Valg af linse ved grå stær operation
Når du bliver opereret for grå stær, så er det fordi linsen i dit øje er blevet uklar. Ved operationen skiftes linsen i øjet ud med en ny kunstig linse. I det følgende forklares valg af linse. Der er flere muligheder at overveje inden operationen. Du skal beslutte om du vil kunne se langt uden briller og så kun anvende læsebriller. Eller om du vil kunne læse uden briller og så anvende briller til afstand. Eller som det ultimative om du vil være helt fri for briller – så du både kan se langt og læse uden briller.
Tyndere linse
Den nye kunstige linse er anderledes end den naturlige linse. Den er fysisk meget mindre – ca ½ mm tyk, den naturlige linse er ca 5 mm tyk. Der bliver dermed “bedre plads i øjet” efter operationen. Man ser derved ofte at trykket i øjet bliver lidt mindre, hvilket er en fordel for nogle patienter men uden betydning for de fleste. Den tyndere linse kan godt vibrere lidt specielt i den første tid efter operationen. Nogle patienter oplever dette som om lyset vibrerer lidt. Den fornemmelse forsvinder dog efter nogen tid.
Forskellige typer kunstige linser
Først den almindelige kunstige linse
Den oprindelige type kunstig linse – som er den mest anvendte ved grå stær operation – har en linsestyrke. Ved forundersøgelsen tages der mål, således at den kunstige linse passer præcis til dit øje. Det betyder at du bagefter vil kunne se langt (TV og bilkørsel) uden briller. Men du skal anvende læsebriller når du læser.
Skulle du nu foretrække at kunne læse uden briller og så i stedet anvende briller til afstand (TV og bilkørsel), så skal du bare sige det til mig inden operationen. Så er det en anden linsestyrke vi skal anvende.
Kunstig linse, der retter bygningsfejl
Hvis du har en bygningsfejl på mere end 1 dioptri, så bliver du opereret med såkaldt torisk linse der fjerner det meste af denne bygningsfejl. Så for den gælder alt det ovennævnte PLUS at den retter bygningsfejlen, for at man vil undgå mindst det ene sæt briller (Undgå afstandsbriller eller undgå læsebriller). En sådan kunstig linse hedder en TORISK linse. Alle, der har mere end 1 dioptri bygningsfejl får uden ekstra betaling en torisk linse ved grå stær operationen.
Kunstige linser så man både kan læse og se langt
Monovision
Efter at kontaktlinser blev almindelige og populære, var der nogen der fandt på at lave såkaldt monovision. Det betyder at det ene øje ser langt, mens det andet øje kan læse. Læs på min blog om monovision. Det er altså en måde at slippe helt for briller. Det er bare ikke alle der kan vænne sig til monovision. Husk at sige til, hvis du er interesseret i Monovision
Akkomodation
Når barnet ser med sin naturlige klare linse, anvendes 100% af lyset, dér hvor man fokuserer. Barnets linse kan akkomodere, så synet stilles skarpt på mariehønen og dens prikker, når den holdes den op foran øjet. Og barnet kan stille skarpt på den selvsamme mariehøne, når den flyver væk. I livets løb bliver linsen inden i øjet for stiv til at kunne ændre sin fokusering på den måde. Det er der, læsebrillerne kommer ind.
Såkaldte multifokale linser
Siden slutningen af 1980’erne har der eksisteret såkaldte bifokale / multifokale kunstige linser. De har alle indbyggede egenskaber, som giver nogle bivirkninger.
Den multifokale kunstige linse har fokus flere steder på én gang og må dermed dele lyset. Dermed bliver der lidt dårligere kontrastsyn. Man skal have lidt mere lys når man læser end hvis man ikke havde haft en trifokal linse. Den grå stær i sig selv giver betydelig dårligere kontrastsyn, så for patienten med grå stær vil det ikke opleves som en ulempe at blive opereret med trifokal linse – tværtimod.
Udover den mindskede kontrast så vil slibningerne i den multifokale linse også give reflexer. Ca 30% af de, der opereres med en multifokal linse vil opleve lysringe og reflexer fra de nye linser. Hos de allerfleste forsvinder disse gener indenfor det første år. Med de senest tilkomne trifokale linser er det ret ualmindeligt med refleksringe.
95% af de mennesker, der opereres med trifokale linser oplever, at deres liv bliver meget bedre, fordi de slipper for briller. Jeg plejer dog at advare om, at der bliver lidt mindre kontrast plus der er fokusområder (tre). Udenfor disse fokusområder er synet let uskarpt.
EDOF linser
De sidste 5-6 år er der kommet en type af linser med let forbedret fokuslængde – EDOF (Extended Depth of Focus). Jeg anvender en sådan (Eyhance) som standardlinse. Denne linse har dog ikke tilstrækkeligt langt fokus til at man kan undværre læsebriller – men ofte kan man klare skærmarbejdet og dermed slippe for terminalbriller.
De nyeste EDOF linser fra Alcon (Vivity) og fra Johnson&Johnson (Puresee) har et nærpunkt på ca 50-60 cm. Med disse linser kan man blive næsten brillefri. Man behøver dog ofte en læsebrille hvis man skal læse små bogstaver eller ønsker at have teksten nærmere end 50 cm. Men til de fleste gøremål som computer, bil, biograf og mobiltelefon vil man kunne klare sig uden briller. Disse linser har ikke de samme gener som de multifokale linser.