Tag Archive for: Phaco-teknik

I dag tirsdag den 13.februar 2024 er det præcis 35 år siden, jeg i 1989 lavede min første selvstændige grå stær operation. Det var på Øjenafdelingen Halmstad Lasarett. Den øjenlæge, som var min læremester, hedder Lena Brodin. Det er også en mærkedag for hende, idet det er hendes fødselsdag den 13.februar.

ECCE

Den operationsmetode, jeg blev oplært i, hed ECCE – Extrakapsulær kataraktekstraktion. Jeg har gemt nogle videoindspilninger fra mine første operationer i Halmstad. I anledning af oprydning og gennemgang af gamle sager, så jeg en af disse videoer for nylig. Der er godt nok sket meget med teknikken. Heldigvis.

Bedøvelse med sprøjter

Dengang blev patienten bedøvet med indsprøjtning. Det var såkaldt retrobulbær injektion, som faktisk ikke var helt ufarlig for patienten. Desuden en såkaldt Van Lindt bedøvelse, hvor ansigtsmuskulaturen omkring øjet blev bedøvet. En ikke helt smertefri bedøvelse. Til gengæld mærkede patienten overhovedet ikke operationen.

Hel linse

Ved ECCE operationen blev øjet klippet op, og den naturlige linse blev taget hel ud. Patienten fik ofte lov til at se linsen, der ca. havde størrelse og sommetider også farve som en Läkarol/Gajol. Dette har tydligvis gjort så stort indtryk, at det er blevet fortalt. Jeg får stadig patienter til operation, der spørger om de må se den fjernede linse. Men med moderne teknik er linsen opløst og kan derfor ikke fremvises.

Syning

Det opklippede øje blev syet sammen igen med 10-0 nylon sutur. Det var det halve af operationen, og det gjaldt om ikke at sy for hårdt, da der ellers ville blive meget astigmatisme (bygningsfejl). Efter ca 3 måneder var den nu opståede (forhåbningsvis lille) astigmatisme stabil. Patienten kunne derefter gå til optiker og få lavet briller. Nylontråden opløstes efter 3-4 år, og det var ikke ualmindeligt, at trådenderne stak ud og gnavede og derfor måtte fjernes. Hvis de var strammet for hårdt, måtte de løsnes efter 3 måneder, og så gik der 2-3 måneder mere, inden briller kunne erhverves.

Phaco-teknik

Jeg skiftede helt til moderne phaco-teknik, da jeg kom til Øjenklinikken på Lunds Lasarett i 1994. Mine læremestre der var Ingrid Floren og Ulf Stenevi. I begyndelsen anvendte jeg samme bedøvelse, men gik hurtigt over til dråbebedøvelse. Med ECCE teknikken blev patienten på sygehuset til dagen efter. Med den nye phacoteknik gik patienterne hjem efter operationen.

Danmark

Jeg flyttede til Frederiksberg Øjenafdeling i slutningen af 1997. På det tidspunkt var 100% af mine operationer med moderne phaco-teknik. Overraskende nok var det kun ca 50% af operationerne på Frederiksberg Øjenafdeling, der var phacoteknik. Men det blev 100% indenfor de nærmeste år. Jeg har i tidens løb uddannet både yngre og ældre kolleger i den moderne phaco-teknik. Både i Lund og senere i Danmark

Copyright
Richardt Hansen