Tag Archive for: immunforsvar

Inflammation

Jeg har den seneste måned opdateret klinikkens webside således, at det seneste blog indlæg nu står på forsiden. Man kan i princippet få alle blogindlæg frem modsat den rækkefølge, de blev publiceret i, ved at klikke på <flere indlæg> under det indlæg, som ligger på forsiden. Som noget nyt er indlæggene nu blevet indexeret. Så hvis man klikker på Blog i meny’en, så kommer alle blog-indlæg frem som link, der samles i index-grupper. En af disse er Infektioner / Inflammation. Så kan det jo være på sin plads lige at definere begreberne. Specielt da vi på dansk ofte bruger det mere forvirrende begreb betændelse, som benævnelse for både infektion og inflammation.

Infektion

En infektion er, når en værtsorganisme (f.eks. et menneske) inficeres af et smitsomt stof/organisme. De smitsomme stoffer/organismer er: Bakterier, virus, svamp, parasitter eller prioner.

Inflammation

Inflammation er kroppens (værtsorganismens) svar på f.eks. en infektion. Men inflammationen fremkaldes også af f. eks fysiske kræfter som varme, kulde og radioaktiv stråling. Eller f.eks. af slag eller stød. Eller som svar på fremmed proteinstof (allergen der fremkalder allergi). En inflammation kendetegnes af hævelse, rødme, varme og smerte (som klassisk hedder tumor, rubor, kalor og dolores). Rødmen og varmeforøgelsen fremkommer ved øget blodgennemstrømning. Hævelse kommer pga. stoffer, der udskilles af cellerne i det ramte væv. Smerten optræder pga. udskillelse af stoffer, der irriterer nervetrådene i det ramte væv.

Immunforsvaret

Hvis et væv inficeres vil det aktivere kroppens immunforsvar, som derved starter en inflammatorisk reaktion mod infektionen. Så inflammationen kan ses som en måde at bekæmpe infektionen. Nogle gange sker det, at immunforsvaret laver fejl. Det ses ved autoimmune sygdomme, hvor inflammationen sættes ind mod eget raskt væv.

Infektion / inflammation

Min rubrik i bloggen, der hedder infektion / inflammation, kommer til både at rumme infektioner i øjet og inflammationer i øjet. Nogle kalder det for øjenbetændelse, men dette sidste er som nævnt et uspecifikt begreb

Copyright Richardt Hansen