Basaliom
Hudcancer – Basaliom
Kræft i hudens basalcellelag, basaliom eller basocellulært carcinom er den mest almindelige type af hudkræft. Risikofaktorer er lys hud og udsættelse for sollys. 90% af alle basaliomer optræder derfor i ansigt eller nakke, som jo er de områder der altid er udsat for sollys. 10% af alle basaliomer involverer øjenlåg og her er det mest almindeligt, at det er de nederste øjenlåg. Basaliomer ses aldrig hos børn. Ses derimod med stigende hyppighed i stigende alder (udsat for mere sollys jo længere man lever).
Spredning vækst
Tumoren vokser lokalt og laver aldrig metastaser. Vævsmæssigt kan den underinddeles i 5 forskellige typer, hvoraf den ene (morfea eller scleroserende basaliom) vokser på underminerende måde, så den er større, end den tilsyneladende ser ud. De andre 4 typer, ses omfanget af tumoren på den knude/det sår, som får patienten til at søge læge. Ubehandlet kan tumoren vokse sig meget stor. Men for det meste kommer patienten til læge, lang tid inden den udgør nogen større risiko.
Symptomer udseende
Udseendet kan variere alt efter, hvilken undertype der er tale om. Der kan være tale om en lille hård knude, på hvilken der ofte ses nogle tydelige blodkar. Knuden vil i løbet af et par år vokse til ca ½ cm størrelse. Det kan også være et sår med vulst omkring. Såret er ofte letblødende og vulsten vil have fremtrædende blodkar. Denne type vil også kunne vokse til ½-1 cm størrelse indenfor et par år.
Behandling
Behandling af basaliom er fjernelse med marginal ud i omgivende sundt væv. Den fjernede tumor indsendes til undersøgelse hos patolog for at fastslå om tumor er fjernet helt, eller om det er nødvendigt med fjernelse af yderligere væv. Man kan også destruere tumorvævet med f.eks. fryseterapi, men vil så ikke kunne få et svar på, om det hele er væk. Ligeledes kan tumoren destrueres med stråling. Dog med samme ulempe som frysning, at man ikke får svar på om behandlingen er radikal. De sidstnævnte behandlingsmetoder kan dog være at foretrække, hvis tumoren har nået at vokse sig stor.
Et basaliom – flere basaliomer
Hvis man har haft et basaliom er risiokoen for at få et nyt basaliom større. Det er fordi resten af ansigtet og nakken jo har fået lige så megen sol, som der hvor det første basaliom var. Derudover findes der enkelte personer, der har genetisk større risiko for basaliomer ikke bare på soleksponeret hud men over hele kroppen (Gorlin-Goltz syndrom).
Hvornår til læge?
Hvis man har voksende hård knude eller sår, der ikke vil hele, skal man altid søge læge. Basaliom er let at behandle og ikke livstruende.