,

Rebel Surgeon

Jeg har været så heldig at have haft nogle inspirerende læremestre og chefer. Jeg har under min karriere mødt kolleger, som jeg har lært af og som har præget mig personligt og også min måde at være læge på.

Uddannelsen

Det at blive læge indebærer, at man tager en lang uddannelse.  Meget af studietiden på universitetet udgøres af udenadslære og terpen. Det giver en startkapital af viden. Turnusårene kompletterer så denne boglige paratviden med en mesteruddannelse, hvor man lærer at lytte til patienten og at undersøge patienten. Dette i tæt samspil med erfarne kolleger. Som ung læge er al paratviden helt fremme i hukommelsen og man har en fornemmelse af at kunne alt.  Mødet med patienterne og livet lærer dog hurtigt en, at der hører mere end bare paratviden til.

Den lægelige vurdering

Det er yderst sjældent, at den enkelte patient kun har de symptomer, som lærebogen opremser ved en given sygdom. Oftest er sygdommen også præget af personen og af miljøet. Der skal en lægelig vurdering til for at komme frem til en evt diagnose. En sådan lægelig vurdering sker på baggrund af stor paratviden kombineret med kendskab til patienten. Læg dertil lægens erfaring fra alle tidligere patienter,  kombineret med kurser og videreuddannelse samt intuition og empati.  Hver enkelt patient er et unikt menneske. Og hver patient skal derfor også undersøges og behandles som et unikt menneske.

Tiltagende registrering og administration

Min uddannelse sigtede mod, at jeg skulle undersøge og behandle patienter. Da jeg var nyuddannet læge i Sverige, anvendte jeg 90% af min tid sammen med patienter. Jeg undersøgte patienter, talte med patienter og behandlede patienter.  De øvrige 10% af min tid gik med at diktere mine observationer og mine behandlingsforslag.  Året efter,  jeg påbegyndte min turnus,  blev det lovpligtigt i Sverige, at lægen skulle læse og signere sine journaler. Det var naturligvis for at undgå misforståelser, hvor sekretæren ikke havde forstået, hvad der blev dikteret.

10 år senere blev det obligatorisk, at der skulle sættes diagnosekoder på alt hvad man dikterede.  Der skulle også sættes operationskoder på alle operative indgreb. Dette var ganske forståeligt. Det gjorde det også muligt for lægen selv at følge op på hvilke typer patienter, han havde haft i behandling. Og det medførte så samtidigt, at man kunne udregne prisen på en undersøgelse og behandling  –  i hvert fald i gennemsnit.

Derefter kom det slag i slag: Hvor lang tid tog samtalen med patienten – hvor lang tid tog operationen. Hvor lang tid tog det at rydde op efter operationen, og hvor lang tid tog det at gøre klar til næste operation. Det blev vigtigt at registrere alt, som kan måles og vejes.  Nogle gange ud i det absurde som f.eks. temperaturen i køleskabet i klinikken. Alt noteres hver eneste dag.

Alle målinger kan holdes op imod nogle standarder. Og det er egentlig alt sammen meget godt. Men det tager tid fra patienterne. Pludselig er standarder vigtigere end patienten.

Mindre tid til patienten

I dagens hospitalsverden tilbringer lægen ikke længere 90% af tiden sammen med patienter. Nu er det nok mindre end 50%. Lægen skal nu selv skrive sin journal direkte i computeren (inklusive alle de målepunkter, der hører til hver registrering). Det skal spare de fejl, der fremkom, ved at sekretæren ikke forstod lægens diktat og den tid det tager at læse og signere notatet. Men det giver samtidig mindre tid til patienterne. Det, som lægen egentlig  er uddannet til at tage sig af, fylder mindre og mindre af lægens arbejdstid.

Nogle læger søger væk

Den tiltagende bureaukratisering af lægegerningen har fået nogle af kollegerne til at søge væk fra det offentlige sundhedsvæsen. Rigtig mange er i stedet blevet selvstændige konsulenter, som så sælger sine tjenester enten til privatklinikker eller til offentlige klinikker, som nu står med lægemangel. Alt sammen til stor ulempe for både patienter og læger. Sverige er nok en anelse længere ad denne vej – men Danmark har haft en helt parallel udvikling.

