Allergi og grå stær operation
Jeg får somme tider spørgsmål om allergi og grå stær operation. Der er en stor del af befolkningen, som har allergi ikke bare mod pollen, men også mod forskellige materialer og mediciner.
Øjet er specielt
Kroppens immunsystem anvender blodet til at angribe fremmed materiale. Det giver sig udtryk i hævelse, varme, ømhed og rødme. Øjet er et ret specielt sanseorgan. Der er groft sagt en forreste del af øjet og en bageste del af øjet. Den bagerste del af øjet er rigt på blodkar og blodforsyning. Denne del er derfor følsomt mod fremmed materiale. Den forreste del af øjet er derimod uden blodkar. Den forsynes med næringsvæske, der kommer fra blodbanen. Denne væske er filtreret i det såkaldte stråle-legeme, der er en ringstruktur inden i øjet. Denne struktur fortsætter ud i regnbuehinden. Blodkarrene i regnbuehinden er af en speciel beskaffenhed, som ikke ”slipper immunforsvarets æggehvidestoffer ” igennem. Dermed ligger linsen og hornhinden, som er den forreste del af øjet, praktisk taget udenfor kroppens normale immunforsvar. Kun hvis regnbuehinden bliver irriteret og inflammeret slipper der proteiner (immunforsvarsemner) igennem til øjets forreste del.
Hornhindetransplantation og grå stær operation
Det har derfor altid været muligt at transplantere hornhinder mellem mennesker uden først at skulle vævstypebestemme hornhinden. Ved en hornhindetransplantation og ved en grå stær operation er kirurgen dog så tæt på regnbuehinden, at den ret let bliver inflammeret og irriteret. Derfor vil man næsten altid forebyggende anvende øjendråber mod regnbuehindeinflammation.
Øjendråber ved øjenoperation
Der er to typer af anti-inflammatoriske øjendråber: Kortisondråber og såkaldte non-steroide anti-inflammatoriske dråber. Begge typer af øjendråber fås både med og uden konserveringsmiddel. Øjendråber med konserveringsmiddel har altid været bedre til at trænge ind i øjet og derfor haft en lidt kraftigere virkning end dem uden konserveringsmiddel. – Jeg har dog i tidens løb haft nogle enkelte patienter som var multi-allergiske både mod konserveringsmidlet og mod selve øjendråberne. I de tilfælde har det jo alligevel været nødvendigt at operere, da patienten var på vej til at blive blind af sin grå stær. Man vil i de tilfælde altid vælge den mest rutinerede kirurg, så operationen laves hurtigst muligt og mest muligt skånsomt. Dette for netop at irritere regnbuehinden mindst muligt, så behovet for medicin er minimalt.
Den kunstige linse
Den kunstige linse er lavet af akryl, som er et plastik-materiale. Se om linsens historie. Der er ikke set nogen afstødning af dette linsemateriale. Og det må siges at være vel gennemprøvet. Det er mange millioner mennesker, der nu er opereret for grå stær med indsættelse af akryl-linser. En overgang i 90’erne var der nogle linsefabrikanter, der lavede kunstige linser af silikone. Disse var også meget sikre, og man så ingen afstødninger. Men i enkelte tilfælde så man, at der kunne komme en regnbuehinde-inflammation nogle måneder efter operationen. Det gik dog at få denne inflammation til at forsvinde med en kur med kortison-dråber.
Bedøvelse og grå stær operation
Se min webside om bedøvelse ved grå stær operation. Faktisk er det kun overfladen af øjet, der er smertefølsomt. Overfladen bedøves let med bedøvende øjendråber. Inden i øjet er der ikke egentlige smertereceptorer. Dog er der trykreceptorer, så når kirurgen skyller ind i øjet, mærkes der ofte en trykken, som nogle oplever meget ubehageligt. Og derfor anvendes bedøvelse, som skylles ind i øjet, inden der skylles med noget andet. Der er kirurger i Indien, der opererer helt uden bedøvelse. Og jeg har en tysk kollega, der ligeledes har opereret grå stær uden at anvende bedøvelse, når patienten har været multiallergisk inklusive allergi mod alle former for bedøvelse. Hvis bare patienten mentalt er indstillet på, at der lige mærkes et kort stik, når åbningen laves og i øvrigt er informeret om og forberedt på, at det trykker, så er en operation for grå stær mulig at lave helt uden anvendelse af bedøvelse.