Makulahul

Makulahul

Makulahul

Gennemgribende makulahul

Makulahul er en relativ hyppig årsag til ensidig synsnedsættelse. Et makulahul går igennem hele retina ned til pigmentepitelet. Der findes også lamellære huller som ikke går igennem alle nethindens lag. Disse lamellære huller kan evt. udvikle sig til et makulahul. Resten af dette indlæg handler om gennmgribende makulahuller. Disse inddeles efter deres størrelse: Et lille makulahul har en diameter mindre end 250 mikrometer, medium er 250-400 mikrometer mens store huller er over 400 mikrometer.

Hvem får makulahul?

Typisk er patienten en kvinde i 60-70 års alder. Risikoen for at det andet øje også udvikler et makulahul er ca 10% indenfor de nærmeste 5 år.

Hvordan opstår makulahuller?

Glaslegemt inde i øjet er en “gelemasse” med membraner. Det yderste membran på glaslegemet løsner hos de fleste mennesker i løbet af livet. Det kan give gener i form af slør og sorte pletter i synsfeltet. Nogle gange er der “sammenvoksninger” af glaslegememembranet og makula, således at glaslegemet, når det løsner fra nethinden, kan  trække hul i den centrale makula. Slag mod øjet kan også medføre dannelse af makulahul.

Symptomer

Glaslegememembran

Bagerste membran af glaslegemet

Da hullet i nethinden sidder midt i synscentrum, så er patientens syn ofte stærkt nedsat. Makulahullet udvikles dog ofte gradvist over tid, og da det andet øje ofte ser godt, kan tilvænning til det dårligere syn gøre, at det opdages tilfældigt, når man kommer til at holde for det gode øje. Der kan være såkaldte metamorfopsier (lige linjer krummer eller krøller).

Diagnosen stilles

Øjenlægen kan ved indsyn i øjet direkte se macula-hullet. Nu hvor alle øjenlæger har et kamera, der tager OCT billeder, så kan makulahullet fotograferes og dermed også vises for patienten på computerbilledet.

Forløb og behandling

Ca 10% af makulahullerne heler spontant. Det er specielt de små maculahuller (<250mikrometer) der heler. Kirurgisk behandling med vitrektomi og peeling af ILM (det tynde membran, der ligger ind mod glaslegemet på nethinden), vil få op mod 100% af maculahullerne til at hele indenfor måneder. Synsresultatet vil hos de fleste være bedre end 0,5.

Se også indlæg om epiretinal fibrose.

Copyright Richardt Hansen

Keratokonus

Keratokonus

Keratokonus er en hornhindesygdom, hvor hornhinden gradvist begynder at pose udad.  Årsagen til dette er en udtynding af hornhindevævet. Tilstanden rammer ca 1 ud af 2000. Den starter ofte i  aldersgruppen 16-30 år. Det begynder i et øje, men hos halvdelen af patienterne udvikler det andet øje også keratokonus. De fleste som rammes af sygdommen har ingen i familjen med samme sygdom. Kun 10% har nogen i familjen med samme sygdom.  Da det er en udtynding af hornhinden, bør patienter med keratokonus aldrig få lavet laser operation af deres hornhinder.

Symptomer

Når hornhinden begynder at ændre facon, sløres synet. Som nævnt er det ofte kun det ene øje, og det får ofte patienten til at ignorere tilstanden, da det andet øje jo ser godt. Først hvis det andet øje bliver dårligt, eller hvis patienten tilfældigvis holder sig for det raske øje og opdager, hvor dåligt synet er på det ramte øje, kommer patienten til øjenlæge.

Diagnose

Den letteste og hurtigste måde at stille diagnosen er ved at lave såkaldt keratometri. Øjenlægen har et keratometer, som kan måle hornhindens krumning.  Apparatet har 2 justerbare figurer, som spejler sig i patientens hornhinde.  Hvis hornhinden poser bare en lille smule udad,  vil de 2 figurer blive skæve i forhold til hinanden.

Behandling med kontaktlinse eller crosslinking

Så længe det kun er en lille udposning, vil patienten kunne behandles med en speciel kontaktlinse, som afstiver hornhinden og holder den i facon. Der er desuden indenfor de senere år kommet en medicinsk behandling,  crosslinking. Ved denne behandling dryppes øjet med Riboflavin og får efterfølgende stråling med ultraviolet lys. Denne behandling styrker hornhinden.

