Indlæg

1813

1813

Når jeg læser om de dødsfald, der har været i Region Hovedstaden pga meningitis, så bliver jeg lige som alle andre ked af det. Mine tanker går til de pårørende.
De fleste vil nok være enige i, at en jordmoder ikke burde være forstopper ved akuttelefonen. Hun har ikke uddannelsen til det. Det er heller ikke i orden, at den læge som var ansvarlig for 1813 funktionen den dag ikke var speciallæge, men i stedet i 20 år havde arbejdet med urtemedicin og akupunktur (DR’s aktindsigt).

Ledelses-svigt

Jeg mener ikke, at ansvaret ligger hos de mennesker, der godt nok har søgt og fået disse jobs. Ansvaret ligger hos den ledelse, som har besluttet at ansætte disse på trods af åbenlyst manglende kvalifikationer. Jeg opfatter både de afdøde, deres familier men også jordmoderen og den ansvarlige læge som ofre for et sundhedsvæsen, der svigter. Det er et ledelses-svigt af dimensioner.

Øjenlæge som akutlæge

Der har stået i DR’s afdækning af sagerne, at der arbejder en øjenlæge, som ansvarlig hos 1813. Jeg skal med det samme sige, at det ikke er mig. Da jeg valgte øjenspecialet, opdagede jeg hurtigt, at specialiseringen gjorde, at jeg ikke længere kunne følge med i alle de andre medicinske specialer på et tilfredsstillende niveau. Jeg forsøgte faktisk. Når jeg havde opsparet fridage efter mine vagter, så brugte jeg dem til vikariater som distriktslæge i Nordsverige. Men måtte efter 2 år som spirende øjenlæge indse, at jeg ikke kunne følge udviklingen i nye mediciner i andre specialer og jeg mistede rutinen med hjerte- og astmapatienter og ikke mindst børn med ondt i maven.

Praktiserende læger

At være distriktslæge eller praktiserende læge, som det hedder i Danmark, er at specialisere sig i at være forvagt. Man mødes hele tiden af patienter med alle mulige symptomer og bliver derfor skærpet i at kunne skelne, hvornår noget er akut livsvigtigt og af sted til sygehuset. Man bliver bedre og bedre til dette speciale med erfaringen og det daglige møde med patienterne. Da jeg begyndte som øjenlæge, mistede jeg det daglige møde med alle de patienter og dermed min kompetence til denne vagtfunktion,

Lægevagten

1813 opstod som den administrative ledelses svar på et sammenbrud i samarbejdet med de praktiserende læger. Nu er der gået et antal år, hvor 1813 har vist sig ikke at kunne levere varen. Den administrative ledelse bør erkende, at man ikke kan erstatte praktiserende læger med ’hvad vi nu har’ – selvom de får nogle timers undervisning i funktionen.

Copyright Richardt Hansen