Medicinhistorien

Menneskekroppen fungerer ligesom alle andre dyrekroppe: Vi kommer fra et befrugtet æg. Vi trækker vejret og har et hjerte, der opretholder vores blodcirkulation. Vi spiser, fordøjer og udskiller afføring/urin og opretholder derved et stofskifte, der ernærer kroppen. Hvis ikke vi selv kan alle disse funktioner, så har vi en sygdom – og bliver derfor afhængig af medicinsk hjælp/behandling.

Der har været mennesker på Jorden i ca 250.000 år. Man har fund, der viser, at der har været behandlere de seneste 5000 år. Men det er kun de seneste 200 år, der har været behandlere, der rent faktisk kunne behandle med succes. Tidligere var der tale om kvaksalveri bygget på ideer, der grundede sig på  spekulationer og overtro.

Medicinhistorien del 1 – Gud nedkalder sygdom

Først troede mennesket, at sygdomme var nedkaldt over os af guderne: I Exodus fra ca 1400 før vor tidsregning er Gud vred på Ægypterne pga deres behandling af Hebræerne og nedkalder derfor de 10 plager herunder bylder og lus. Og i Illiaden tilintetgør Apollo den Archaiske hær med sygdom, startet med en flammepil. I anden Samuelsbog fra 500 før Kristus giver Gud 3 strafmuligheder til David: Syv års sult, 3 måneders flugt for sine fjender eller 3 dages pest. David vælger det sidste, og Gud adlyder og udsletter 77.000 mennesker med pesten.

Da Gud eller guderne var sygdommes årsag, så var helbrederne præster, shamaner eller hekse og behandlingerne bestod af bønner, amuletter eller ofringer.

Medicinhistorien del 2 – ubalance i vædsker og energier

Ca 400 før vor tidsregning ændrer sygdomsbilledet sig med den græske behandler Hippocrates. Og denne sygdomslære udbygges af Galenos:  I stedet for overnaturlige kræfter beskriver de, at årsagen til sygdomme er ubalance i kroppens vædsker: Gul galde,  sort galde, slim og blod. Man kan sågar være født med overvægt af en af disse vædsker og er dermed Koleriker (for meget gul galde), Melankoliker (for megen sort galde), Flegmatiker (for meget slim) eller Sangviniker (for meget blod). Dette sygdomsbillede stemmer med de fire elementer ild, jord, vand og luft. Og de fire årstider samt de fire organer (milt, galdeblære, lunge og lever).

Da sygdomme således var en ubalance af vædsker, så var behandlingerne rettet mod at genoprette balancen: Åreladning, lavement og brækmidler først og fremmest. Senere kom der også blodigler, som kan suge blod. Malaria var således ikke forårsaget af en parasit, men derimod et resultat af for megen gul galde i varmt klima. Og epilepsi havde intet med elektrisk forstyrrelse i hjernen at gøre. Det var et resultat af for meget slim, der blokerede luftrøret. Cancer var en ophobning af sort galde. Og inflammation var ikke en immunforsvarsreaktion, men derimod ophobning af blod, som krævede åreladning

ca 200 før vor tidsregning begyndte kinesiske helbredere efter et lignende koncept, at opfatte sygdomme som en ubalance i energier. Denne ubalance helbredte man ved at anbringe tynde nåle i huden (akupunktur). Man fortolkede processerne i kroppen til at være en afspejling af den ydre verden, som floder og solens gang. De kinesiske helbredere mente, at kroppens energi flød i 12 hovedmeridianer – længdegående baner fra hoved til fod. Antallet 12 stemte med de 12 store floder i Kina. For at opretholde den vitale sundhed, skal der være balance mellem de konkurrerende energier yen og yang. Dette kan opnås ved at placere et antal nåle i specielle punkter på meridianerne. Afhængig af behandlingen skulle nålene sættes overfladisk eller dybt og i kortere eller længere tid.

Dette var behandlingsmulighederne de næste 2000 år. Nogle af disse behandlinger  anvendes stadig af såkaldte  alternative helbredere:  Magnet-terapi, akupunktur, vandterapi, lavementer, brækmiddel kur, aromaterapi og håndspålæggelse (healing) for bare at nævne nogle.

Medicinhistorien del 3 – biokemi og biofysik. Man kan teste behandling

Det store spring fremad i sygdomsforståelse kom i 1700 tallet. Først med James Lind som i 1746 tog med skibet HMS Salisbury for at finde en måde at helbrede skørbug, som var en almindelig sygdom bland søfolk. Den medførte blødninger, tænderne faldt ud, nyresvigt, kramper og død.

