Rebellkirurgen
Rebellkirurgen
Jeg skrev et blog indlæg i april 2017 om en af mine tidligere læremestre Erik Erichsen. Det var i forbindelse med at CPH:DOX viste filmen Rebel Surgeon om Eriks virke på et sygehus i Ethiopien gennem 10 år. Erik Erichsen er nu pensioneret. Han bruger tiden til at rejse rundt og holde foredrag om sundhedsvæsenet. Udover det spiller han trompet og har uddannet sig yderligere udi musikken . Nu er han aktuel med en bog om sit liv, Rebellkirurgen. Bogen udkommer senere i år på dansk.
Ethiopien m.m.
I bogen fortæller Erik om sin baggrund i Danmark, sin uddannelse til læge og om hans karriere indenfor kirurgien. En karriere der starter i Sverige med enkelte afstikkere til Bornholm. Mest af alt beskriver han karrieren i Ethiopien og i Kampuchea under helt andre forhold, end vi kender. Erik Erichsen har en fantastisk evne til at fokusere på behandlingen og på at finde løsninger, når der ikke er de ressourcer, som vi har vænnet os til. De, der ikke allerede har set dokumentarfilmen, bør leje den og se den.
Korrektur / redaktør
Bogen er indtil videre kun tilgængelig på svensk. Jeg har læst den og synes overordnet, at den er tankevækkende og læseværdig. Bogen har sine skønhedspletter. Ind imellem følte jeg mig som gidsel i en vendetta mellem forfatteren og hans tidligere arbejdspladser. Jeg tror en aktiv redaktør ville have kunnet gøre bogen lidt skarpere og måske fjernet vendettaen. Eksjö Lasarett kan jeg f.eks ikke genkende Eriks beskrivelse af. Det var der, jeg under min turnus mødte Erik, som var i gang med sin ortopædkirurgiske specialistuddannelse.
Eksjö Lasarett
Jeg havde min turnus i kirurgi på Eksjö Lasarett i 1986-87. Det er en af de bedste arbejdspladser, jeg har været på. Med den mest fantastiske chef, jeg overhovedet har haft i min karriere. Docent Johannes Järhult (senere professor) påvirkede mig dels med hans ydmyghed og menneskesyn og dels med hans kvalitetstankegang. Det var dér, jeg lærte at holde øje med kvaliteten af den kirurgi, der udføres. Hele tiden at holde den op mod kendte standarder. Fordi man ikke må have dårligere resultater end standarden – og fordi man hele tiden skal hæve standarden, så det ikke bare stopper ved laveste fællesnævner. Jeg mærkede aldrig nogen misstemning mellem Erik Erichsen og klinikledelsen.
Fritiden i Eksjö
En af de andre ting, jeg husker fra den periode, er, at vi omgik hinanden. Det er ikke alle steder, jeg har arbejdet, hvor vi kolleger mødte hinanden i fritiden. Men i Eksjö besøgte vi hinanden og kirurgerne i klinikken arbejdede frivilligt i byens filmklub, så jeg fik set en del film, når det var mig, der solgte billetter eller slik i biografen.
Kunstneren
En af mine senere chefer, Overlæge Peter Bernth på Frederiksberg Hospital, benævnte altid kirurgerne som små kunstnere. På den himmel lyser Erik Erichsen for mig som en klar ledestjerne. Erik har helt klart evnen til at tænke ud af boxen og finde løsninger for den enkelte patient. Alle hans eksempler i bogen og i dokumentarfilmen er fantastiske. Og selvfølgelig er det ikke bare talent, det er også hårdt arbejde med megen læsning og konstant videreuddannelse. Det er det sidste, der gør det muligt at være kunstner. Her adskiller kirurgi sig ikke fra guitarspil eller anden kreativ kunst.
Kvalt i New Public Management
De sidste par sider af bogen er deprimerende. De handler om, hvordan sundhedsvæsenet nu er sendt til tælling på grund af New Public Management. Skemaer skal udfyldes helt ud i det ekstreme. Kliniske retningslinjer følges til punkt og prikke, mens den akutte patient risikerer at dø ved siden af. Defensiv medicin bliver styrende, hvilket fremadrettet kommer til at koste liv. Der er ikke længere tillid til fagpersoners dømmekraft. Alt styres fra administrationens mange lag. Desværre er det ikke kun sundhedsvæsenet, der er ramt. Det gælder også skoler, hjemmepleje, politi m.m.