Behandling med kirurgi

Man har i ca 20 år kunnet indsætte små plastikringe i hornhinden, ICRS. Disse ringe skydes ind i en lille kanal, som enten laves med laser eller med en tynd ringformet kniv. Selve operationen er let og uden større risici. Frem for alt er denne behandling reversibel: Det er let at fjerne ringene igen, uden at der bliver gener eller ar efter dette. Denne behandling kan kombineres med crosslinking.

Transplantation

Hvis udposningen bliver meget stor vil ingen af de ovennævnte behandlinger kunne hjælpe patienten.  I de tilfælde er det nødvendigt at få foretaget en hornhindetransplantation.  Ved denne operation fjernes den tynde hornhinde i en radius på ca 7-8 mm og erstattes med en rask donor-hornhinde, som har præcis samme størrelse. Donorhornhinden sys fast i kanten hele vejen rundt. Det tager ca. et års tid, før den er rigtig helet, og suturerne kan derefter fjernes.

Copyright Richardt Hansen

Entropion og ektropion

Øjenlåg der vender forkert – entropion og ektropion

Øjenlågene kan blive slappe og dermed komme til at vende indad eller udad. Hvis de vender indad hedder det entropion. Vender de derimod udad, hedder det ektropion.

Entropion

Entropion rammer oftest de nederste øjenlåg. De fleste tilfælde af entropion er aldersbetingede og er forårsaget af tiltagende slaphed i vævet. Når øjenlåget drejer indad, vil øjenvipperne gnide mod øjet. Det kan medføre irritation af hornhinden. Det kan også give sår og infektion af hornhinden og i værste fald medføre ardannelse med blodkar i hornhinden. Dermed er synet truet.

Behandling af entropion

Man kan udskyde egentlig behandling af entropion ved at anvende smørende øjendråber eller salve, der forhindrer sårdannelse. Man kan også anvende en blød kontaktlinse (bandagelinse) til at beskytte hornhinden. Man kan midlertidigt anvende tape til at holde øjenlåget væk fra øjet.
Entropion kan behandles med operation, hvor der findes flere forskellige typer indgreb. De fleste operationer vil have god effekt i kortere eller længere tid. Der findes desværre ikke nogen operation, som giver 100% helbredelse, så det kan være nødvendigt med re-operationer.

Min chef i Malmø

Jeg har sideuddannelse i plastikkirurgi. Den del af uddannelsen fik jeg i Malmø. Min chef på plastikkirurgisk afdeling havde entropion. Da han vidste, at der ikke var nogen operation, som med garanti kunne helbrede dette, så lod han sig aldrig operere. Han anvendte i stedet smørende dråber og salve ved behov.
Det er dog en ekstrem holdning til kirurgi og medicinsk behandling i det hele taget. Min holdning er, at man skal tage den behandling, der giver færrest mulige bivirkninger/ardannelse. Og selvfølgelig vælge en kirurgi, der giver god lindring, og hvor resultatet samtidig holder længst muligt. Der findes operationer for entropion, som kan gentages mange gange uden, at der dannes arvæv.

Ektropion

Ved ektropion hænger de nederste øjenlåg udad. Også her er det hyppigst forårsaget af slaphed i vævet og er dermed et aldersfænomen. Ektropion medfører tåreflod, men giver trods dette udtørrede øjne og slimhinder. Slimhinden i øjenlåget kommer til at vende udad, hvilket er kosmetisk stærkt generende. Hvis det får love til at stå uden behandling, vil der komme en kronisk inflammation og fortykkelse af slimhinden, som så bliver helt rød.

Behandling af ektropion

Behandlingen er kirurgisk korrektion. Der er flere forskellige operationer alt efter, hvor slapheden i øjenlåget er værst. I mindre udprægede tilfælde kan det være en såkaldt punktum-eversion. Her er det blot en lille smule slapt helt inde i øjenkrogen.

Tåreflod

Ved både entropion og ektropion kommer tårepunktet inde i øjenkrogen til at vende forkert i forhold til øjet. Tårevæsken kan derfor ikke “finde vej” til tårekanalen. Det er derfor øjnene kommer til at løbe meget i vand. Det er tårevæsken, som løber ned på kinden i stedet for at løbe i tårekanalen. Tårefilmen, som smører hornhinden og holder den fugtig, vil blive dårligere og dermed kan synet blive mere sløret.

