Indlæg

Synsfeltundersøgelse

Synsfeltundersøgelse

Zeiss Perimeter

Perimeter

Synsfeltundersøgelse foretages med et såkaldt perimeter. De seneste 40 år har det været en computerstyret undersøgelse. Perimeteret er en lys halvkugle med hage- og pandestøtte. Der undersøges et øje ad gangen, der er en klap for det øje, der ikke undersøges. Patienten instrueres om at fokusere på et centralt lille lys, som er lige overfor øjet i halvkuglens toppunkt. Herefter vil der i tilfældig rækkefølge tændes og slukkes små hvide lysprikker i halvkuglen. Patienten skal trykke på en knap, hver gang en lysprik ses i synsfeltet (og mens der hele tiden fokuseres på det centrale lys). Apparatet starter med lyssvage lysprikker. Hvis disse ikke registreres af patienten, kommer der mere styrke og større lysprik samme sted igen lidt senere. På den måde  gennemgås kuglefladen indtil de forudbestemte punkter er undersøgt. Computeren beregner herefter synsfeltet.

Typiske fejl ved synsfeltundersøgelsen

Lysprikkerne vises med næsten regelmæssige intervaller. Dette får  nogle patienter til  at trykke på knappen helt regelmæssigt. Men da prikkerne ikke vises helt regelmæssigt, vil dette medføre en del tryk på knappen, som ikke modsvarer visning af lysprikker. Det registrerer computeren som dårlig medvirken af patienten. Computeren sender desuden lysprikker mod patientens blinde plet. Sådanne lysprikker kan kun ses af patienten, hvis vedkommende IKKE fokuserer på det lille centrale lys. Det betyder, at patienten i det tilfælde har mistet fokus og dermed koncentrationen. Disse fejlkilder kommer med på det endelige resultat, så øjenlægen kan se, om undersøgelsen overhovedet er troværdig.

Svær undersøgelse

Undersøgelsen tager 5-10 minutter per øje og er trættende for patienten, da den kræver konstant koncentration. Desuden laves undersøgelsen i et dunkelt rum, fordi lys udefra jo ikke må påvirke resultatet. Og endelig er undersøgelsen næsten umulig at lave, hvis patienten har nedsat syn. I det tilfælde er det svært at fokusere på det centrale lyspunkt.

Manuel synsfeltundersøgelse

Inden computerperimetrien kom frem, så blev synsfeltet undersøgt manuelt enten ved såkaldt campimetri eller i et Goldman synsfeltapparat. Disse undersøgelser tog endnu længere tid og krævede også koncentration af patienterne. Goldman synsfelt laves stadig i hospitalernes øjenafdelinger, da de kan udføres selv på patienter med nedsat syn.

Donder synsfelt

Synsfelt

Synsfelt

En hurtig kontrol om der er store synsfeltsdefekter kan gøres med et såkaldt Donder synsfelt eller endnu grovere med et konfrontations-synsfelt. Det sidste er i realiteten en kontrol om der mangler et halvt synsfelt, som det ses ved hjerneblødninger. Donder synsfelt udføres ved at øjenlægen sidder overfor patienten. Begge holder hånden for et øje –  når lægen ser med det venstre øje undersøges patientens højre øje og vice versa. Lægen fører nu hånden på samme side rundt i hele synsfeltet og bevæger ind imellem fingrene. Patienten og lægen kigger hele tiden hinanden i øjnene (central fokusering) og patienten skal så sige, når fingrene bevæger sig.

Resulterende synsfelt

Resultatet af undersøgelsen kan vise karakteristiske synsfeltbortfald, der dermed kan være med til at bestemme og evt. lokalisering af f.eks.  hjerneblødning eller en blodprop. Der er desuden karakteristiske synsfeltsbortfald ved sygdommen grøn stær.

Copyright Richardt Hansen

Den blinde plet

Den blinde plet

Den blinde plet i øjet er et område i synsfeltet, hvor øjet ikke ser noget. Dette område opstår, fordi der ikke er nogen synsreceptorer i det område af øjet, hvor synsnerven kommer ind. Nerven i sig selv ser intet. Det er synsreceptorerne, der ser. Disse receptorer, der er fordelt i hele nethinden, sender information om det, man ser, igennem de nervtråde, som samles i synsnerven. Synsnerven løber fra bagenden af øjet ind i hjernen. Nervetrådene følger synsbanerne inde i hjernen og ender i synscentret, som er ligger helt bagtil i hjernen.

