Punks af Oliver Bak

Forholdsregler efter grå stær operation

Forholdsregler efter grå stær operation

Efter grå stær operation – uden nogen komplikationer under operationen – må du leve helt normalt. Du må bøje dig ned og løfte lige så meget, du plejer. Lav endelig gymnastik og hold dig i gang. Hvis du kommer til at gnide dig i det nyopererede øje, så sker der heller ingen ulykker. Men øjet er naturligvis ømt.

Svømmehal?

Der er dog en enkelt ting, du skal lade være med: Gå ikke i svømmebassin før 2 uger efter operationen. Klorvandet i bassinet er ikke godt for et operationssår. Der sker derimod intet ved at gå i det sædvanlige brusebad. Vaske hår er også tilladt. I det hele taget er det vigtigt at holde en god hygiejne – også når man er nyopereret.

Arbejde?

Man må gerne arbejde efter en grå stær operation. Løft og anstrengelser skader ikke øjet. Men hvis du har brug for at køre bil i arbejdet, er det en god ide at vente med at genoptage arbejdet, indtil synet er blevet kontrolleret, så du er sikker på, at synet opfylder kravene for at køre bil. Ligeledes må man ikke køre bil med en forstørret pupil.

Øjendråber

Efter grå stær operationen skal du anvende øjendråber. I min klinik er det Softacort eller Maxidex og Nevanac, som anvendes. Førstnævnte er svage kortisondråber. De skal dryppes i det opererede øje 3 gange dagligt, indtil der ikke er flere dråber. Nevanac’en er en tyktflydende dråbe, der skal dryppes 1 gang dagligt, indtil flasken er tom.

Softacort / Maxidex anvendes for at forhindre inflammation af regnbuehinden.  Nevanac’en anvendes for at formindske risikoen for hævelse i nethinden efter operationen.

”Jeg har læst at man skal holde sig i ro?”

Mange af mine patienter har set information fra sygehusafdelinger og andre kirurger, hvor der står at man ikke må løfte m.v. Og det er rigtigt, at det må man ikke, hvis der har været komplikationer, eller hvis man er opereret med ældre teknik. Mange brochurer omkring grå stær operation er skrevet i 90’erne eller tidligere, og så har man bare opdateret sproget lidt, men ikke ellers taget stilling til indholdet.

Hvorfor måtte man ikke løfte?

Tidligere blev man opereret med en teknik, hvor åbningen/såret i øjet var stor. Patienten blev derfor syet. Indtil såret var vokset sammen, var der en lille risiko for, at såret kunne springe op, hvis der kom for meget tryk mod øjet – som f.eks. ved tunge løft. Med den moderne operationsteknik er åbningen, som man laver ved operationen, kun ca 2 mm, og den er konstrueret som en ventil, der lukker, når operationen er færdig. Der er derfor ingen syning. Jeg har set patienter, der har fået voldsomt slag mod det nyopererede øje. Selv ved sådan kraftig vold holder operationssåret tæt. Med den gamle teknik derimod vil slag mod øjet selv flere år efter operationen bevirke, at operations-såret springer op igen. Vi så det ved ca 1 per 1000 i Lund i begyndelsen af 90’erne.

Hvad med trykket i øjet efter en grå stær operation?

Under selve operationen er trykket nul, når man åbner øjet. Under skylningen/udsugning af linsen varierer trykket meget. Ved afslutningen af operationen kontrollerer jeg manuelt, at trykket er normalt. Indenfor de første 6-8 timer stiger trykket lidt, for derefter at vende tilbage til normalt.  Kortisondråberne Maxidex / Softacort kan hos enkelte få trykket til at stige. Det bliver normalt igen, når man slutter med dråberne

Kontrol dagen efter

Ved den ældre operationsmetode – samt hvis der har været komplikationer under operationen – skal man til kontrol dagen efter operationen. Den kontrol var/er nødvendig, for at se om operationssåret er tæt og for at se, at trykket i øjet er normalt. Med den moderne operationsteknik er kontrollen dagen efter ikke nødvendig.

Kontrol ca 1 uge efter

En evt. bakteriel infektion ved grå stær operation viser sig tidligst ca 5-6 dage efter operationen. Det er derfor strategisk smart, at få lavet en kontrolundersøgelse ca en uge efter operationen. Hvis alt i øvrigt ser helt normalt ud ved denne kontrol, behøves der ikke flere kontrolbesøg hos øjenlægen. Hvis der skal anvendes briller, kan patienten gå til optiker, når drypning med Softacort og Nevanac er slut. Hvis patienten derimod føler sig det mindste usikker, eller hvis synet bliver dårligere efter ugekontrollen, så er det vigtigt at ringe og få en ekstra kontrol. Jeg vil hellere se mine patienter én gang for meget end en gang for lidt!

Sand i øjet

Der er mange, der oplever en vis tørhed i operationsøjet, når de slutter med øjendråberne. Det kan føles som et sandkorn i øjet. Denne følelse vil sætte reflexen til tårekirtlen i gang. Så øjet kan godt løbe i vand, selvom det føles tørt. I de tilfælde plejer jeg at anbefale, at man køber såkaldt kunstige tårevæske-dråber. De fås i håndkøb på apoteket. Se i øvrigt de tidligere blog-indlæg om første døgn efter grå stær operation, samt Farver og Lys efter grå stær operation

Copyright Richardt Hansen