Tag Archive for: zonulatråde

Linsen inde i øjet er, som tidligere beskrevet, omsluttet af et basalmembran, som er ca 0,01 mm tykt. I periferien af linsemembranen er der en ring af såkaldte zonulatråde. Disse tråde er som et radiært net, hvorved linsen hænger i strålelegemet, corpus ciliare. Zonulatrådene har en diameter på ca 0,001 mm. De fæstner på linsemembranet i de perifere yderste 2 mm på forsiden og den yderste perifere mm på linsens bagside.

Linsens akkomodation

Som tidligere skrevet kan linsen ændre facon og dermed styrke. Det er specielt udpræget i barndommen/ungdommen, men aftager desværre i livets løb. Denne akkomodation finder sted ved at corpus ciliare populært sagt kan trække i zonulatrådene, så linsen bliver fladere.

Manglende zonulatråde

Der findes sygdomme hvor zonulatrådene kan mangle i en del af linsens omkreds. Det kan f.eks. ses ved Marfans syndrom. Slag mod øjet kan ligeledes få zonulatrådene til at briste i en større eller mindre del af linsens omkreds. Antallet af zonulatråde aftager desuden i livets løb

Fakodonisis

Hvis der mangler mange zonulatråde, kan øjenlægen ved en undersøgelse se, at linsen er decentreret.  Nogle gange er linsen blevet så løs, at den vibrerer, når øjet bevæges. Det hedder fakodonisis.

Grå stær operation

Under en operation for grå stær vil det skyllevand kirurgen anvender spænde zonulatrådene. Hos de fleste patienter vil glaslegemet bag linsen dog støtte så meget, at trådene ikke strækkes noget nævneværdigt. Hos enkelte patienter er der dog ikke megen støtte bagfra. Det gælder f.eks patienter med meget store øjne (nærsynede), og i særdeleshed gælder det patienter, der har fået foretaget en bagerste vitrektomi. Hos disse patienter strækkes zonulatrådene meget, hvilket patienten ofte kan mærke som en ubehagelig trykken.

Manglende zonulatråde og grå stær operation

Hvis der mangler zonulatråde, kan linsen begynde at tippe ved en grå stær operation. Kirurgen kan da med små specielle hager hænge linsen fast under operationen. Inden den kunstige linse lægges ind, vil kirurgen da lægge en såkaldt kapselring ind i linsemembranet. Denne ring har en så stor diameter, at den presser linsekapslen fast mod strålelegemet. I princippet behøver der bare at findes zonulatråde i 1-2 klokketimer af hele linsens cirkumferens, for at linsen skal kunne sidde fast med sådan en kapselring. De små linsehager fjernes, når den kunstige linse er sat på plads.

Linsens konsistens

Linsen med grå stær kan have en konsistens fra blød gele over lidt fastere i midten til en meget hård brunlig linse. De forskellige konsistenser kræver forskellige operationsteknik. Ved den meget hårde brune linse er kunsten at anvende mindst muligt ultralyd for at knuse linsen og dermed lave mindst påvirkning af endotelcellerne i hornhinden. Samtidig må der ikke trykkes unødigt på linsen, mens man “graver sig ned i den” med ultralyden – for ellers beskadiges zonulatrådene, som desuden ofte er svagere hos patienter med den type linse.

Helt løs linse

Hvis zonulatrådene brister helt, er det ikke muligt at fæstne den kunstige linse i linsesækken alene. I det tilfælde kan man sy en kunstig linse fast ved en senere operation. Eller man kan ved en senere operation fæstne en speciel type af kunstig linse til regnbuehinden. I ældre tider anvendte man også en såkaldt forkammerlinse. Den blev sat ind under hornhinden men foran regnbuehinden.

Copyright Richardt Hansen

Øjenanatomi

Øjet er et højt specialiseret sanseorgan. Øjet fungerer som et kamera. Man kan groft inddele øjet i den forreste del – optikken – og den bagerste del – filmen eller digitalchippen. Dertil kommer den ydre del, som er musklerne udenpå øjet, så øjet kan drejes i alle retninger. Med til den ydre del hører også øjenlågene og tårevæsken/kirtlerne, der beskytter og smører optikken. Hver af disse 3 dele af øjet kræver sine egne specialinstrumenter og specialister, hvis der skal opereres i øjet. Alle øjenlæger kan derimod lave undersøgelser af alle dele af øjet. I resten af dette blogindlæg beskriver jeg den specielle funktion af øjets forreste del.

Øjenanatomi

Øjets forreste del – optikken

Øjets forreste del består af hornhinden, regnbuehinden, strålelegemet og linsen. Hornhinden og linsen fungerer begge som linser – hornhinden har en fast styrke, der er næsten konstant livet igennem. Linsen derimod har en variabel optik, specielt i de unge år. Linsen ændres dog i årenes løb, se indlæg om akkomodation og grå stær.

Regnbuehinden

Regnbuehinden fungerer som kameraets blænde: Stor blænde = stor pupil og lille blænde = lille pupil. I livets løb bliver pupillen mindre og også mindre i stand til at udvide sig, end da man var ung. Regnbuehinden består dels af de forreste muskellag, der både er en ringmuskel (laver lille pupil) og radiære muskler (laver stor pupil) og dels af et bageste pigmentepitellag. Dette bagerste lag giver øjet dets farve (blå øjne, brune øjne, grønne øjne…)

Strålelegemets muskelfunktion

Strålelegemet (corpus ciliare) er dels en ringmuskel og dels en kirtel beliggende inden i øjet, lige udenom regnbuehinden. Linsen hænger via tynde zonulatråde fast i strålelegemet. Der er et tyndt membran omkring linsen som i periferien forstsætter som zonulatråde. Strålelegemet er den muskel, der får linsen til at akkomodere (ændre fokus).

Strålelegemets kirtelfunktion

Strålelegemets epitelceller producerer såkaldt kammervand. Det er næringsvæske + ilt til linsen og hornhinden. Linsen og hornhinden er helt uden blodkar og derfor afhængige af kammervandet. Der foregår en stadig produktion af kammervand, som løber ind foran linsen, ud gennem pupillen og ind bag hornhinden. Det ender med at presses ud i den perifere vinkel der er mellem hornhinden og regnbuehinden. Ude i den vinkel er der et specielt nærmest porøst væv, der hedder trabekelværket. Trabekelværket virker som øjets afløb for kammervandet. Fra trabekelværket presses kammervandet videre i små specielle kanaler for til slut at ende i det venøse blod.

Kammervandet og øjets tryk

Hvis “afløbet” af kammervandet i trabekelværket lukker til, så vil den stadige produktion af kammervand få trykket i øjet til at stige. Hvis denne tillukning sker akut, så vil trykket stige indenfor timer, hvilket er meget smertefuldt. Hvis tillukningen derimod sker gradvist vil trykket stige langsomt og patienten vil ofte ikke mærke noget symptom på dette. En trykstigning i øjet vil fordele sig i hele øjet. Øjets ydervæg er det hvide plus hornhinden. De er ret ueftergivelige, så øjet vokser ikke pga det stigende tryk. Derimod er der et “hul” i øjenvæggen bagtil, nemlig der hvor synsnerven kommer ind i øjet. Hvis trykket i øjet stiger, vil synsnerven blive presset og kan tage skade – grøn stær.

Copyright Richardt Hansen