,

CSCR – Central serøs chorioretinopati

CSCR – Central serøs chorioretinopati

Alle patienter, der kommer i min klinik, får lavet en OCT scanning. Sådan en scanning påviser somme tider øjensygdomme og øjenforandringer, der ellers let kan overses. Dette gælder f.eks. central serøs chorioretinopati (CSCR). Ved denne nethindesygdom kan forandringen, hvis den er lille, overses ved en undersøgelse uden OCT scanning.

Fjerde mest almindelige nethindesygdom

Jeg har det seneste år set 4 unge mænd i min klinik, som havde CSCR. Det er den fjerde mest almindelige nethindesygdom (den mest almindelige er AMD – aldersrelateret maculopati, efterfulgt af diabetesretinopati – nethindesygdom som følge af sukkersyge. Og den 3. mest almindelige nethindesygdom er blodprop i et af blodkarrene i nethinden)

Symptomer ved CSCR

Alle 4 unge mænd kom med 1-2 ugers let sløret syn på det ene øje. Den ene af dem havde dog fået dette korrigeret med nye briller, så synet var blevet bedre. Han ville dog lige have en ekstra undersøgelse, da det alligevel var lidt kunstigt med synet. Alle havde oplevet nedsættelse af synet til ca. 60-70% af det normale på det ene øje. Alle 4 kunne dog korrigeres med et brilleglas, så synet blev normalt. Yngste af dem var 25 år og den ældste var 41 år. Udover sløring af synet kan der også opleves metamorfopsier, hvor lige linjer krummer let, ligesom der kan være forandret farveopfattelse.

OCT scanning

CSCR er kendetegnet ved en hævelse i nethinden lige under den såkaldt gule plet. Hævelsen, der ses tydeligt på OCT billedet, fremkommer pga lækage fra blodkar i årehinden (choriodea) lige under makula lutetia (den gule plet). Det er en slags vabel i nethinden. På OCT-billedet ses ofte et mindre lækagested nede fra den underliggende årehinde.

CSCR

Central serøs chorioretinopati

Hvem får CSCR?

Der er betydelig overvægt af mænd: Hyppigheden er ca 10 per 100.000 og aldersgruppen er typisk 20-50 år. Sygdommen rammer ofte et øje. Risikofaktorer er kortisonbehandling, men også højt cortisol-niveau i blodet, som det ses ved stress. Sygdommen kaldes derfor somme tider også for ”stress øje”. Det kan være relevant med blodprøver for at udelukke forhøjet cortisol niveau i blodet, hvis der er andre sygdomstegn  (f.eks. måneansigt, svind af muskulatur, øget tilbøjelighed til blå mærker i huden, forhøjet blodtryk). Endelig er infektion med Helicobacter Pylori bakterier også en risikofaktor for udvikling af CSCR. Denne bakterie kan findes i mavesækken og er normal harmløs og symptomfri.

Sygdomsforløb

Hævelsen i nethinden forsvinder spontant i løbet af 2-6 måneder hos de allerfleste (mere end 80%). Tilbagefald og ny hævelse ses ret ofte (op mod halvdelen). En lille del af patienterne kan få permanent nedsat syn på grund af atrofier i nethindens synsreceptor-celler.

Behandling

Hvis patienten er i behandling med kortisonpræparater, bør denne behandling stoppes, hvis det er muligt. Da de fleste patienter bliver raske uden behandling, har man hidtil mest holdt øje med dem. Man har også set gode resultater ved antibiotikabehandling rettet mod helicobacter pylori.

Hyppigere i min klinik?

Når jeg har set 4 patienter inden for det sidste år i min privatklinik, så er det procentuelt flere end mange af mine offentlige kolleger ser i deres klinikker. Det skyldes, at jeg som privat øjenlæge har færre patienter, som går til rutinekontrol af deres øjne. Til gengæld har jeg flere akutte patienter. Nogle fordi de bevidst foretrækker mig som øjenlæge, andre fordi det kan være svært at få en akut tid hos en offentlig øjenlæge. I min klinik er det altid muligt at få en akut tid.

Copyright Richardt Hansen