Tag Archive for: monovision

GPC

Kontaktlinser er bekvemme og dejlige at anvende.  I hvert fald når man har lært sig at sætte dem ind og tage dem ud. Jeg havde for et par år siden en sygeplejerske, der prøvede at benytte mit forslag om monovision med en kontaktlinse på det ene øje. Dette for at undgå de læsebriller, som begyndte at blive nødvendige. Desværre lykkedes hun dog aldrig at bemestre teknikken med at få kontaktlinsen i øjet og heller ikke at tage den ud igen. Forsøget på dette medførte røde og irriterede øjne, så hun gav op. På den anden side slap hun så for alle de ulemper og risici, det jo også indebærer at anvende kontaktlinser.

Giant papillary conjunktivitis

En af de mest irriterende komplikationer for brugere af kontaktlinser er GPC (giant papillary conjunctivitis). Den rammer mest de, der bruger kontaktlinserne meget. Man regner med at ca 2-5% af alle kontaktlinseanvendere løber ind i problemer med GPC på et eller andet tidspunkt.  Som det engelske navn antyder, dannes der store papiller i slimhinden under øjenlåget. Hvis man vender det øverste øjenlåg, ser man mm store ”buler” i slimhinden, som ofte er rød og irriteret.

Symptomer ved GPC

Symptomerne ved GPC er en følelse af, at der er et fremmedlegeme i øjet (grus, sand – fornemmelse). Øjet kan blive rødt. Der kan være øget slimdannelse, som kan gøre synet sløret og sidst men ikke mindst så tolererer øjet ikke anvendelse af kontaktlinser. Ved forsøg på at anvende kontaktlinser vil disse ofte bevæge sig med øjenlåget, når man blinker.

Årsag til GPC ved kontaktlinser

Kontaktlinsen er et fremmedlegeme og GPC opstår som en immunologisk reaktion mod dette fremmedlegeme. Der er en såkaldt IgE reaktion, som man ser det ved allergi. Det ses oftere ved månedslinser end ved engangslinser, hvilket skyldes, at der ofte er proteinrester på månedslinserne, selvom de renses dagligt. Men også rensevæsken kan være en medvirkende årsag. For at undgå GPC, er det vigtigt at man renser sine kontaktlinser ordentligt – og med de rette midler.

Behandling af GPC

Hvis man først har fået GPC, vil det være nødvendigt at undlade brug af kontaktlinser, indtil papillerne igen er forsvundet. Det kan tage nogle uger eller mere. I den akutte situation kan man lindre symptomerne med en kortvarig kur med kortisonholdige øjendråber. Behandling med Lecrolyn øjendråber, antihistamin og NSAID kan også anvendes.

Forebyggelse mod GPC

For at mindske risikoen for udvikling af GPC, bør man holde pause med kontaktlinser ind i mellem. Veksle med briller, når dette passer ind i arbejde/fritid. Man kan også skifte til engangslinser, hvis man har mulighed for at få sådanne, der dækker ens behov. Man kan også prøve at skifte rensevæske til sine månedslinser. Dette har hjulpet nogle. Fremfor alt er det vigtigt at rense månedslinser dagligt og mindst en gang per uge rensning med proteolytisk enzym.

Andre ulemper med kontaktlinser

I løbet af foråret vil jeg fortsætte med andre ulemper/risisci ved kontaktlinser

Copyright Richardt Hansen

Monovision

Monovision er betegnelsen for, at det ene øje kan læse avis/bøger uden brille, mens det andet øje kan se langt (TV/biograf m.m.) uden brille. Når man er oppe i årene og er blevet presbyop (man skal anvende læsebriller for at kunne læse), så er monovision en mulighed for at slippe for briller. Det kræves bare at det ene øje er nærsynet mens det andet er emmetropt (normalsynet) . Dette kan gøres med kontaktlinser.

Dominant øje

Begge øjne anvendes normalt til både afstandssyn og til at læse med. Men hjernen anvender altid det ene øje mere end det andet til hver af disse funktioner. Det ene øje er dominant – det er det øje man sigter med. Man kan finde ud af, hvilket øje det drejer sig om på denne måde:  Stræk den ene arm ud og peg med din pegefinger på f.eks. på stikkontakten i den anden ende af værelset. Hold arm og finger stille, mens du lukker for først det ene og derefter det andet øje. Du ser nu, at det egentlig bare var det ene øje, du pegede med. Når du lukker dette dominante øje, så vil pegefingeren pege ved siden af kontakten i stedet for på kontakten.

Ikke dominant øje

Det andet øje, som ikke pegede på stikkontakten, er det ikke-dominante øje. Det anvendes mest ved nærarbejde. Hvert øje for sig kan naturligvis begge dele, men hjernen og vanen gør, at de har hver deres hovedfunktion. Det er ligesom hænder (og fødder): Nogle anvender højre hånd til at skrive med, andre venstre. Nogle spiller fodbold med højre ben, mens andre anvender venstre. Man kan træne det modsatte. Hvis man f.eks. skader højre hånd, så man ikke kan skrive med den, så kan man træne venstre hånd op til at kunne skrive – også så det kan læses.

Monovision kan trænes

I stedet for at begynde med læsebriller, kan man få tilpasset kontaktlinser, så det ikke-dominante øje kan læse uden briller. Det dominante øje kan så se langt uden briller. Ca 60% af alle mennesker vil ret hurtigt kunne vænne sig til dette monovision. Resten kan ikke vænne sig til at se sløret med det ene øje, – for det er jo egentlig det, man gør. Disse sidste er derfor nødt til at anvende læsebriller, når de bliver presbyope.

Begrænsninger ved monovision

Nogle erhverv kræver, at der er lige godt syn på begge øjne: Man må således ikke anvende monovision, hvis man f.eks er erhvervs-chauffør. Så må man kun anvende monovision i sin fritid.

Grå stær operation og monovision

Patienter, som allerede før operationen for grå stær havde monovision, kan få opereret deres grå stær med sigte på bagefter at have monovision uden kontaktlinser. Dette kan man tale med øjenkirurgen om inden operationen og således finde ud af, hvad der er mest bekvemt / muligt.

Copyright Richardt Hansen