Øjenbetændelse
Bakteriel konjunktivitis – øjenbetændelse
Øjenkatar eller konjunktivitis er en betændelse i øjets slimhinde. Det er nok den mest almindelige øjensygdom, og patienter med øjenbetændelse bliver ofte behandlet med god effekt af patienten selv eller hos den praktiserende læge. Kun i svære tilfælde kommer patienten hos øjenlægen. Betændelsen i slimhinden kan være forårsaget af bakterier eller virus og den kan også skyldes allergi. I dette indlæg beskrives den bakterielle konjunktivitis.
Røde hævede øjne
Akut bakteriel konjunktivitis skyldes ofte helt almindelige bakterier som stafylokokker eller streptokokker. Det giver anledning til rigelig puds-dannelse, der sidder som gult slimet klister i øjenvipperne. Slimhinden hæver og bliver rød. Det ses mest tydeligt, hvis man trækker lidt ned i det nederste øjenlåg, så øjenlågets slimhinde bliver synlig. Øjenlågene hæver også, så man ser mere træt ud end ellers.
Symptomer – smitte
Infektionen er ofte i begge øjne, men kan starte i den ene side. Infektionen giver anledning til kløe, svie og irritation i øjnene, hvorimod synet ikke er påvirket. Når man vågner om morgenen, er øjenlågene klistret sammen af puds. Irritationen får ofte patienten til at gnide/klø sig i og omkring øjet, hvorved bakterierne overføres til fingre/hænder og let føres videre til andre. Og de findes også i puden man sov på. En sådan øjenbetændelse spredes ofte hurtigt blandt børn i f.eks. vuggestue/børnehave.
Behandling
De fleste tilfælde af øjenbetændelse vil gå over af sig selv efter en uges tid. Man bør rense øjenvipper og øjenlåg med fysiologisk saltvand + vatpinde og / eller vatrondeller 1-2 gange dagligt. Kontaktlinsebærere bør ikke anvende kontaktlinser, så længe der er konjunktivitis. Børn skal ofte behandles med øjendråber/salve for at få lov til at komme i vuggestue/børnehave. Øjendråber/salve vil lindre symptomerne hurtigt, men selv med behandling med dråber/salve vil der ofte gå en uges tid inden konjunktivit’en forsvinder. I småbarnsalderen er det ikke ualmindeligt, at der kommer bakteriel konjunktivitis flere gange om året. Børn er jo ofte snottede og forkølede og da hænderne er overalt, også ved øjnene, så er de specielt udsat for bakteriel konjunktivitis.
Hygiejne
Da tilstanden smitter let, er det ekstra vigtigt med god håndhygiejne, når der er øjenbetændelse. Vask hænder ofte og i særdeleshed, når/hvis man har rørt øjenlågene.
Podning og bestemmelse af bakterier
Simpel øjenbetændelse behandles som nævnt ovenfor. Podning og bestemmelse af hvilke bakterier, der er årsag til øjenbetændelsen gøres kun i svære tilfælde. Hvis konjunktiviten ikke vil hele på en uges tid, eller hvis den er forbundet med synsnedsættelse, så er det en god ide at bestille tid hos øjenlægen.