Øjets farve
Øjets farve
De fleste mennesker i verden har brune øjne. Her i Danmark er den mest almindelige øjenfarve dog blå. Man kan også have grønne øjne og grå øjne. Enkelte personer har forskellige farver på højre og venstre øje.
Regnbuehinden
Når man taler om øjets farve, så mener man regnbuehindens farve. Regnbuehinden er sammensat af et forreste muskellag, der dels er ringformet og dels radiært. Disse muskler kan ændre pupillens størrelse. Bag disse muskelstrøg er der et farvet pigmentlag. Tilsammen bestemmer disse øjets farve og mønster.
Unikt mønster
Hvert øje har et helt unikt mønster og farve. Det kan derfor anvendes som identifikation af mennesket ligesom et fingeraftryk. Dette danner grundlag for science fiction filmen ’I Origins’ fra 2014. I Indien anvendes scanning af regnbuehinden som ID.
Farve kan ændres
Der findes øjendråber som kan ændre farven på de, der har grønne øjne til brune. Det er øjendråber, der anvendes til at sænke øjets tryk ved sygdommen grøn stær. Farveændringen er en bivirkning, som langsomt viser sig under det første års anvendelse. Denne farveændring forsvinder ikke igen.
Operation ændrer farve
Man kan visse steder i verden få indopereret en kunstig regnbuehinde med den øjenfarve, man selv ønsker. Denne operation er forbundet med stor risiko for udvikling af grøn stær, samt inflammation. Det er sket, at de, der har fået en sådan operation, er blevet blinde. Denne type operation kan derfor på det kraftigste frarådes.
Farvede kontaktlinser
Hvis man har et ønske om en anden øjenfarve, kan dette opnås med farvede kontaktlinser. Kontaktlinser kan fås med i stort set alle farver og mønstre. Det er ikke en permanent løsning, da linserne ikke bør sidde på øjet mere end en dag. Eksempel på sådanne linser kan ses i f.eks Michael Jackson’s video til Thriller, hvor han i slutningen har gule øjne med lodrette pupiller.
Øjenfarven er arvelig
Øjenfarven er arvelig. Brun farve er dominant mens blå/grå/grønne øjne har recessiv arvegang. Så hvis begge forældre har blå/grå/grønne øjne vil børnene også få dette. Hvis den ene forælder har Brune øjne uden at der er blå/grå/grønne øjne længere tilbage i dennes familie, så vil alle børnene får brune øjne selv om den anden forælder har blå/grå/grønne øjne. Men disse børn vil have arvet genet for blå/grå/grønne øjne fra den anden forælder. Så hvis et menneske med brune øjne hvor forældrene havde henholdsvis brune og blå/grå/grønne øjne senere får et barn med en som har blå/grå/grønne øjne så vil halvdelen af disse børn få brune øjne (med arveanlæg for blå/grå/grøn) mens den anden halvdel vil få blå/grå/grønne øjne.