Tag Archive for: kunstig linse

30 års jubilæum

Den 13.februar 1989 lavede jeg min første selvstændige grå stær operation. Min vejleder var overlæge Lena Brodin i Halmstad. Jeg havde assisteret ved hendes operationer gennem måneder og fået lov til at lave mere og mere af hver operation, indtil jeg nåede frem til den første helt selvstændige operation.

ECCE

Den operationsteknik, jeg blev oplært i, var den såkaldte ECCE. Øjet åbnes kirurgisk stort nok til at den uklare linse blev fjernet i hel tilstand. Øjet skulle derfor sys sammen bagefter med en 10-0 nylontråd, som er tyndere end menneskehår. Denne operationsteknik nåede jeg at foretage ca. 1000 grå stær operationer med.

Phaco

I 1994 blev jeg ansat ved øjenafdelingen i Lund og derefter oplært i den nyere phacoemulsifikationsteknik af Overlæge Ingrid Florén. Siden 1995 har jeg opereret mine patienter i såkaldt dråbeanæstesi. Der er så tilkommet små-justeringer i teknikken i alle årene siden. Operationsudstyret er blevet mere sofistikeret og alt sammen har været med til at lave operationen for grå stær til en meget sikker operation for patienten.

Refraktiv kirurgi

Hvor patienterne i 1980’erne og 1990’erne primært kom for at få fjernet den grå stær, så kommer de nu også med et ønske om at slippe for briller i forbindelse med operationen. Det er endda blevet almindeligt, at en evt. bygningsfejl i øjet rettes i forbindelse med operationen for grå stær. Nogle patienter går endda skridtet videre og får indopereret trifokale linser i øjet, så de også slipper for læsebriller.

Ny prispolitik fra og med 1.marts

Fra og med 1.marts vil jeg have en enhedspris på grå stær operation. Så ikke nogen ekstra pris for at rette eventuel bygningsfejl. Prisen for en grå stær operation vil blive 9.500 kroner per øje og operationen vil rette bygningsfejl, hvor dette er påkrævet. Patienterne vil fortsat blive informeret omkring bygningsfejl, men skal ikke vælge om de vil betale ekstra for en sådan operation. Det er inkluderet ved behov.

Mest succesfulde operation

Grå stær operation er en af de største kirurgiske succeser i menneskehedens historie. Den redder ikke direkte liv, men forhindrer nedsat syn i alderdommen. Operationsteknikken kom “just in time” sammenfaldende med at mennesker verden over nu har en forventet gennemsnitlig levetid på over 70 år. I de velstillede lande endda over 80 år.

Antal operationer

De første 10 år udførte jeg ca 2-300 operationer årligt og lavede også andre øjenoperationer (hornhindetransplantationer, øjenlågskirurgi, tryksænkende operationer for grøn stær). For 20 år siden subspecialiserede jeg mig i grå stær kirurgi og udførte derefter mere end 1000 operationer om året. Et enkelt år (2006) udførte jeg 2571 operationer. Totalt har jeg nu lige inden mit 30 års jubilæum udført 28.889 operationer. Hvis man ser på opgørelser over komplikationer i forbindelse med grå stær operationer, så er risikoen ca 2-3% i de fleste internationale undersøgelser. Hvis kirurgen derimod udfører mange operationer, så falder risikoen til under 1%. Personligt har jeg ca et “hul i bagkapsel” på  1 operation ud af 5-6000.

Sverige

Efter nogle år med kun at operere i min egen klinik, er jeg nu tilbage i Sverige, hvor jeg opererer patienter hver anden uge. Dette er med til at holde mit antal af årlige operationer over 1000. Hvilket som nævnt ovenfor giver mig færre operationskomplikationer.

Copyright Richardt Hansen

Patienterne der blev nærsynede

Tilbage i 80’erne, da jeg var i gang med uddannelsen til øjenlæge, havde vi ikke så fine måleinstrumenter, som vi har nu, når der skal tages mål til styrken af den kunstige linse. Rent faktisk så var der nogle af overlægerne, der havde rutine i at vurdere den kunstige linses styrke ud fra patientens brillestyrke, inden patienten fik grå stær.

Ultralydsmåling

Men så kom der et apparat til klinikken, som kunne tage mål ved hjælp af ultralyd – et såkaldt A-scan. Det var en smule besværligt at anvende, da målehovedet skulle fyldes med vand, så målesonden ikke trykkede på patientens øje. Ellers ville trykket på øjet påvirke måleresultatet og dermed beregningen af styrken på den kunstige linse. Måleapparatet havde nogle indbyggede formler, som gjorde beregningen let, når først  målingerne var gjort. Disse formler var lavet ud fra nogle antagelser om øjets opbygning. Eller de var såkaldte regressionsformler, hvor man kiggede ”baglæns” på nogle tusinde allerede opererede patienter. Der havde man facit i hånden og deres øjenmål, samt styrken på den indopererede linse.

Sammenlignende studie

Jeg lavede et lille studie for min uddannelsesklinik, hvor jeg sammenlignede resultaterne ud fra de forskellige formler eller ud fra de rutinerede øjenlægers personlige erfaring. Det viste sig at den personlige erfaring var ca 5 gange dårligere end den dårligste formel. Desuden var der forskel i formlernes præcision. Til disse formler skulle man have en såkaldt linsekonstant, som linsefabrikanten opgav. Mit lille studie blev publiceret i Läkartidningen i 1989.

