Episcleritis
Episcleritis
Det er ikke alle røde øjne der skyldes sommervarmen. Episcleritis er en speciel inflammation, der ses i overfladen af øjets hvide hinde (sclera) og lige under slimhinden (conjunktiva). Ofte er den ensidig, men kan også være bilateral. Inflammationen ses ofte som et lokalt rødt område lige udenfor hornhinden mod siden – dvs ikke ind mod næsen.
Symptomer
Synet er upåvirket, men der kan være øget lysfølsomhed. Det kan føles som et sandkorn / fremmedlegeme i øjet. Der er ingen egentlige smerter. Det røde område er oftest lokaliseret på ydersiden af hornhinden og mellem øjenlågene, når øjet er åbent (se foto).
Hvem får denne øjensygdom?
Man ser mest episcleritis hos voksne – lidt oftere hos kvinder end hos mænd. Inflammationen forsvinder af sig selv indenfor et par uger, men der er en tendens til den vender tilbage i nye episcleritis tilfælde, som dog bliver færre og færre med alderen. Der er en let øget risiko for patienter med tørre øjne, rosacea, kontaktlinsebrug og gigtsygdom.
Behandling af episcleritis
Hvis der ikke er nogen større gener, behøves ingen behandling. Køligt omslag og receptfrie fugtende øjendråber kan lindre. Hvis der er gener, kan der anvendes svage anti-inflammatoriske øjendråber 3 gange dagligt i 1-2 uger. Ved sådan behandling bør patienten følges hos øjenlægen, da dråberne kan medføre uønskede bivirkning i form af trykstigning i øjet. Og dråberne kan også maskere en eventuel infektion, som så kan nå at vokse til.