Monovision
Monovision er betegnelsen for, at det ene øje kan læse avis/bøger uden brille, mens det andet øje kan se langt (TV/biograf m.m.) uden brille. Når man er oppe i årene og er blevet presbyop (man skal anvende læsebriller for at kunne læse), så er monovision en mulighed for at slippe for briller. Det kræves bare at det ene øje er nærsynet mens det andet er emmetropt (normalsynet) . Dette kan gøres med kontaktlinser.
Dominant øje
Begge øjne anvendes normalt til både afstandssyn og til at læse med. Men hjernen anvender altid det ene øje mere end det andet til hver af disse funktioner. Det ene øje er dominant – det er det øje man sigter med. Man kan finde ud af, hvilket øje det drejer sig om på denne måde: Stræk den ene arm ud og peg med din pegefinger på f.eks. på stikkontakten i den anden ende af værelset. Hold arm og finger stille, mens du lukker for først det ene og derefter det andet øje. Du ser nu, at det egentlig bare var det ene øje, du pegede med. Når du lukker dette dominante øje, så vil pegefingeren pege ved siden af kontakten i stedet for på kontakten.
Ikke dominant øje
Det andet øje, som ikke pegede på stikkontakten, er det ikke-dominante øje. Det anvendes mest ved nærarbejde. Hvert øje for sig kan naturligvis begge dele, men hjernen og vanen gør, at de har hver deres hovedfunktion. Det er ligesom hænder (og fødder): Nogle anvender højre hånd til at skrive med, andre venstre. Nogle spiller fodbold med højre ben, mens andre anvender venstre. Man kan træne det modsatte. Hvis man f.eks. skader højre hånd, så man ikke kan skrive med den, så kan man træne venstre hånd op til at kunne skrive – også så det kan læses.
Monovision kan trænes
I stedet for at begynde med læsebriller, kan man få tilpasset kontaktlinser, så det ikke-dominante øje kan læse uden briller. Det dominante øje kan så se langt uden briller. Ca 60% af alle mennesker vil ret hurtigt kunne vænne sig til dette monovision. Resten kan ikke vænne sig til at se sløret med det ene øje, – for det er jo egentlig det, man gør. Disse sidste er derfor nødt til at anvende læsebriller, når de bliver presbyope.
Begrænsninger ved monovision
Nogle erhverv kræver, at der er lige godt syn på begge øjne: Man må således ikke anvende monovision, hvis man f.eks er erhvervs-chauffør. Så må man kun anvende monovision i sin fritid.
Grå stær operation og monovision
Patienter, som allerede før operationen for grå stær havde monovision, kan få opereret deres grå stær med sigte på bagefter at have monovision uden kontaktlinser. Dette kan man tale med øjenkirurgen om inden operationen og således finde ud af, hvad der er mest bekvemt / muligt.