Trikiasis

Normalt sidder øjenvipperne på linie og bøjer alle udad væk fra øjet. Men det kan indtræffe – måske efter en øjenlågsinflammation – at hårsækken, som øjenvippen vokser fra, får forkert retning. Dermed kan øjenvippen komme til at vende ind mod øjet. Fejlrettede øjenvipper kan trækkes væk med pincet, men vil komme igen, så man må fortsætte med at trække dem væk, når det generer. Man kan også lave en lille operation, hvorved hårsækken destrueres, for at undgå at den fejlvendte øjenvippe vokser ud igen.

Copyright Richardt Hansen

Pterygium

Pterygium og pinguecula

Ordene, der anvendes indenfor mit fag, er somme tider ret fremmedartede. Pterygium er et af disse. Det har altid givet mig associationer til flyvende øgler fra dinosaurus’ernes tid (pterodactyl’er). Fælles for disse lidt fremmede ord er første del af ordene ptero– som er græsk for vinge.

En vinge i øjet

Pterygium er en trekantet slimhindefold, der vokser ind over hornhinden fra siden. Det ligner dermed en lille gråhvid vinge, hvoraf betegnelsen pterygium. Det anses for at være en aktinisk forandring, hvilket betyder, at det er fremkaldt af solens stråler. Det er en degeneration af slimhinden, som opstår mest hos mennesker, der er udsat for meget sol. Derfor ses forandringen mest hos folk under varmere himmelstrøg. Men også hos landbrugsarbejdere og fiskere, der er meget ude i  solen. Tørre øjne er en medvirkende årsag.

Pterygium

Pterygium

Symptomer

Der vil næsten altid være nogen tørhed i øjnene og ellers mærkes forandringen ikke så længe den holder sig nogle mm inde over hornhindens kant. Sommetider vokser forandringen meget og kommer derved til at deformere hornhinden, så der bliver stor bygningsfejl (astigmatisme). Og i værste fald kan pterygium vokse sig helt ind i midten og dermed dække pupillen og synet. Slimhindefolden kan også blive inflammeret, hvilket medfører smerter og rødme.

Behandling

Så længe forandringen er diskret og ikke giver nogen synspåvirkning er det ikke nødvendigt at behandle et pterygium. I vores ende af verden vil patienten dog som oftest ønske forandringen fjernet af kosmetiske grunde. Hvis forandringen bliver så stor, at den giver bygningsfejl eller i øvrigt nedsætter synet, så bør den fjernes kirurgisk. Det er ikke helt ualmindeligt med recidiv. Specielt ikke fordi patienten jo som oftest stadig opholder sig meget i sol.

Operationstyper

Den oprindelige metode var at fjerne forandringen, hvorefter såret selv helede. Men her var der recidiv i op mod 80%, og recidivet var ofte mere aggressivt end den oprindelige forandring. En bedre metode er fjernelse af forandringen og så transplantation af slimhinden oven for hornhinden ned til det område, hvor pterygium’et er fjernet (autolog transplantation). Dette transplantat kan enten sys på eller limes på med biologisk lim.

Pinguecula

Der er en “fætter” til pterygium, som hedder pinguecula. Dette ord kommer fra det latinske pinguis som betyder fedt eller smørelse. Her er der ligeledes tale om en degeneration af slimhinden i øjet. Den viser sig som en lille gulgrå fortykkelse af slimhinden. Ses mest almindeligt ind mod næsen fra hornhinden af – men den kan også sidde på ydersiden fra hornhinden. Derimod vokser den aldrig ind over hornhinden. Forandringen giver ikke anledning til noget besvær bortset fra sukket foran spejlet, når man nu har opdaget endnu en af livets små forandringer.

Man kan principielt fjerne en sådan forandring med et lille indgreb. Men husk på, at der så kommer et lille ar i stedet. Der er næppe nogen andre, der bemærker et pinguecula end patienten selv. Så hvorfor skifte det ud med et ar?

Copyright Richardt Hansen

Øjenlåg

Øjenlåg der hænger

Overskydende hud – dermatochalasis

Med alderen kan huden på de øverste øjenlåg blive mere slap og hængende.  Huden kan komme til at ligge som en fold helt ud over øjenvipperne. Det kan blive generende for synet, hvis øjenlåget/huden hænger delvis for pupillen. Det kan også medføre flere øjeninfektioner fordi, der bliver folder hvor der kan samles sved og bakterier. Tilstanden kan klares med et lille kirurgisk indgreb, hvor et passende overskud af hud fjernes. Når synet/synsfeltet er påvirket af denne hængende hud, så kan operationen laves både på hospital og hos praktiserende offentlig øjenlæge uden at patienten skal betale noget for det.

