Brdr Marx på Slussen

Patienthistorie

Hvornår til læge?

Nogle patienter går meget til læge. Hypokondri er ikke en helt usædvanlig diagnose. Patienter der lider af dette går naturligvis meget til læge. I vore dage er der i øvrigt en variant af denne lidelse: Patienter der vil være perfekte. Det er patienter, som hele tiden finder små kosmetiske fejl ved sig selv. De går også rigtig meget til læge i et forsøg på at få kosmetiske forbedringer enten i form af laserbehandlinger, egentlig kirurgi eller Botoxindsprøjtninger.

Det går over

I den modsatte ende er der så de patienter, som opdager forandringer i eller på kroppen, men som ikke søger hjælp. Vi har alle en snert af det: Det kan vente til i morgen eller i næste uge. Man skulle nødig være til besvær. Det meste går heldigvis over af sig selv. Nu for tiden kan man også hurtigt google sig frem til af- eller bekræftelse på, at andre har haft lignende, som gik over, hvis bare man spiser en eller anden helsekost, urter eller bare spiser ordentligt!  Men i enkelte tilfælde udskydes lægebesøget, fordi man er bange.

Bange for lægen

Man er bange for, at man fejler noget alvorligt og går derfor IKKE til lægen. Man er bange for at få en alvorlig diagnose. Det lyder måske skørt for de fleste mennesker. Men det er ikke helt usædvanligt at træffe sådanne patienter, der skyder symptomer og kropslige forandringer fra sig. Når man træffer dem, er sygdommen ofte temmelig fremskreden. Jeg har set det med kræftpatienter, og det er altid en sørgelig og forstemmende patientsamtale, som følger. Jeg kan dog sagtens forstå patienten, der således skyder det ubehagelige fra sig.

Grå stær patienthistorie

Selv som øjenlæge har jeg mødt denne patienttype. Således fik jeg engang henvist en 48-årig kvinde, der var blevet blind. På begge øjne og af grå stær! Hun boede i en lille by i Sverige og var hjemmegående hustru med mand og hund. Hun var begyndt at se dårligere et par år inden, men skød det fra sig, da hun netop var bange for, at det var noget alvorligt. Snart lod hun være med at bruge bilen, når hun skulle ud og handle, fordi hun blev blændet og så dårligt. Ingen i omgivelserne opdagede, at hun så dårligt. Hun færdedes jo i vante omgivelser, og vidste hvor ting befandt sig. Og det var en lille by uden så megen trafik.

Hunden slap løs

Manden blev først opmærksom på hendes dårlige syn, da hun en dag ikke kom hjem fra en gåtur med hunden. Hunden kom hjem alene. Indtil da havde hun kunnet skjule, at hun ikke så, fordi hunden havde ført hende. Men just denne dag var hunden sluppet fra hende – og gået hjem alene. Og nu kunne hun ikke finde hjem. Så mand og naboer var ude at lede og fandt hende ret hurtigt. De fik hende til læge, der sendte henvisningen til mig. Hun havde helt moden grå stær på begge øjne. Begge øjne blev opereret samme dag og 20 minutter efter så hun helt normalt, og var en lille smule skamfuld men også meget lykkelig.

Copyright Richardt Hansen