Øjenklinikken i Coronaens tid
En balanceakt
Med et efterår og en vinter i sigte, hvor der foruden forkølelser og influenzaer også er Covid-19, så er de faste forholdsregler i min klinik disse:
- Der er låst til klinikken. Der bliver kun lukket en patient ind ad gangen – og dermed kun efter aftale
- Alle, der kommer ind, anvises, hvor der skal afsprittes hænder.
- Øjenlægen/sygeplejersken har ansigtsmaske på
- Sekretæren sidder bag en plastikskærm
- Patienter med mindste sygdoms-symptomer skal melde afbud
- Der sprittes af alle steder, hvor der har været en patient, inden den næste patient kan lukkes ind
- Patienten kan anvende eget mundbind i klinikken, ligesom der er mulighed for at få et engangsmundbind, som så kasseres, når patienten forlader klinikken.
Disse forholdsregler er for at forhindre spredning af Covid-19. Den allervigtigste regel er at blive hjemme, hvis du har det mindste sygdomssymptom.
Praktisk
Disse forholdsregler medfører, at der kun kan komme et meget begrænset antal patienter igennem klinikken i forhold til tidligere. Da klinikkens specialitet er grå stær operationer/linse operationer er det derfor nødvendigt at det er denne patientgruppe, der får de færre tider. Andre patientgrupper er nødt til at henvende sig til en anden øjenlæge.
Antal operationer
For at holde min rutine som specialist i grå stær kirurgi er jeg nødt til at lave ret mange operationer. Det klarer jeg i disse tider ved at lave flere grå stær operationer på privatklinikker i Sverige, hvor man overholder de samme Corona-forholdsregler. Det betyder, at jeg kun er i min egen klinik 2-3 dage per uge. I indeværende år når jeg trods corona op på at udføre ca. 1400 grå stær operationer. På den måde kan jeg fastholde min kompetence, men må desværre afvise et stort antal patienter, som gerne ville have haft tid til undersøgelse i min klinik.
Jeg glæder mig lige som alle andre til, at der igen bliver normale tider, hvor afstanden ikke skal være så stor imellem os mennesker.