Kosmetisk operation

Det er ikke alle, der venter med operation til synet/synsfeltet er påvirket. I nogle tilfælde synes patienten at de hængende øjenlåg er kosmetisk generende: Man ser mere træt ud og det kan også gøre det umuligt at anvende makeup. I sådanne tilfælde betales operationen ikke af det offentlige og udføres kun mod egenbetaling hos praktiserende øjenlæge.

Hvor meget fjernes?

Øjenkirurgen måler først ud, hvor meget overskydende hud, der kan/skal fjernes. Hvis der fjernes for meget kan det give besvær med tørre øjne bagefter, fordi øjet så ikke lukkes helt når man blinker. Og i enkelte tilfælde kan det give ekstrem udtørring, hvis øjet ikke er helt lukket når man sover.

Hvis der omvendt fjernes for lidt hud, vil der stadig være en hudfold, der kan genere.

Ar efter operationen?

Efter huden er fjernet sættes der sutur, som skal sidde en uges tid. Syningen og dermed arret lægges i den naturlige øjenlågsfold, så det næsten er usynligt, når det er helet. Lige efter operationen kan man dog være vældig hævet og misfarvet omkring øjnene. Det forsvinder heldigvis hurtigt

Nederste øjenlåg hænger – poser under øjnene

De nederste øjenlåg kan også hænge: Det er såkaldte poser under øjnene. Dette kan også rettes med et lille indgreb. Denne operation regnes altid for at være kosmetisk, da disse poser aldrig generer synet. Her lægges incision og dermed arret lige i nederste øjenlågskant og den smilerynke, der er i yderkanten af øjet.

Ikke bare hud

Man kan også have øjenlåg, der hænger ned over pupillen, hvor det ikke bare er overskydende hud, men derimod hele øjenlåget. Nogle gange bare på det ene øjenlåg og andre gange begge øverste øjenlåg. Det bør altid undersøges hos øjenlæge, da det kan skyldes sygdom – specielt, hvis det kun er den ene side. Hvis det er muskelslaphed (ptose), så kan en lille operation stramme op på muskulaturen, så øjenlåget ikke generer synet. En sådan operation kan laves på sygehus eller hos øjenlæge med speciale i øjenlågskirurgi.

Copyright Richardt Hansen

Bedøvelse

Bedøvelse ved grå stær operation

Bedøvelse ved kataraktoperation med ultralydsmetoden er ofte såkaldt dråbebedøvelse.

I 1994 var jeg på kongres i Boston og hørte fra mange amerikanske kolleger, at de kun anvendte bedøvende dråber i forbindelse med ultralydsoperationen i modsætning til Sverige, hvor vi anvendte bedøvelse med indsprøjtning. Da jeg kom hjem til Lund, fik jeg tilladelse fra min chef at bedøve med dråber – forudsat patienterne accepterede dette. Jeg var således den første øjenkirurg i Sverige, der anvendte dråbebedøvelse. Der var mange patienter, som var glade for at undgå indsprøjtning. Efter et års tid blev alle mine patienter bedøvet med øjendråber. Jeg begyndte desuden at anvende bedøvelses-gel på øjets overflade, som dels holder øjet fugtigt under hele operationen og dels forstærker overfladebedøvelsen.  (Denne bedøvelses-gel har desuden vist sig at mindske infektioner da den er bakteriostatisk).

Finjusteringer af min teknik

Da jeg i 1997 flyttede til Danmark og begyndte at operere katarakt patienter på Frederiksberg Hospitals øjenafdeling tog jeg denne teknik med til Danmark. Mine daværende kolleger på Frederiksberg anvendte alle sprøjtebedøvelse (se nedenfor). Samtidig hermed forsvandt også behovet for at have en klap på det nyligt opererede øje. Denne klap var nødvendigt efter den tidligere bedøvelse, hvor patienten ikke kunne blinke, før bedøvelsen var væk.

Nogle enkelte patienter oplevede det besværligt, når der blev skyllet med ultralydsapparatet. Jeg begyndte derfor at skylle med tynd opløsning af bedøvelse ind i øjet, inden skylningen med ultralydsapparatet. Det var oprindeligt foreslået af den amerikanske øjenkirurg Joel Sugar og viste sig meget effektivt i at fjerne i stort set alle smerter i forbindelse med operationen. Denne bedøvelsesmåde med dråber, gel og tynd opløsning til at skylle inden i øjet har jeg fortsat med lige siden.

