GPC
Kontaktlinser er bekvemme og dejlige at anvende. I hvert fald når man har lært sig at sætte dem ind og tage dem ud. Jeg havde for et par år siden en sygeplejerske, der prøvede at benytte mit forslag om monovision med en kontaktlinse på det ene øje. Dette for at undgå de læsebriller, som begyndte at blive nødvendige. Desværre lykkedes hun dog aldrig at bemestre teknikken med at få kontaktlinsen i øjet og heller ikke at tage den ud igen. Forsøget på dette medførte røde og irriterede øjne, så hun gav op. På den anden side slap hun så for alle de ulemper og risici, det jo også indebærer at anvende kontaktlinser.
Giant papillary conjunktivitis
En af de mest irriterende komplikationer for brugere af kontaktlinser er GPC (giant papillary conjunctivitis). Den rammer mest de, der bruger kontaktlinserne meget. Man regner med at ca 2-5% af alle kontaktlinseanvendere løber ind i problemer med GPC på et eller andet tidspunkt. Som det engelske navn antyder, dannes der store papiller i slimhinden under øjenlåget. Hvis man vender det øverste øjenlåg, ser man mm store ”buler” i slimhinden, som ofte er rød og irriteret.
Symptomer ved GPC
Symptomerne ved GPC er en følelse af, at der er et fremmedlegeme i øjet (grus, sand – fornemmelse). Øjet kan blive rødt. Der kan være øget slimdannelse, som kan gøre synet sløret og sidst men ikke mindst så tolererer øjet ikke anvendelse af kontaktlinser. Ved forsøg på at anvende kontaktlinser vil disse ofte bevæge sig med øjenlåget, når man blinker.
Årsag til GPC ved kontaktlinser
Kontaktlinsen er et fremmedlegeme og GPC opstår som en immunologisk reaktion mod dette fremmedlegeme. Der er en såkaldt IgE reaktion, som man ser det ved allergi. Det ses oftere ved månedslinser end ved engangslinser, hvilket skyldes, at der ofte er proteinrester på månedslinserne, selvom de renses dagligt. Men også rensevæsken kan være en medvirkende årsag. For at undgå GPC, er det vigtigt at man renser sine kontaktlinser ordentligt – og med de rette midler.
Behandling af GPC
Hvis man først har fået GPC, vil det være nødvendigt at undlade brug af kontaktlinser, indtil papillerne igen er forsvundet. Det kan tage nogle uger eller mere. I den akutte situation kan man lindre symptomerne med en kortvarig kur med kortisonholdige øjendråber. Behandling med Lecrolyn øjendråber, antihistamin og NSAID kan også anvendes.
Forebyggelse mod GPC
For at mindske risikoen for udvikling af GPC, bør man holde pause med kontaktlinser ind i mellem. Veksle med briller, når dette passer ind i arbejde/fritid. Man kan også skifte til engangslinser, hvis man har mulighed for at få sådanne, der dækker ens behov. Man kan også prøve at skifte rensevæske til sine månedslinser. Dette har hjulpet nogle. Fremfor alt er det vigtigt at rense månedslinser dagligt og mindst en gang per uge rensning med proteolytisk enzym.
Andre ulemper med kontaktlinser
I løbet af foråret vil jeg fortsætte med andre ulemper/risisci ved kontaktlinser