Madeleine Pyk

Rebel Surgeon

Jeg har været så heldig at have haft nogle inspirerende læremestre og chefer. Jeg har under min karriere mødt kolleger, som jeg har lært af og som har præget mig personligt og også min måde at være læge på.

Uddannelsen

Det at blive læge indebærer, at man tager en lang uddannelse.  Meget af studietiden på universitetet udgøres af udenadslære og terpen. Det giver en startkapital af viden. Turnusårene kompletterer så denne boglige paratviden med en mesteruddannelse, hvor man lærer at lytte til patienten og at undersøge patienten. Dette i tæt samspil med erfarne kolleger. Som ung læge er al paratviden helt fremme i hukommelsen og man har en fornemmelse af at kunne alt.  Mødet med patienterne og livet lærer dog hurtigt en, at der hører mere end bare paratviden til.

Den lægelige vurdering

Det er yderst sjældent, at den enkelte patient kun har de symptomer, som lærebogen opremser ved en given sygdom. Oftest er sygdommen også præget af personen og af miljøet. Der skal en lægelig vurdering til for at komme frem til en evt diagnose. En sådan lægelig vurdering sker på baggrund af stor paratviden kombineret med kendskab til patienten. Læg dertil lægens erfaring fra alle tidligere patienter,  kombineret med kurser og videreuddannelse samt intuition og empati.  Hver enkelt patient er et unikt menneske. Og hver patient skal derfor også undersøges og behandles som et unikt menneske.

Tiltagende registrering og administration

Min uddannelse sigtede mod, at jeg skulle undersøge og behandle patienter. Da jeg var nyuddannet læge i Sverige, anvendte jeg 90% af min tid sammen med patienter. Jeg undersøgte patienter, talte med patienter og behandlede patienter.  De øvrige 10% af min tid gik med at diktere mine observationer og mine behandlingsforslag.  Året efter,  jeg påbegyndte min turnus,  blev det lovpligtigt i Sverige, at lægen skulle læse og signere sine journaler. Det var naturligvis for at undgå misforståelser, hvor sekretæren ikke havde forstået, hvad der blev dikteret.

10 år senere blev det obligatorisk, at der skulle sættes diagnosekoder på alt hvad man dikterede.  Der skulle også sættes operationskoder på alle operative indgreb. Dette var ganske forståeligt. Det gjorde det også muligt for lægen selv at følge op på hvilke typer patienter, han havde haft i behandling. Og det medførte så samtidigt, at man kunne udregne prisen på en undersøgelse og behandling  –  i hvert fald i gennemsnit.

Derefter kom det slag i slag: Hvor lang tid tog samtalen med patienten – hvor lang tid tog operationen. Hvor lang tid tog det at rydde op efter operationen, og hvor lang tid tog det at gøre klar til næste operation. Det blev vigtigt at registrere alt, som kan måles og vejes.  Nogle gange ud i det absurde som f.eks. temperaturen i køleskabet i klinikken. Alt noteres hver eneste dag.

Alle målinger kan holdes op imod nogle standarder. Og det er egentlig alt sammen meget godt. Men det tager tid fra patienterne. Pludselig er standarder vigtigere end patienten.

Mindre tid til patienten

I dagens hospitalsverden tilbringer lægen ikke længere 90% af tiden sammen med patienter. Nu er det nok mindre end 50%. Lægen skal nu selv skrive sin journal direkte i computeren (inklusive alle de målepunkter, der hører til hver registrering). Det skal spare de fejl, der fremkom, ved at sekretæren ikke forstod lægens diktat og den tid det tager at læse og signere notatet. Men det giver samtidig mindre tid til patienterne. Det, som lægen egentlig  er uddannet til at tage sig af, fylder mindre og mindre af lægens arbejdstid.

Nogle læger søger væk

Den tiltagende bureaukratisering af lægegerningen har fået nogle af kollegerne til at søge væk fra det offentlige sundhedsvæsen. Rigtig mange er i stedet blevet selvstændige konsulenter, som så sælger sine tjenester enten til privatklinikker eller til offentlige klinikker, som nu står med lægemangel. Alt sammen til stor ulempe for både patienter og læger. Sverige er nok en anelse længere ad denne vej – men Danmark har haft en helt parallel udvikling.

En enkelt kollega, som jeg mødte under min turnus i kirurgi tog en helt anden konsekvens af den tiltagende bureaukratisering:

Erik Eriksen

Under min turnusuddannelse i kirurgi var jeg på Eksjö Lasarett i Småland. Det var en meget lærerig tid med nogle fantastiske kolleger, der var dygtige til at lære fra sig. En af de inspirerende overlæger var ortopædkirurgen Erik Eriksen.

Erik havde allerede, da jeg mødte ham i Eksjö, været en periode i Etiopien. Der havde han arbejdet som kirurg i en lille by. Tilbage i Sverige oplevede han nu den aftagende tid, han fik med patienter og operationer.  Det fik ham til sidst til at vælge i stedet at flytte permanent til Etiopien. Her tilbragte han mere end 10 år som fast hospitalslæge uden bureaukrati.

Der er for nylig lavet en kortfilm om Erik Eriksen. Denne blev vist i Empire Bio under den nyligt overståede CPH:DOX. Både Erik og hans kone var mødt op og jeg havde fornøjelsen at hilse på dem begge igen.

Filmen som hedder Rebel Surgeon  viser hvilken fantastisk kirurg og hvilket fantastisk menneske Erik Eriksen er. Filmen er lavet i samarbejde med SVT (Sveriges Television). Jeg håber, at filmen på et eller andet tidspunkt vil blive vist i dansk TV. For de, der bor i Sverige kan filmen ses på dette link

 

Rebel Surgeon Erik Eriksen

Erik Eriksen, som arbejdede mere end 10 år på lille sygehus i Etiopien