Narkose

Man kan også anvende narkose ved grå stær operationer. Nemlig i de tilfælde hvor patienten ikke kan ligge stille under operationen trods evt beroligende tablet. Det gælder navnlig børn og unge mennesker.

Demente patienter bør derimod ikke opereres i narkose, da narkose kan forværrer demens-sygdommen. Demente bør i stedet opereres i såkaldt balanceret i.v. sedering. Der medvirker altid en narkoselæge ved operation med i.v.sedering (samt naturligvis  også ved operation i narkose). I min privatklinik har jeg ingen mulighed for at operere i narkose. Derimod kan der arrangeres operation med i.v.sedering efter nærmere aftale, da det kræver medvirken af en narkoselæge.

Bedøvelse ved kataraktoperationer før år 1900

Stærestikning. Illustration fra <em>Dictionnaire Universel de Médecine</em> (1746-1748)Ved de såkaldte stære-stikninger i middelalderen havde man ingen kendskab til lokalbedøvelse. Patienten drak alkohol og medhjælpere hjalp med at holde patienten under indgrebet, som var hurtigt overstået. I  1885 tilkom dråbeanæstesi med kokaindråber – meget lig den moderne bedøvelse bortset fra, at man ikke anvender kokain i dag.

Bedøvelse ved kataraktoperationer 1900 – ca 1995

Da jeg lærte at operere grå stær på øjenklinikken i Halmstad (og senere i Lund), var det almindeligt at bedøve patienten med sprøjte. Der blev dels sprøjtet såkaldt retrobulbær bedøvelse og dels en såkaldt ’van Lindt blokade’.

Van Lindt blokaden var kun anvendt af enkelte af kirurgerne. Den var ret smertefuld for patienten, men sørgede til gengæld for at øjelåg og de muskler, der lukker øjet, var bedøvede. Men da man under operationen anvendte en såkaldt øjenspærre til at holde øje åbent, var van Lindt blokaden egentlig unødvendig.

Den retrobulbære bedøvelse blev givet under øjet og med sigte på at lægge bedøvelsen ind bag øjeæblet, hvorved alle øjenmuskler minus en blev bedøvede og i ca halvdelen af operationerne var patientens syn også bedøvet af denne indsprøjtning.

Risici med retrobulbær bedøvelse

  1. Eftersom øjets nethinde og synsnerven egentlig er en del af centralnervesystemet, så går hjernens hinder med synsnerven helt ud til øjeæblet. Som manchetter omkring synsnerven. I uheldigste tilfælde kunne man komme til at sprøjte sin lokalbedøvelse ind i hjernehinden. Et sådant uheld medførte lokalbedøvelse af hjernen – hvorved patienten mistede, bevidstheden, fik krampeanfald og holdt op med at trække vejret. Det er ekstremt sjældent, men var årsagen til at en patient, der havde fået denne bedøvelse ikke måtte være alene de første 15 minutter efter bedøvelsen. Hvis det indtraf, var man nødt til at trække vejret for patienten med Rubens pose / ventilator samt behandle kramperne med stesolid. Og så ellers vente på at bedøvelsen holdt op med at virke. Hvis man ikke overvågede patienten og uheldet var ude, ville patienten dø. – Denne komplikation er aldrig indtruffet i Sverige. Der er et beskrevet tilfælde i Danmark og nogle tilfælde i USA.
  2. Sprøjten kunne perforere blodkar, som derved blødte ud i det løse væv omkring øjet. Hvis det var vener der blev perforeret, stoppede blødningen ret hurtigt af sig selv uden at det medførte andre komplikationer end at patienten havde et ordentligt blåt øje de første par uger efter operationen. Det skete faktisk for ca 50% af alle de patienter vi opererede på den måde. – Hvis det på den anden side var en arterie der blev perforeret, så kunne blødningen blive så voldsom, at trykket fra blødningen kunne afklemme synsnerven og dermed ødelægge patientens syn. Jeg har i mine 27 år set dette ske én gang på en patient i Lund. Man så med det samme at perforationen skete, idet øjet med det samme blev mere fremstående pga blodtrykket bagfra. Med en såkaldt kantotomi blev der åbnet ind til blødningen, så trykket på synsnerven blev lettet. Trods dette endte patienten med at have nedsat syn på det øje.
  3. Sprøjten kunne perforere øjeæblet. Specielt hvis øjeæblet hos patienten er stort (meget nærsynede patienter) var dette en reel risiko. Hvis dette skete medførte det en nethindeløsning, som så måtte opereres. Jeg har aldrig set denne komplikation, men har hørt den omtalt fra andre klinikker.
  4. Sprøjtespidsen kan i ekstremt sjældent tilfælde medføre en livstruende infektion (såkaldt orbital flegmone).
Copyright Richardt Hansen