En enkelt kollega, som jeg mødte under min turnus i kirurgi tog en helt anden konsekvens af den tiltagende bureaukratisering:

Erich Erichsen

Under min turnusuddannelse i kirurgi var jeg på Eksjö Lasarett i Småland. Det var en meget lærerig tid med nogle fantastiske kolleger, der var dygtige til at lære fra sig. En af de inspirerende overlæger var ortopædkirurgen Erich Erichsen.

Erich havde allerede, da jeg mødte ham i Eksjö, været en periode i Etiopien. Der havde han arbejdet som kirurg i en lille by. Tilbage i Sverige oplevede han nu den aftagende tid, han fik med patienter og operationer.  Det fik ham til sidst til at vælge i stedet at flytte permanent til Etiopien. Her tilbragte han mere end 10 år som fast hospitalslæge uden bureaukrati.

Der er for nylig lavet en kortfilm om Erich Erichsen. Denne blev vist i Empire Bio under den nyligt overståede CPH:DOX. Både Erich og hans kone var mødt op og jeg havde fornøjelsen at hilse på dem begge igen.

Filmen som hedder Rebel Surgeon  viser hvilken fantastisk kirurg og hvilket fantastisk menneske Erich Erichsen er. Filmen er lavet i samarbejde med SVT (Sveriges Television). Jeg håber, at filmen på et eller andet tidspunkt vil blive vist i dansk TV. For de, der bor i Sverige kan filmen ses på dette link

 

Rebel Surgeon Erik Eriksen

Erich Erichsen, som arbejdede mere end 10 år på lille sygehus i Etiopien

/af
,

Qualicat for Windows

Elektronisk patientjournal for grå stær operation

Websidens lille ikon lavede jeg oprindeligt til en elektronisk patientjournal. Det var en software, jeg lavede til Universitets-øjenklinikken i Lund. Programmet hed Qualicat (Quality in Cataract surgery) for Windows og blev anvendt ved øjenklinikken i Lund i årene 1994 – 2003. Programmet var skræddersyet til grå stær operationer. Det fungerede bl.a. med overførsel af alle data fra sattelitklinikkerne i Trelleborg og Esløv til Øjenafdelingen i Lund. Hver måned kunne programmet med et enkelt klik udtrække de krævede data til Rikskataraktregistret. Kirurgerne slap derved for at udfylde papirer. Der var ligeledes en ventelistefunktion, som gjorde det muligt for en sekretær at registrere forskellige ventelistegrupper, så patienterne blev indkaldt til operation alt efter hvor dårligt deres syn var. Jeg servicerede og opdaterede softwaren indtil 2003, hvor jeg havde været væk fra Lund i mere end 6 år. De har nu en administrativt styret elektronisk journal, som desværre ikke har den samme funktionalitet, men som til gengæld kan tale sammen med hele region Skånes Sundhedsvæsen.

I min elektroniske patientjournal blev den enkelte kirurgs såkaldte personlige linsekonstanter også opdateret automatisk, fordi den kunne kombinere de postoperative resultater via de linseformler, som blev lagt ind i softwaren.

Copyright Richardt Hansen
/af
,

Hvorfor gå til en privat øjenlæge?

Hvorfor betale for at gå til øjenlæge?

I min klinik ser jeg selv alle patienter. Det er mig selv, der laver forundersøgelser, operationer og kontrolbesøg. Jeg er dermed altid den patientansvarlige øjenlæge.

Praktiserende læger har tidligere haft et geografisk område, hvor de mennesker, der boede, hørte til. Dermed var den praktiserende læge én, der kendte til familjen og de sociale omstændigheder. Og det giver rigtig god mening, da sygdomme jo ofte kan optræde i familjen (arv) eller kan være en følge af de sociale omstændigheder (miljø). Derfor er det ærgerligt, at den gamle familjelæge tradition er på vej til at smuldre.

Speciallæger – Øjenlæge

Speciallæger er på den anden side læger, der tager sig af et sygdomsforløb. Dette forløb kan i enkelte tilfælde være livslangt, som f.eks. grøn stær. For patienten vil det være en fordel, at sygdomsforløbet sker i parløb med en enkelt speciallæge. Patienten slipper dermed for hele tiden at skulle fortælle den samme historie om og om igen. Øjenlæge og patient kender hinanden og sygdommen. Desværre smuldrer denne speciallægetradition også mere og mere. Specielt på sygehusene hvor der er mange læger ansat, og hvor der hele tiden er en, der skal have fri, ferie, forske eller noget fjerde.

