Følgende er citat fra de sidste sider i Rebellkirurgen. Erik Erichsen er tilbage på et svensk sygehus efter 10 år i Ethiopien. I de 10 år, han var væk, er computeren kommet ind overalt. Og DRG-styring er kommet til. De fleste i sundhedsvæsenet vil nikke genkendende til beskrivelsen:
“På sygehuset gik jeg forundret i de lange øde korridorer. Der var rent og vellugtende overalt. Hvor var alle mennesker? Jo, patienterne var fordelt i venterum. Personalet sad tavst foran computerskærme på deres kontorer. Bag lukkede døre. Min arbejdsgang bestod mest af stuegang og ambulatorievirksomhed, kun sjældent operationer. Der var ikke behov for det. Der var mange andre kompetente kolleger, som sukkede for at komme til at operere. Forbavset opdagede jeg, at de forskellige afdelinger købte sengepladser hos hinanden. Endnu mere forbavset blev jeg, da det gik op for mig, at lægerne på den afdeling, der solgte sengepladsen var pålagt ansvaret for den patient, som blev lejet ind i afdelingens seng. Det var jo som en tilbagegang til 1700 tallets sundhedsvæsen, hvor patienterne lå hulter til bulter. At lade en elektriker klare besvær med vandhanerne er der vel ingen fornuftig person, der ville ønske. Men at lade ortopædkirurger passe hjertesyge patienter er en selvfølge i bureaukraternes verden. Og der var meget andet, jeg blev forundret over.
Mit kontor lå i en kilometerlang korridor. Lægekontorerne i de første få meter. Resten var kontorer til administrativt personale. Jeg kunne gå forbi det ene kontor efter det andet med assistenter og økonomer. De er bl.a. ansat for at holde rede på et kunstigt betalingssystem, der er indført mellem de forskellige afdelinger. Afdelingerne køber og sælger tjenester, sengepladser og operationslejer med Matadorpenge i en kunstig planøkonomi.
Klinikchefen talte om det store underskud i klinikkens budget. Det var på tide at spare. Lægerne skulle være tilbageholdende med røntgenundersøgelser, som naturligvis var en tung post på den ortopædkirurgiske kliniks udgiftsside. Kollegerne var oprørte over, at det var økonomi og ikke fagligt medicinske beslutninger, der bestemte den professionelle behandling af patienterne. Nogle påpegede også det absurde i systemet. Hvis der blev købt færre røntgenundersøgelser, ville stk.pris per røntgenundersøgelse jo gå op, hvis røntgenafdelingens budget skulle holde. Og at overholde budgettet ville jo bare resultere i mindre budget næste år…
På morgenkonferencerne var det ofte tæt med frustrationer. Man uddanner sig jo til ortopædkirurg fordi man gerne vil reparere arme og ben. Men ortopæderne blev hele tiden snydt for såvel planlagte som akutte operationer. Det var ikke ualmindeligt, at den vagthavende ortopædkirurg måtte vente forgæves et helt døgn for at få adgang til at udføre en akut operation. Der var mangel på bemandede operationsstuer. Andre kirurgiske specialer så som gastrokirurger eller gynækologiske kirurger fik altid fortrinsret. Deres patienter kunne jo ellers dø. Ortopædernes patienter bliver jo bare halte eller forkrøblede.
Den direkte forbindelse mellem kirurgen og operationsprogrammet fandtes ikke længere. Kirurgen er nu bare en brik i spillet. Koordinatorerne, der planlægger operationerne, indhenter detaljerede oplysninger fra kirurgen for at kunne forstå, hvad det kirurgiske indgreb indebærer med hensyn til tid, ressourcer, instrumenter m.m. Meget andet spiller også ind: Kaffepauser, spisepauser, sygefravær, fravær pga kurser/uddannelse, møder osv. Alt sammen betyder at operationer udskydes. Ineffektiviteten er skræmmende. Til og med erfarne læger i afdelingen syntes at alt fungerede værre og værre og ville have ændringer. Administrationen ansatte derfor yderligere en koordinator.”