få endotelceller

Da antallet af endotelceller falder langsomt igennem livet, bliver synet gradvist påvirket. Det første symptom, en patient med endoteldystrofi mærker, er, at synet  slører, når man vågner, men at det klarer op igen efter en tid. Tiden, det tager, inden det bliver klart, vil langsomt blive længere og længere. Det hænger sammen med, at der fordamper lidt væske fra hornhinden, når man er vågen og har åbne øjne.  Hvilket dermed hjælper med at skaffe væske ud ad hornhinden. Endoteldystrofi findes i større eller mindre grad hos ca. 4% af alle over 40 år. Ved lette symptomer kan man ofte klare synsbesværet med tryksænkende øjendråber eller med saltvandsdråber, der har stærk koncentration (hyperosmotiske dråber) – nemlig 5%. Ved anvendelse af sidstnævnte saltvandsdråber vil disse trække væske ud af hornhinden på samme måde, som man kan trække væske ud af en hamburgerryg ved at koge den i stærk saltlage.

Hvis der bliver kraftig synsnedsættelse pga endoteldystrofi, kan det helbredes med en transplantation af endotelceller fra et andet menneske. Tidligere krævede det transplantation af hele hornhinden, men nu nøjes man ofte med at transplantere kun endotelcellelaget.

Hornhinder/endotelceller fås fra afdøde, der har testamenteret sine organer. Da hornhinden som nævnt ikke har blodkar, er det yderst sjældent med afstødningsreaktioner. Transplantation af hornhindevæv sker uden vævstypning/blodtypning og er yderst succesrigt

Transplantation af hornhinde/endotelceller foregår i Danmark kun på øjenafdelingerne i Århus og Glostrup.

Copyright Richardt Hansen