Hygiejne

Antiseptisk kirurgi

Moderne kirurgi starter med Joseph Lister som var en skotsk kirurg. Før Lister var de fleste operative indgreb behæftet med stor dødelighed. Lister mistænkte, at der var kim i luften, som fik operationssåret til at gå i forrådnelse. Da han stod med en patient med et kompliceret benbrud i 1865, hvor den brækkede knogle stak ud gennem hudsåret, afprøvede han, om han kunne undgå denne forrådnelse. Han badede såret med fenol og rensede ligeledes sine instrumenter i fenol. Han reddede derved livet og benet på en 11 årig dreng, som havde fået sit ene ben knust under et vognhjul. Tidligere ville en sådan skade have medført amputation, som i sig havde en ca. 50% risiko for forrådnelse og dermed smertefuld død.

Lister publicerede i 1867 et studie ”Antiseptic Principle of the Practice of Surgery”. Han kunne vise, at dødeligheden ved benamputation faldt fra 45% til 15%, når man anvendte antiseptik i forbindelse med operation.

I løbet af de næste årtier faldt dødeligheden i barselfeber samt ved kirurgiske indgreb efter indførsel af antiseptisk teknik, som beskrevet af Joseph Lister. Sideløbende med dette publicerede Pasteur sine studier om biogenese, som Lister var inspireret af. Robert Koch påviste, at mange sygdomme var forårsaget af bakterier. Sidstnævnte fik Nobelpris i 1905 i medicin for påvisning af bagvedliggende bakterier ved sygdommene tuberkulose, miltbrand og kolera.

Aseptisk kirurgi

I slutningen af 1800-tallet kom aseptisk kirurgi. Charles Lockwood var en af de første fortalere for at varmedesinficere instrumenter og materialer, der skulle anvendes ved operation. Og han fik kirurgerne til ikke kun at skrubbe sine hænder, men også anvende operationshandsker og desinficeret kittel.

Man indrettede operationsstuer, hvortil der kun var adgang gennem et slusesystem, hvor man klædte om til operationsklæder samt udførte kirurgisk håndvask.

Alle disse tiltag medførte et kraftigt fald i dødeligheden som følge af infektioner efter operationer.

Moderne operationsstuer

Indenfor de sidste 30 år har man forbedret yderligere på hygiejnen omkring operationer i den vestlige verden ved at anvende sterile engangskitler og engangsafdækninger. Og slusesystemet ind til operationsstuen er ved småkirurgi blevet erstattet af overtryksventilation. Det betyder, at hvis nogen kommer ind på operationsstuen, så vil der ikke suges luft ind udefra, men derimod vil luften suse ud fra operationsstuen. Dette ventilationsanlæg er desuden udstyret med et finmasket filter for at formindske muligheden for at bakterier kommer ind i operationsstuen.

Og så anvendes aseptisk teknik med instrumenter som enten er engangs eller steriliserede i dampautoklave. Og man anvender stadig antiseptisk teknik. Derimod er fenol ikke længere det anvendte middel, da det er stærkt vævsirriterende. I dag anvendes enten klorhexidin eller jod / povidone-jod.

Copyright Richardt Hansen

Bygkorn

Bygkorn

Bygkorn er en irriteret, øm og rød hævelse i kanten af øjenlåget. Den kan i enkelte tilfælde blive centimeterstor. Det er en lille kirtel i øjenlågets kant som er tilstoppet i udførselsgangen og derfor hæver.

Udførselsgangen kan enten stoppes fordi sekret fra kirtlen er for “tykt-flydende” og dermed danner en prop. Eller den kan tilstoppes fordi sekret/tårevædske/bakterier tilsammen laver en prop.

Kulde og blæst samt anvendelse af kontaktlinser øger risikoen for bygkorn.

