Tag Archive for: sammenvoksninger

Synechier

Synechier er sammenklistring af 2 væv der ligger mod hinanden inden i øjet. De optræder i forbindelse med inflammation. Inflammationen gør blodkarrene utætte for bl.a. fibrin. Fibrin er klæbrigt og kommer til at fungere som lim, hvis det lægger sig imellem to væv. De væv, det oftest er tale om, er regnbuehinden, som kan danne synchier anteriort – altså fremad – mod trabekelværket / hornhinden (se øjets anatomi her). Eller der kan dannes sammenvoksninger posteriort – altså bagud – mod linsen. Linsen kan enten være den naturlige linse eller en kunstig linse.

 Årsag til synechier

Patienter med sammenvoksninger har ofte (haft) regnbuehindebetændelse / uveitis. De inflammatoriske celler (hvide blodlegemer) og fibrin stimulerer dannelse af sammenvoksninger. Der findes dog også sjældne sygdomstilstande, hvor det ikke er en inflammation, der udløser synechierne.

Irit – regnbuehindebetændelse

Ved regnbuehindebetændelse ser man gerne posteriore sammenvoksninger, hvor pupilkanten vokser fast mod linsen. Ofte sker det kun i enkelte punkter, hvilket gør, at pupillen ikke længere ser rund ud: Pupillen kan blive kløverformet, oval eller trekantet eller hvilken som helst form, alt efter hvor sammenvoksningerne sker. Man forhindrer disse sammenvoksninger ved hurtig indsat behandling mod regnbuehindebetændelsen. Sammenvoksninger ses oftest hos patienter, der ikke har mærket nogen symptomer på regnbuehindebetændelse, og som derfor ikke søger øjenlæge.

Behandling af posteriore sammenvoksninger

Hvis der er begyndende dannelse af posteriore sammenvoksninger, kan man forhindre disse ved at give pupiludvidende dråber. Derved øges afstanden mellem regnbuehinden og linsen. Hvis der allerede er sket sammenvoksninger, kan man forsøge at sprænge disse med pupiludvidende dråber. Det lykkes dog ikke altid at sprænge dem på den måde. Man kan også løsne sammenvoksninger med YAG-laser. Det er dog ikke tilrådeligt, hvis patienten har sin naturlige linse, da denne kan skades af laseren. Endelig kan synechier løsnes ved en lille operation. Både laser og operation medfører automatisk inflammation og dermed ny risiko for sammenvoksninger.

Er synechier farlige?

Anteriore synechier kan lukke kammervinklen og derved give anledning til en speciel type af kronisk grøn stær med lukket kammervinkel, som er svær at behandle. Denne meget specielle tilstand vil jeg beskrive i et senere blog indlæg. Posteriore synechier er ikke helt ualmindelige. De er i realiteten ufarlige, så længe der ikke er risiko for at hele pupilåbningen lukkes af synechier. Skulle det indtræffe, opstår såkaldt Iris Bombe, fordi kammervæsken ikke kan komme ud gennem pupilåbningen. Det blæser regnbuehinden op som en ballon frem mod hornhinden. Herved lukkes kammervinklen og det medfører akut trykstigning. Denne tilstand behandles akut ved at lave en perifer iridektomi (åbning af ekstra hul i regnbuehinden) med laser og efterfølgende operation med løsning af synechier. Patienter som allerede har en perfer iridektomi (perifert hul i regnbuehinden efter operation eller laserbehandling) har ikke nogen risiko, hvis pupilåbningen lukkes af synechier. Hos disse patienter cirkulerer kammervæsken gennem iridektomien.

Altid fjerne synechier?

Enkelte synechier som ikke hindrer kammervæskens cirkulation kan man nøjes med at holde øje med. D.v.s. patienten bør kontrolleres hos øjenlægen årligt samt ved symptomer på inflammation.

Copyright Richardt Hansen