Pterygium og pinguecula
Ordene, der anvendes indenfor mit fag, er somme tider ret fremmedartede. Pterygium er et af disse. Det har altid givet mig associationer til flyvende øgler fra dinosaurus’ernes tid (pterodactyl’er). Fælles for disse lidt fremmede ord er første del af ordene ptero– som er græsk for vinge.
En vinge i øjet
Pterygium er en trekantet slimhindefold, der vokser ind over hornhinden fra siden. Det ligner dermed en lille gråhvid vinge, hvoraf betegnelsen pterygium. Det anses for at være en aktinisk forandring, hvilket betyder, at det er fremkaldt af solens stråler. Det er en degeneration af slimhinden, som opstår mest hos mennesker, der er udsat for meget sol. Derfor ses forandringen mest hos folk under varmere himmelstrøg. Men også hos landbrugsarbejdere og fiskere, der er meget ude i solen. Tørre øjne er en medvirkende årsag.
Symptomer
Der vil næsten altid være nogen tørhed i øjnene og ellers mærkes forandringen ikke så længe den holder sig nogle mm inde over hornhindens kant. Sommetider vokser forandringen meget og kommer derved til at deformere hornhinden, så der bliver stor bygningsfejl (astigmatisme). Og i værste fald kan pterygium vokse sig helt ind i midten og dermed dække pupillen og synet. Slimhindefolden kan også blive inflammeret, hvilket medfører smerter og rødme.
Behandling
Så længe forandringen er diskret og ikke giver nogen synspåvirkning er det ikke nødvendigt at behandle et pterygium. I vores ende af verden vil patienten dog som oftest ønske forandringen fjernet af kosmetiske grunde. Hvis forandringen bliver så stor, at den giver bygningsfejl eller i øvrigt nedsætter synet, så bør den fjernes kirurgisk. Det er ikke helt ualmindeligt med recidiv. Specielt ikke fordi patienten jo som oftest stadig opholder sig meget i sol.
Operationstyper
Den oprindelige metode var at fjerne forandringen, hvorefter såret selv helede. Men her var der recidiv i op mod 80%, og recidivet var ofte mere aggressivt end den oprindelige forandring. En bedre metode er fjernelse af forandringen og så transplantation af slimhinden oven for hornhinden ned til det område, hvor pterygium’et er fjernet (autolog transplantation). Dette transplantat kan enten sys på eller limes på med biologisk lim.
Pinguecula
Der er en “fætter” til pterygium, som hedder pinguecula. Dette ord kommer fra det latinske pinguis som betyder fedt eller smørelse. Her er der ligeledes tale om en degeneration af slimhinden i øjet. Den viser sig som en lille gulgrå fortykkelse af slimhinden. Ses mest almindeligt ind mod næsen fra hornhinden af – men den kan også sidde på ydersiden fra hornhinden. Derimod vokser den aldrig ind over hornhinden. Forandringen giver ikke anledning til noget besvær bortset fra sukket foran spejlet, når man nu har opdaget endnu en af livets små forandringer.
Man kan principielt fjerne en sådan forandring med et lille indgreb. Men husk på, at der så kommer et lille ar i stedet. Der er næppe nogen andre, der bemærker et pinguecula end patienten selv. Så hvorfor skifte det ud med et ar?