Forkert linsekonstant

En af de linser, der blev opereret ind dengang, var fra et firma, som havde oplyst den såkaldte A-konstant til en af overlægerne (den stod faktisk ikke på linseforpakningen dengang!). Overlægen havde desværre hørt forkert, så vi beregnede dermed en forkert linsestyrke. Der gik en 2-3 måneder inden det blev klart, at noget var galt. En opgørelse viste, at de patienter, der havde fået denne linse med den forkerte beregning, var blevet mellem minus 2 og minus 3 i brillestyrke efter operationen, selvom der var blevet sigtet på, at de skulle blive ca minus 0,5. Minus 2- 3 er præcis det, der hedder læsemyop. Patienterne kunne altså alle læse uden briller, men måtte have afstandsbriller.

Glade patienter

Generelt set var patienter, der blev opereret for grå stær i 1980’erne meget glade for deres operation. Bare det at komme til at se igen var en helt revolution. Men de her patienter, der blev nærsynede, var de allermest glade patienter. De havde som ofte ikke kunnet læse uden briller, siden de fik gammelmandssyn i 45-50 års alder. De fleste af patienterne var over 80 år, og for dem var det nære som avisen eller håndarbejdet meget vigtigere end bilen og afstandssynet. Anderledes er det jo i dag, hvor de fleste, der bliver opereret, stadig kører bil – ja mange arbejder stadigvæk. I dag bliver de fleste kun tilfredse, hvis de helt kan undvære afstandsbriller – og så bare bruge læsebriller. Eller de vælger trifokale kunstige linser for helt at undvære briller både til afstand og læsning. Heldigvis har vi i dag meget mere præcise måleinstrumenter. Linse beregningsformlerne er også blevet betydeligt bedre.

Copyright Richardt Hansen

 

Det første døgn efter grå stær operation

Den første halve time efter grå stær operation er man stadig blændet af det stærke operationslys. Men derefter plejer synet gradvist at vende tilbage. Pupillen er dog stor – hos nogle bliver den først normal efter 1-2 døgn. Dette forhold er med til at blænde og sløre synet.

I løbet af 6-8 timer efter operationen stiger trykket i øjet en anelse over det normale øjentryk. Når dette sker, hæver hornhinden en smule. Patienten ser dette ved, at der kan komme ringe omkring lys og lamper. Som oftest er det væk igen, når patienten vågner næste morgen og trykket er gået ned til normalt.

Hævet hornhinde

Enkelte patienter har større risiko for at hornhinden hæver mere end det ovennævnte: Man kan have en sart hornhinde (endoteldystrofi). I det tilfælde vil man allerede ved forundersøgelsen være blevet advaret om, at der kan være en tid efter operationen med sløret syn pga hævet hornhinde.

Der kan også have været tale om en hård linse. Nogle typer af grå stær bliver linsen mørkebrun og hård. Dette betyder, at der skal anvendes mere ultralyd ved operationen for at ”opløse” den gamle linse. Al denne ultralyd irriterer hornhinden, som derfor kan være hævet en tid efter operationen.

Og endelig er der patienter, der har meget lidt plads foran linsen. Dette betyder at operationen foregår meget nærmere ved hornhinden, som derved bliver irriteret og kan være hævet en tid efter operationen. Dette ses specielt ved patienter, der er meget langsynede.

Hvis hornhinden hæver, vil synet være diset gråt eller diset hvidt. Når hævelsen lægger sig igen, bliver synet normalt. En hævet hornhinde betyder også at man midlertidigt er lidt mere langsynet (behøver anden brillestyrke) end når hævelsen har lagt sig.

Rødt øje

Nogle gange kan der være et blodkar i slimhinden som brister ved operationen. Det er helt ufarligt og svarer egentlig til et blåt mærke i huden (som jo også er et bristet blodkar i huden). Det ser altid voldsomt ud med et rødt øje, men medfører ikke andre gener end det rent kosmetiske. Et sådant rødt øje vil ofte blive normalt og blegt igen efter 2-3 uger.

Kan ikke læse

Hvis man er opereret med en normal kunstig linse, så er denne linse med én fast styrke. Det er aftalt ved forundersøgelsen, om man vil kunne læse uden briller eller se langt uden briller. De fleste vælger det sidste. I det tilfælde skal man have læsebriller for at kunne læse. Med mindre man sidder i sollyset ude i haven – i så stærkt lys kan alle læse uden briller. Men indendørs vil det ofte være nok med et par billige læsebriller med styrken +2 eller +2½.

Verden er blå

Når man er nyopereret vil man ofte registrere, at det nyopererede øje ser farverne mere blåt. Det er helt normalt og skyldes, at den naturlige linse i øjet bliver mere og mere gul/brun med årene. Når denne gul/brune linse erstattes af en klar linse vil alt se mere blåt ud. I løbet af nogle måneder vænner hjernen sig til dette.

Verden sitrer

Den naturlige linse, der fjernes ved grå stær operationen er ca 5 mm tyk. Den kunstige linse, som man får ind i øjet i stedet for den naturlige, er kun 0,5mm tyk. Den kunstige linse har 2 let fjedrende ben, som holder den på plads. Men i de første par måneder vibrerer den kunstige linse lidt, hver gang patienten blinker eller flytter blikket. Nogle patienter oplever tydeligt dette som en let sitren/vibration i synet. Dette fænomen aftager i takt med at den kunstige linse til sidst bliver ”låst fast” i den gamle linses membran. Som med de fleste synsfænomener, der generer, gælder det om at fokusere så lidt som muligt på dette. Jo bedre man er til at ignorere sådanne gener, jo hurtigere forsvinder de (hjernen vænner sig til det og ignorerer).

Se også mit indlæg om forholdsregler efter en grå stær operation samt indlæg om farver og lys efter en grå stær operation

Copyright Richardt Hansen