Tag Archive for: tårevædske

Klinikken åbner igen for grå stær operationer

Min øjenklinik åbner igen for operation af patienter med grå stær. Det forudsætter dog, at du i øvrigt føler dig rask og frisk og ikke har feber. Ellers bliv hjemme, til du er rask.

Ring på

Alle patienter, som nu får en tid til forundersøgelse inden grå stær operation eller til operation for grå stær, skal ringe på døren ind til klinikken og vente på at blive låst ind. Det er derfor vigtigt, at man ikke kommer væsentligt for sent eller væsentligt for tidligt i forhold til aftalt tid (ellers ring!). Der er håndsprit i venteværelset, som man skal anvende ved ankomst til klinikken.

Værnemiddel

Jeg har nu i min klinik en tynd plastikskærm på spaltelampen, som sikrer mig/patienten, hvis en af os kommer til at hoste. Jeg vil ved alle undersøgelser anvende mundbind som yderligere beskyttelse. Jeg vil højst se en patient i timen, så der vil ikke være mere end en patient ad gangen i klinikken. Min sygeplejerske, som er til stede på operationsdage, vil også bære mundbind ved alle patient-samtaler. Min sekretær har fået en plexiglas-skærm i receptionen, men vil kun være til stede på operationsdage. I øvrigt arbejder hun hjemmefra med telefonpasning.

Alle andre patienter

Indtil videre kan der kun bestilles tid til grå stær patienter. Forhåbentlig vil jeg igen kunne modtage tidligere patienter til kontrol om 1-2 måneder. Nye patienter med andet end grå stær vil jeg ikke have mulighed for at undersøge, før det igen er normale tider, hvor jeg kan have mere end en patient per time.

Tårevæsken

Der er nu publiceret et studie fra Singapore, som viser, at patienter med postiv Covid-19 ved næse og svælg podning IKKE har fået påvist Corona virus i tårefilmen. Så tårefilm er ikke en smittevej ved Covid-19. (Anderson, Klang et al, Ophthalmology marts 2020). Der er derfor ikke nogen smitte risiko ved måling af øjentryk.

Richardt Hansen