Hvornår skal grå stær opereres

Grå stær jubilæum i sigte

Grå stær kan se ud på mange måder. Når jeg som øjenlæge ser den i mine undersøgelseslamper er det altid uklarheder i linsen. Men de uklarheder kan være som bjælker eller streger eller som dis eller som tætte pletter. Man kan også se en grå stær er moden. Men det er mere sjældent nu til dags.

Såkaldt moden stær

Når den grå stær er moden så er linsen helt uigennemsigtig. I mine lamper ser linsen hvid ud. Ofte er det kun det ene øje, da patienten jo så ser med det andet øje og derfor ikke opsøger øjenlæge. Men engang i mellem sker det, at der kommer en patient med hvid linse på begge sider. Den patient er praktisk blind. For ikke al for lang tid siden ventede man med operation til “den grå stær er moden”. Nu er kriteriet at operere, når den grå stær generer.

Teenager med grå stær

I sommeren 2019 har jeg haft 2 patienter i min klinik med moden grå stær på begge øjne. Den ene var en kun 17 årig dreng. Når man får grå stær i den alder, så udvikles den meget hurtigt. Han nåede at blive undersøgt og få sat diagnosen hos en anden øjenlæge. Men desværre var ventetiden i det offentlige sundhedsvæsen så lang, at han i mellemtiden blev blind. Familien fik derfor rådet af en optiker at kontakte mig.  Da jeg lavede min forundersøgelse, kunne han intet se. Jeg opererede begge hans øjne samme dag, og inden han forlod klinikken, så han normalt.

Indvandrer

Den anden patient havde været blind på det ene øje i nogle år. Men da han lever i Danmark uden sygesikring (kommer fra Rumænien), så er han ikke dækket af det offentlige sundhedsvæsen. Nu var synet på det andet øje langsomt men sikkert ved at blinde ham helt. Han opsøgte mig på råd fra en af mine kolleger. Han havde svært ved at klare de daglige sysler. Han blev opereret på efterfølgende operationsdag og ser nu helt normalt igen.

Champagne

Bobler i linsen

I dag havde jeg en patient med grå stær, der så ud som champagnebobler i linsen. Det er naturligvis ikke rart for patienten, idet lyset reflekteres i boblerne og nedsætter synet en hel del. Men det er ganske smukt at se i min undersøgelseslampe. Og et forvarsel om at jeg dette efterår skal have fundet champagnen frem, når jeg opererer min grå stær nr. 30.000, hvilket formodentlig indtræffer i oktober og i Sverige, hvor jeg startede med den første grå stær operation 13.februar 1989

Copyright Richardt Hansen