Tørre øjne

Tårevæsken er som en fugtig film, der dækker hornhinden. Hornhinden er meget følsom og udtørring er smertefuld. Inden man overhovedet når til at ”blive tør” på hornhinden vil en automatisk reflex dog allerede have sat gang i produktion af tårevæske fra den store tårekirtel, som findes inde bag det øverste øjenlåg. Det er en kirtel, der producerer saltvand.

Normalt er tårevæsken sammensat af saltvand, slim og fedt, som netop laver en smørende film, der spredes ud over hornhinden, når man blinker. Slim og fedt produceres i en hel række af små kirtler, som ligger på øjenlågenes kant.

Hvis øjet bliver tørt, så vil den store tårekirtel via reflex sætte gang i saltvandsproduktionen. Men fedt- og slim-produktionen er ikke styret af denne reflex. Og den ekstra tårevæske smører derfor ikke specielt godt, da den således bliver for tynd. Hvilket igen skubber på reflexen om mere saltvand. Dette er anledningen til, at patienter med tørre øjne ofte kommer og klager over, at øjnene løber i vand.

En måde at bryde denne reflex på, er ved at anvende såkaldte kunstige tårevæske-dråber, der kan købes uden recept på apoteket. Sådan kunstig tårevæske indeholder substanser, der gør væsken mere fed og som derfor smører. Sådanne dråber findes i mange forskellige former, som er mere eller mindre smørende. Det er helt ufarligt at prøve sig frem med disse håndkøbspraparater. Og man kan ikke overdosere.