,

Skal øjet sys ved grå stær operation?

Selvlukkende operationssår

En del patienter spørger om øjet bliver syet efter en grå stær operation. Men det er ikke nødvendigt med syning. Åbningerne laves skråt igennem øjenvæggen. Derved vil trykket inden i øjet presse åbningerne sammen, så de lukkes, når instrumenterne fra operationen er fjernet.

Hvordan virker det?

Da jeg var barn, spillede vi ofte fodbold med en plastikbold. Det skete, at vi fik sparket bolden ind i en tornebusk. Hvis en torn gik lige ind i bolden, så gik luften ud af bolden, når man trak tornen ud og bolden var ødelagt. Men hvis tornen var gået skråt ind i bolden, så kunne man trække tornen ud, uden at luften gik ud af bolden. Det er samme princip, jeg anvender, når jeg opererer grå stær.

Tidligere tiders operationer med syning

I tidligere tider lavede man en meget stor åbning i øjet, for at få linsen hel ud. Den åbning var man naturligvis nødt til at sy bagefter. Der blev anvendt en nylontråd tyndere end et menneskehår. Nylon-materialet opløste sig selv i løbet af nogle år. Tråden begyndte ofte at stritte og gnave, når den gik i mindre stykker. Patienterne kom så tilbage og fik trukket de resterende trådrester ud med  en fin pincet. Ca. en promille af patienterne oplevede senere, at det oprindelige sår sprang op, hvis de fik et slag eller stød mod øjet. Faktisk er det sådan, at operationsåbningen i øjet kun vokser sammen i overfladen. Selve bindevævet herunder består af kollagene fibre. Og de vokser ikke sammen igen, når de er revet eller skåret over.

Når såret spang op

De patienter, som kom ud for, at arret i øjet sprang op, var enten faldet eller havde fået stød/slag direkte mod øjet. Jeg kan fra tiden i Lund huske en, der havde fået en bilantenne mod sit øje, og en som var faldet over et trappetrin og en der havde stødt sig mod en reol, mens en anden havde stødt sig mod bordet ved sengen. Disse patienter blev syet sammen igen og fik antibiotika, og de fik ingen varige mén.

De moderne operationers små åbninger kan heldigvis ikke sprække. Der er set patienter med ret voldsomme slag/stød mod et grå stær opereret øje, uden at operationssåret er sprunget op. Så på den måde er den moderne operationsteknik et stort fremskridt.

Copyright Richardt Hansen