Lind inddelte de 12 søfolk på HMS Salisbury i 6 par. Det ene par fik dagligt Cider, det andet par fik 3 x dagligt nogle dråber svovlsyre, det tredje par fik dagligt eddike, det fjerde par fik en flaske havvand dagligt, det femte par fik hvidløg, sennep, radiser og harpiks og det sjette par fik 2 appelsiner og en citron dagligt. Lind fandt herved at det sjette par ikke fik tegn på skørbug. Og da man senere ordinerer dagligt lime juice til alle søfolk forsvandt skørbug. Først langt senere opdagede man vitaminer og fandt ud af, at det var mangel på C vitamin, der gav skørbug. Og derfor var citrusfrugter en god forebyggelse.

Dernæst opdagede Edward Jenner i England, at han kunne beskytte mennesker mod den frygtede smitsomme koppe-sygdom ved at inokulere med kokopper.  Jenners havde naturligvis ingen anelse om, at begge disse sygdomme var forårsaget af beslægtede vira. Han vidste intet om immunforsvar. Først senere med Pasteur finder man forklaringen på, hvorfor vaccination virker. Ved således at kunne give immunitet mod sygdomme som kopper, rabies, difteri, tetanus, polio, mæslinger, røde hunde, leverbetændelse, skoldkopper, influenza, gul feber typhus, meningitis m.fl kunne mennesket undgå disse sygdomme, som tidligere havde dræbt millioner. Kopper er siden 1968 udryddet fra Jordens overflade.

I 1854 var der atter et kolera-udbrud i London. John Snow som var engelsk læge undersøgte dødsfaldende og kunne spore sig frem til, at sygdommen startede med at man drak vand der var hentet fra en bestemt vandpumpe i Broad Street. Snow fjernede pumpehåndtaget, hvorefter kolera-udbruddet stoppede. Snows opdagelse førte til læren om spredning af sygdomme (epidemiologi) og livreddende sanitære programmer. Og senere i det århundrede opdagede Koch og Pasteur bakterier.

Derefter følger det store gennembrud i behandling af infektioner med Alexander Flemings opdagelse af Penicillin i 1928. Dette er fulgt op med opdagelse af mange andre typer af antibiotika gennem de næste 50 år.

Med opdagelse af DNA i 40’erne og 50’erne begyndte man at kunne kortlægge arvelige sygdomme. Her i det nye årtusinde står vi på kanten af at kunne udnytte vor kundskab om DNA, så vi kan hjælpe de mennesker, der er født med genetiske sygdomme. Dette gøres ved at rette i den genetiske kode på celleniveau.

James Lind’s studie af søfolk er det første prospektive kontrollerede eksperiment, der er beskrevet. Det er indledningen til en tid, hvor man ikke længere behøver at TRO på en behandling, man kan teste behandlingen.

De nye tider

Den videnskabelige medicin og sygdomslære medførte vaccinationer, antibiotika, bedre sanitære forhold, bedre hygiejne og rent drikkevand. Og øgede den forventede livslængde med mere end 30 år. Dette sidste medførte så i sig selv, at mennesker nu står over for andre sygdomme, nemlig alderdommens. Og der tilkom livsstils-sygdomme (vellevned).

Bitter erfaring medfører medicinal-lovgivning

Den helt store lærdom af den videnskabelige medicins udvikling, er at man kan og skal teste behandlinger.  Man kan ikke bare tillade, at nogen sælger et medikament, der lover helbredelse. Denne erkendelse blev bl.a. opnået med bitter erfaring:

I 1937 blev der i USA solgt et Sulfa-præparat, der indeholdt kølevædske for at få det til at smage bedre. Det nåede at blive anvendt af 350 mennesker, som blev alvorligt syge og 100 af dem døde. Den historie førte til en opstramning af medicinal-lovgivningen.

I 1957 kom Thalidomid på markedet i Europa. det var testet ufarligt – man døde ikke af præparatet. Over de næste 3 år blev op mod 25.000 fostre skadet af Thalidomid. Ca halvdelen blev aborteret. De øvrige blev født med svære misdannelser af arme og ben. Denne nye katastrofe medførte yderligere opstramning af medicinal-lovgivningen. Al medicin skal nu først testes på dyr, derefter på en lille gruppe mennesker og endelig på en stor gruppe mennesker. Og det skal med disse studier bevises, at præparatet har effekt udover placebo effekt på den tilsigtede sygdom. Og det skal testes, at der ikke er alvorlige bivirkninger. Alle bivirkninger skal publiceres.

Copyright Richardt Hansen