De blinde pletter ligger ikke ens i de 2 øjne

Den blinde plet i venstre øje ligger til venstre for øjets synsakse. Det højre øjes blinde plet ligger til højre for øjets synsakse. Så når man kigger med begge øjne, så vil det ene øje se, der hvor det andet øje har sin blinde plet. Man har derfor normalt slet ikke nogen mangler i synsfeltet, fordi man jo ser med 2 øjne.

Find den blinde plet

Hvis man lukker det ene øje og så bare kigger rundt med det andet øje, så er der tilsyneladende ikke nogen plet, der mangler at se. Man er nødt til aktivt at undersøge sit synfelt for at finde den blinde plet. Man kan finde den blinde plet således: Tag et stykke hvidt papir. Tegn en stor prik (fluestørrelse) på papiret og sæt så et stort kryds ca 10 cm til venstre herfor.  Hold nu papiret op foran dig. Luk det højre øje og kig lige på prikken med det venstre øje. Hvis du flytter papiret nærmere/længere væk, mens du kigger på prikken, så vil du opdage, at krydset forsvinder, når papiret er ca 20-25 cm foran dig. Krydset forsvinder i den blinde plet.

Hjernen fylder synsfeltet

Det mærkelige er, at hjernen udfylder den blinde plet. Hvis du kigger på en hvid væg med det ene øje lukket, så er der ingen plet, hvor der ikke er hvidt. Det samme med en rød væg, blå væg eller hvilken farve som helst. Hjernen fylder lynhurtigt ud med noget, der er magen til synet omkring den blinde plet. Faktisk kan hjernen sagtens lægge selv indviklede mønstre til i synsfeltet. Hvis man med det ene øje lukket kigger på et maleri med masser af detaljer, eller hvis man kigger over på den anden side af gaden, så mangler der ikke noget. Hjernen er fantastisk til at udfylde defekter.

Hvad med andre defekter i synsfeltet end den blinde plet?

Patienter med grøn stær kan miste meget store dele af deres synsfelt uden at opdage det. Fordi hjernen stille og roligt vænner sig til at udfylde det manglende synsfelt. Det er selvfølgelig en trøst, at man ikke direkte bliver generet af manglende syn. På den anden side er det ikke ufarligt: Hjernen kan ikke udfylde bevægelige objekter. Så hvis nogen eller noget bevæger sig ind i synsfeltsdefekten, så opdager patienten det ikke, før dette noget kommer til syne i den del af synsfeltet, som både øjne og hjerne faktisk ser.  Derfor må patienter med store synsfeltsdefekter naturligvis ikke køre bil. For patienten kan det være svært at forstå, fordi gaden er der jo uden mangler. Men andre trafikanter og legende børn ses ikke, for hjernen kan ikke lave de bevægelige ting i synsfeltet.

Defekter i det centrale synsfelt

Mennesker med nedsat centralt syn – det kan være arvelige nethindesygdomme eller det kan være AMD – de får også deres synsfelt udfyldt af hjernen. Men de kan ikke genkende ansigter og heller ikke læse. Hjernen kan ikke regne disse centrale detaljer ud. En patient med central synsdefekt kan kigge op i himlen og se en hel blå himmel. Hvis der er spredte skyer, kan hjernen sagtens lave spredte skyer i synsfeltdefekten. Men hvis der kommer en flok fugle deroppe, så kan patienten med manglende centralsyn godt se fuglene ude i periferien, men når de kommer ind i centrum forsvinder de helt, og flokken kommer først til syne igen på den anden side af synsfeltdefekten.

Hjernen ser det den vil se

Konklusionen af dette er, at hjernen og øjnene ikke ser det samme. Øjnene ser i princippet alt bortset fra, hvis der er fejl/sygdom i øjnene. Hjernen derimod tolker det, som øjnene ser. Hjernen vil automatisk udfylde mangler i det, som øjnene ser. Omvendt vil hjernen smide det væk, som den ikke mener, der er brug for at se (f.eks. sorte prikker pga uklarheder i glaslegemet – man ser dem i begyndelsen, men hjernen vænner sig fra det, fordi prikkerne bare distraherer. Eller ringe omkring lys, når man har fået indopereret multifokale linser. Efter en tid vil hjernen heldigvis også ignorere disse).

Copyright Richardt Hansen