Øjets tryk
Øjet er som en lille bold. Den ydre væg i øjet består af kollagene fibre som er meget tætte og faste. Den allerforreste del af øjenvæggen er hornhinden, hvor fibrene ligger på en speciel tæt måde, som gør den gennemsigtig. Den øvrige del af øjenvæggen er fibrene mere løst pakkede med væske imellem, som gør væggen hvid. På bagsiden af øjet er der et hul i øjenvæggen, der hvor synsnerven kommer ind i øjet. Synsnerven er blød, som al anden nervevæv i kroppen. I synsnervens midte kommer desuden de blodkar, der forsyner nethinden inden i øjet med blod.
Måling af øjets tryk
Der er tryk i øjet som er lidt højere end i omgivelserne. Hvis man forsigtigt trykker/mærker på sit øje ude på siden, kan man mærke, at øjet er som en lille pumpet bold. Hvis der ikke var et tryk i øjet, ville det synke sammen. Man kan måle trykket i øjet på forskellige måder. Øjenlægen har et såkaldt applanations tonometer, som rører ved øjet, der så først må bedøves på overfladen. Apparatet har en skala som indstilles og derefter bruges til at aflæse øjets tryk. Trykket kan også måles ved at puste luft mod øjet. Ved at se på reflexen af den krumning, det giver på øjets overflade i et splitsekund kan en computer beregne øjets tryk. Der er desuden udviklet et apparat, der skyder en lille vatpind mod øjet og som ved at måle farten, som vatpinden reflekteres med, kan beregne øjets tryk.
Det normale øjentryk
Det gennemsnitlige tryk i øjet for alle mennesker er 16 mm kviksølv (16 mmHg). Trykket er normalfordelt med en let skæv klokkekurve. 86% af alle mennesker har et øjentryk mellem 11 og 21 mmHg. Ca 10% af alle mennesker har et øjentryk der er over 21 mmHg
Øjentrykket er uafhængigt af blodtrykket. Så forhøjet blodtryk giver ikke forhøjet øjentryk. Øjentrykket fluktuerer over døgnets timer. Det påvirkes af mange faktorer bl.a. vore hormoner, som også udviser døgnvariation. Hos de fleste mennesker med normal døgnrytme (sover om natten) er trykket i øjet højst sidst på formiddagen
Forhøjet tryk i øjet
For højt tryk i øjet ser man ved sygdommen grøn stær. Men der findes også mennesker med højt tryk i øjet, som ikke har grøn stær. Der er lavet studier over hvordan det går, hvis man har forhøjet tryk i øjnene. Ca 10-12% af patienter med forhøjet tryk udvikler grøn stær inden for de kommende 5 år, hvis man ikke behandler trykket. Akut forhøjet tryk i øjet hedder akut grøn stær. Det giver voldsomme symptomer.
Behandling af forhøjet tryk
For højt tryk kan behandles med øjendråber eller med SLT laser behandling. Man skal dog være varsom med at sætte en behandling i gang med øjendråber. En sådan behandling skal jo fortsætte livet ud. Og hvis det kun er 10-12% der reelt ville have udviklet sygdom, så betyder det jo, at man overbehandler – ca 88-90% med for højt øjentryk udvikler ingen sygdom!
Kontrol af øjets tryk
Hvis man har forhøjet tryk i øjnene vil det nok være en bedre “behandling” regelmæssigt at kontrollere sine øjne og trykket i dem hos en øjenlæge. Med disse kontrolbesøg vil man kunne fange de få, der udvikler grøn stær i tide og så starte behandlingen, når den helt sikkert behøves
Risikofaktorer for at udvikle grøn stær
– Trykket i øjnene
– Patientens alder (stigende risiko med stigende alder)
– Hornhindens tykkelse
– Store variationer af tryk over døgnets timer
– Køn (Mænd med højt øjentryk har større risiko for at udvikle grøn stær)
– Trykskade af synsnerven (bedømmes af øjenlægen)
Generelt anbefales det at starte med behandling, hvis øjets tryk er over 30. I de tilfælde udvikler 40% nemlig grøn stær inden for 5 år uden behandling.