Nogle mere end andre

Kirtelsekretet er mere tyktflydende hos nogle mennesker. Og det er heller ikke ens i livets løb. Ofte er det mest i teenageårene og ungdommen man har besvær med bygkorn.

Forebyggende

Man kan holde sine kirtler i øjenlågene åbne med nogle simple små tricks:

Sekretet bliver mere tyndtflydende i varme. Man kan derfor, når man står i det varme brusebad om morgenen, lade det varme vand løbe over de lukkede øjne nogle minutter. Det udvider udførselsgangen og gør sekretet mere tyndtflydende. Derefter masserer man forsigtigt sine øjenlågskanter. Dette sidste er med til at presse sekret ud af udførselsgangene.

I mangel af det varme brusebad kan man også bruge en vaskeklud, som vrides op i varmt vand. Læg den over øjnene et halvt minut og derefter forsigtig massage af øjenlåg.

Herudover er det en god ide at holde øjenlågene rene. Undgå mascara på selve øjenlågskanten. Rens øjenlågskanten med vatpind og fysiologisk saltvand eller med de specielle fugtige engangs-servietter, beregnet til dette. De fås i håndkøb på apoteket.

Behandling

Hvis man først har fået et bygkorn, som ikke bare forsvinder for lidt varme og massage, så må man anvende salve. Salven får hævelsen til at blive mindre og indeholder desuden antibiotika, som fjerner evt. bakterier, der har været med til at lave en ”prop”. Salven smører og renser desuden øjenlågskanterne. Og varme er også godt, når man har bygkorn. Undlad derimod massage af øjenlåget, som jo også er ømt.

Som en sidste udvej kan man, hvis bygkornet bare ikke vil forsvinde, kirurgisk skære hul på bagsiden af hævelsen ved en lille operation. Sekretet tømmes og skrabes ud.  En sådan operation foregår i lokalbedøvelse. Bagefter vil man også være rød i øjelåget indtil såret er helet igen. Og i helingstiden skal der anvendes øjendråber/salve.

 

Copyrigt Richardt Hansen

Skal øjet sys ved grå stær operation?

Selvlukkende operationssår

En del patienter spørger om øjet bliver syet efter en grå stær operation. Men det er ikke nødvendigt med syning. Åbningerne laves skråt igennem øjenvæggen. Derved vil trykket inden i øjet presse åbningerne sammen, så de lukkes, når instrumenterne fra operationen er fjernet.

Hvordan virker det?

Da jeg var barn, spillede vi ofte fodbold med en plastikbold. Det skete, at vi fik sparket bolden ind i en tornebusk. Hvis en torn gik lige ind i bolden, så gik luften ud af bolden, når man trak tornen ud og bolden var ødelagt. Men hvis tornen var gået skråt ind i bolden, så kunne man trække tornen ud, uden at luften gik ud af bolden. Det er samme princip, jeg anvender, når jeg opererer grå stær.

Tidligere tiders operationer med syning

I tidligere tider lavede man en meget stor åbning i øjet, for at få linsen hel ud. Den åbning var man naturligvis nødt til at sy bagefter. Der blev anvendt en nylontråd tyndere end et menneskehår. Nylon-materialet opløste sig selv i løbet af nogle år. Tråden begyndte ofte at stritte og gnave, når den gik i mindre stykker. Patienterne kom så tilbage og fik trukket de resterende trådrester ud med  en fin pincet. Ca. en promille af patienterne oplevede senere, at det oprindelige sår sprang op, hvis de fik et slag eller stød mod øjet. Faktisk er det sådan, at operationsåbningen i øjet kun vokser sammen i overfladen. Selve bindevævet herunder består af kollagene fibre. Og de vokser ikke sammen igen, når de er revet eller skåret over.

Når såret spang op

De patienter, som kom ud for, at arret i øjet sprang op, var enten faldet eller havde fået stød/slag direkte mod øjet. Jeg kan fra tiden i Lund huske en, der havde fået en bilantenne mod sit øje, og en som var faldet over et trappetrin og en der havde stødt sig mod en reol, mens en anden havde stødt sig mod bordet ved sengen. Disse patienter blev syet sammen igen og fik antibiotika, og de fik ingen varige mén.

De moderne operationers små åbninger kan heldigvis ikke sprække. Der er set patienter med ret voldsomme slag/stød mod et grå stær opereret øje, uden at operationssåret er sprunget op. Så på den måde er den moderne operationsteknik et stort fremskridt.

Copyright Richardt Hansen