Jeg har stort set aldrig opereret en patient, som jeg ikke selv har forundersøgt, eller som jeg i det mindste har truffet og talt med inden operationen. Personligt vil jeg aldrig lade mig operere af nogen uden at have mødt den, der skal operere mig. Jeg fravælger selv en læge, hvis jeg forundersøges af en assistent, når det nu faktisk er lægen, jeg kom for at konsultere.

I bund og grund er jeg gammeldags, når det gælder læge, tandlæge, frisør og massør. Jeg vil helst bare fortsætte hos de behandlere, jeg altid har haft. Det betaler jeg gerne for.

Heldigvis findes der andre, der har det på samme måde. De er patienter i min klinik.

Copyright Richardt Hansen
/af
,

Først med det sidste

Først med det sidste.

Det er ikke altid en fordel at være først med det sidste. Dette gælder i særdeleshed indenfor sundhedsvæsenet.

Vi er mange, der så dokumentarudsendelserne ”Lægens dødelige eksperimenter” på DR2 om den verdensberømte kirurg Paolo Macchiarini fra Karolinske Instituttet i Stockholm. For ikke mange år siden havde vi sagen om Bonelock her i Danmark. En ulykkelig sag, hvor en hel del ældre mennesker fik livsvarige smerter på grund af en nyudviklet knoglecement, som viste sig ikke at holde deres nye hofteprotese på plads.

Jeg har i min karriere set eksempler på kunstige linser, der viste sig ikke at være så geniale, som fabrikanten lovede. Der har været kunstige linser, der utilsigtet blev uklare efter nogen tid i patientens øje. Patienterne måtte derfor gennemgå ny operation, med de risici dette altid indebærer.

I 1994 begyndte man at anvende genmodificerede bakterier til at producere den kunstige ”gele” (hyaluronsyre), som anvendes ved øjenoperationer. De første vareleverancer viste sig at være fulde af endotoxiner (en gift der medførte kraftig reaktion i øjnene). Alle patienter måtte derfor tilbage til operationsbordet for  skylning af deres øjne. De måtte anvende ekstra medicin i en periode. Heldigvis var der ingen af dem, der fik varige men.

I Europa betragtes denne gel som et teknisk hjælpemiddel på linje med knoglecementen. Tekniske hjælpemidler kræver ingen kliniske afprøvninger. På øjenafdelingen i Lund, hvor jeg arbejdede, da dette indtraf, publicerede vi hændelsen. For et par år siden gentog historien sig, da en nystartet fabrikant mente at kunne producere denne gel på en billigere måde. Igen var der mennesker, som måtte igennem en usikker periode med inflammationer og smerter.

Erfaring, båret af mine mange år i faget har gjort, at jeg takker nej til leverandørernes vareprøver. Jeg anvender ingen nye udokumenterede hjælpemidler, heller ikke selvom de tilbydes billigt. Nye linser til øjet tager jeg først i anvendelse i min klinik, når der er erfaring med hvordan de påvirker det menneskelige øje. Jeg har intet samarbejde med nogen leverandør omkring udvikling af deres nye apparater eller linser.

Allerede som administrerede overlæge på øjenafdelingen i Holbæk var mit minimumskrav, at alt, som blev anvendt ved øjenoperation, skulle være FDA godkendt. FDA er den amerikanske lægemiddelstyrelse. De har nogle skrappe krav, som bl.a. medfører, at intet godkendes uden, at der er gennemgået et antal studier over tid på frivillige mennesker. Og det gælder også tekniske hjælpemidler.

Min klare overbevisning er, at nye linser, operationsmaterialer og operationsmetoder først skal dokumenteres ved afprøvning på Universitetsafdelinger. Her skal patienten ikke betale for sin behandling. Patienten bliver derimod spurgt om han/hun ønsker at deltage i et videnskabeligt studie. Først når uafhængige universitetsafdelinger kan verificere at proceduren er ufarlig for patienten og i øvrigt er til hjælp, vil denne behandling kunne tilbydes i min privatklinik.

Du kan derfor trygt lade dig operere i min klinik. Jeg er ikke først med det sidste.

Copyright Richardt Hansen
/af