Tag Archive for: Bygningsfejl

Nye muligheder for brillefrihed

Igennem 30 år har det været standard at få en kunstig linse opereret ind i øjet, når den grå stær fjernes. I slutningen af firserne var måling og beregning af den styrke, som den kunstige linse skulle have ikke helt præcis. Patienterne dengang var tilfredse med at få fjernet den grå stær og så komme til at se godt igen med nye briller. Brillefrihed var ikke en valgmulighed.

Noget større præcision

Fra slutningen af 1990’erne blev præcisionen noget bedre specielt med anvendelsen af IOL-master fra Zeiss. Men også med hjælp af de bedre beregningsformler som løbende fremkom. Og 10 år senere begyndte der så at komme kunstige linser, der kan korrigere bygningsfejl (toriske linser). Det har medført, at man ofte kan komme meget tæt på brillefrihed for afstandssyn. Så er det kun  nødvendigt at anvende læsebriller. Jeg har fra og med april i år besluttet at altid vælge den linse, der vil gøre dette muligt for mine patienter. Nu anvender jeg en toriske linse, hvis der er behov herfor uden pristillæg.

Bliver alle så brillefri?

Jeg kan aldrig love brillefrihed. Dels fås de kunstige linser i trappetrin, så det vil altid være indenfor plus minus ½ Dioptri og dertil plus minus ½ dioptri bygningsfejl. Men det betyder immervæk at mere end 95% af mine patienter ser bedre end 0,8 uden briller på afstand, og dermed kan klare sig uden afstandsbriller. Nogle vil dog stadig foretrække briller fordi de så får en ekstra skarphed i synet.

Nærsynede kan læse uden briller

Enkelte af mine patienter ønsker at kunne læse uden briller for så i stedet at anvende afstandsbriller. Det ønske kan opfyldes for i stort set alle der ønsker dette, da en evt. restbygningsfejl ikke påvirker læsesynet.

Brillefrihed for både læsning og afstand

Endelig er de trifokale kunstige linser blevet så gode, at mere end 95% af de patienter, der vælger den løsning (som er dyrere end normale kunstige linser) ender med brillefrihed

Man kan fortryde…

Hvis nogen, der er blevet opereret tidligere inden disse nye målinger/beregninger kom frem, ønsker at drage nytte af fordelen ved at kunne vælge briller/brillefrihed, så kan de nu også det. I dag findes der korrigerende kunstige linser, som kan fjerne bygningsfejl eller fjerne / tilføre nærsynethed efter ønske. Man kan sågar få en trifokal tillægslinse og dermed opnå brillefrihed med 95% sikkerhed.

Copyright Richardt Hansen

Jeg har nu opereret mere end 29.000 øjne for grå stær. Det er det samme som det antal mennesker, der bor i Hillerød. 30 års jubileet er nogle uger siden.

Torisk linse

Helt i takt med tiden, så var patienten, som fik grå stær operation nummer 29.000 en patient, der fik en torisk linse indopereret. Resultaterne med disse linser har været så gode, så jeg fremover ikke længere har 2 modeller linse, hvor patienten mod ekstra betaling kan få en torisk linse. Alle grå stær operationer vil fra og med 1.marts koste 9.500 kroner per øje. Alle vil automatisk få den bedste linse indopereret, så man ser godt uden briller på afstand (eller ser godt i læseafstand uden briller, hvis dette efterspørges). Det giver ikke mening at have en tillægsydelse for bedste syn mod merbetaling. Alle skal naturligvis have den bedste linse til netop deres øjne.

Sundhedsforsikring

Denne beslutning er bl.a. taget fordi, jeg er træt af, at sundhedsforsikringer kun vil dække en grå stær operation, der laves med såkaldt ”standard-linse”. Alle skal have en kvalitetsoperation – ikke laveste fællesnævner. Beslutningen om hvilken linse, der er bedst for patienten, er og bliver min. Den beslutning skal ikke træffes af en bureaukrat, som udelukkende tænker økonomi. Patienten skal heller ikke stilles over for valg af linser mod merbetaling. Alle skal trygt kunne stole på at få bedst mulige behandling.

Trifokale linser

Patienten, der fik opereret øje nummer 29.004 og 29.005, havde ønsket helt at slippe for briller – både afstandsbriller og læsebriller. Den patient fik trifokale linser i begge øjne. Disse nye multifokale linser har jeg haft rigtig gode resultater med i de senere år. Der er kommet større og større efterspørgsel på sådanne operationer. Operation med sådanne linser er væsentligt dyrere og derfor ikke for alle. Sygeforsikringen Danmark og de fleste sundhedsforsikringer giver tilskud til  grå stær operation. Derimod giver de ikke tilskud til brillefrihed. Trifokale linser har nogle kendte ulemper, som gør at de heller ikke er egnede til alle patienter.

Copyright Richardt Hansen

Bygningsfejl

Øjet er rundt som en bold. Men øjet er ikke perfekt rundt. Det er en lille smule fladtrykt. Så krumningen af hornhinden lodret er ikke den samme som krumningen vandret. Jo større forskellen på krumningerne er, jo mere bygningsfejl har man. Det hedder også astigmatisme.

Herudover kan der også være bygningsfejl i øjets linse. Krumningen af linsens overflade er dermed forskellig i lodret og vandret.

Øjets samlede astigmatisme er summen af de 2 ovennævnte bygningsfejl.

Briller eller kontaktlinser

Astigmatisme kan rettes med briller eller med kontaktlinser. Disse er i sin tur slebet så krumningen ophæver øjets krumningsforskel. Dermed vil det samlede optiske resultat være at krumningen af overfladen er ens i alle retninger.

Nogle patienter har en bygningsfejl i linsen som præcis retter den bygningsfejl der er i deres hornhinde. De ophæver dermed hinanden.

Ændres i livets løb

Astigmatisme er ikke konstant. Den ændres ganske langsomt gennem livet. Så man kan godt opleve, at man senere i livet skal anvende korrektion for en astigmatisme – selvom man ikke havde dette tidligere. Ligesom nogle der tidligere havde astigmatisme kan “vokse fra den”.

Forskellig følsomhed

Vi er ikke lige følsomme overfor astigmatisme. Jeg har haft patienter, der oplever selv den mindste astigmatisme som stærkt generende. Disse patienter vil altid foretrække at få korrigeret selv denne lille bygningsfejl.

Andre patienter har relativ stor astigmatisme uden at være generet heraf. Enkelte har endda “lært at udnytte” astigmatismen. Jeg har f.eks. en engelsk kollega i Manchester der har 2½D astigmatisme, hvilket jo er ret meget. Han er glad for sin astigmatisme,  som gør, at han kan læse og se langt uden briller.

Astigmatisme kan rettes med operation

Man kan rette astigmatisme  enten ved en grå stær operation eller med refraktiv kirurgi

Copyrigt Richardt Hansen